I den seneste tid har der været en del skriverier om en kendt skikkelse fra den danske psykiatris historie, retspsykiateren Max Schmidt. Anledningen er et historisk speciale fra Københavns Universitet skrevet af Bøje Larsen, tidligere professor i ledelse på Handelshøjskolen. Bøje Larsen har gennemgået 106 mentalerklæringer af landssvigere, der – som led i retsopgøret – blev undersøgt af Max Schmidt. Det skal siges, at disse mentalerklæringer kun repræsenterer en meget lille del af det meget omfattende materiale, som Max Schmidt og medarbejdere fik produceret i perioden 1945-49. I dette tidsrum blev ca. 5000 landssvigere mentalobserveret. Dette interessante kildemateriale opbevares i Rigsarkivet, hvor Max Schmidts privatarkiv også befinder sig. De psykiatriske undersøgelser af landssvigere blev i øvrigt også udført i lande som Norge, hvor Gabriel Langfeldt – kendt for sine observationer af Knut Hamsun – var med til at lave en stor undersøgelse af de norske nazister. I den danske undersøgelse kom Max Schmidt frem til, at størstedelen af landssvigerne var psykisk afvigende. Schmidts resultat kom dog ikke til at stå uimodsagt, og i senere analyser af kriminologen Karl O. Christiansen (1950) og psykologen Thomas Sigsgaard (1953) konkluderede de to forskere, at landssvigerne ikke adskilte sig nævneværdigt fra den almindelige befolkning.

Ifølge forskellige nyhedsmedier som Politiken, DR og Weekend-avisen (bagsiden 1. sektion) konkluderer Bøje Larsen, at Max Schmidt var psykopat. Hvorvidt denne beskrivelse er præcis, kan selvfølgelig diskuteres. I psykiatrisk fagsprog bruges som regel en anden betegnelse i dag – dyssocial personlighedsforstyrrelse; og det er altid behæftet med usikkerhed at stille retrospektive diagnoser på historiske personer. Men derudover er historien om Max Schmidts specielle væsen ikke nogen nyhed, men har cirkuleret siden begyndelsen af 1940’erne og har været nævnt i flere artikler og bøger. Historien begyndte, da Max Schmidt i 1940’erne blev hovedperson i den såkaldte “Augustenborg-Affære”. På det psykiatriske hospital i Augustenborg, hvor Max Schmidt var overlæge, havde hans ledelse af hospitalet resulteret i stor utilfredshed. Sagen blev genstand for opmærksomhed i pressen og i satiriske blade som Svikmøllen, hvor der blev stillet spørgsmål om, hvem der i virkeligheden var sindssyge nede på Augustenborg. Som følge af sagen blev Max Schmidt forflyttet, og i 1944 blev han i stedet overlæge i psykiatri ved politiet (senere Justitsministeriets psykiatriske undersøgelsesklinik). Efter ansættelsen var Max Schmidt flere gange udsat for kritik. Især sagfører Carl Madsen var en flittig kritiker. Madsen var navnlig fortørnet over Schmidts studier af tatoverede Nyhavn-piger i slutningen af 1940’erne. Schmidt havde i denne forbindelse foretaget nogle nærstudier af pigernes tatoveringer, der ofte befandt sig i de nedre regioner og i visse tilfælde var forsynet med bramfrie tekster som “kiss my ass” og “fresh to every time”. Max Schmidt, der publicerede resultaterne i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab (vol 38, 1950), fandt tatoveringerne “usmagelige, nedværdigende og uforenelige med de synspunkter, der sædvanligvis gør sig gældende i en kulturstat”. Carl Madsen mente derimod, at det var Schmidt, der var problemet, og han luftede sin kritik i bogen “Den gode læge” (1966). Max Schmidt blev også udsat for mindre positive skildringer i skønlitterære værker som Hans ScherfigsSkorpionen” (1953), hvor Schmidt optræder som Dr. Monitz, der kaldes “en af Europas mærkeligste mænd”. Derudover findes en udførlig gennemgang af Schmidt i Peter Øvigs bog “Birkedal” (2004), hvor de forskellige sager, som retspsykiateren var involveret i, bliver gennemgået. Men der findes også mindre negative beskrivelser af Schmidt, bl.a. af psykiaterne Villars Lunn i bogen “Afsind” (1987) og Jørgen Ravn i “Mit psykiatriske liv” (1977).

Spørgsmålet om Max Schmidts eventuelle særhed har dog mindre historisk interesse sammenlignet med de meget omfattende mentalundersøgelser, som han var med til at frembringe. Hvis Schmidts undersøgelser blev analyseret indgående og sat ind i en større kontekst i form af besættelsestidens historie, ville det kunne bidrage med ny viden om emnet (der ellers repræsenterer det mest udforskede område af danmarkshistorien). Det kunne i denne forbindelse være interessant, hvis modsætningerne mellem de forskellige undersøgelser af psykiatere, kriminologer og psykologer i denne periode blev analyseret. Periodens undersøgelser af landssvigere vidner om forskellige interesser i samtiden, og frem for et snævert fokus på Max Schmidt kunne det være spændende, hvis der blev foretaget en bredere analyse, der også inddrager situationen omkring retsopgøret. En sådan analyse kunne give et væsentligt bidrag både til besættelsen og psykiatriens historie.

Share →