(Her er diskussionsmateriale til Museion-seminar, torsdag den 25. marts 2004 om “Dansk biomedicin efter 1945: en retrospektiv Delfi-studie”)

Hvad er en retrospektiv Delfi-studie?

Som forberedelse til projektet “Biomedicinens kultur og historie efter 1945” har Hanne og jeg talt om at lave en retrospektiv Delfi-studie.

En “Delfi-studie” er en form for fremtidsstudie, som blev udviklet af Rand Corporation i 1960’erne:

The Delphi method is an exercise in group communication among a panel of geographically dispersed experts (Adler and Ziglio, 1996). The technique allows experts to deal systematically with a complex problem or task. The essence of the technique is fairly straightforward. It comprises a series of questionnaires sent either by mail or via computerized systems, to a pre-selected group of experts. These questionnaires are designed to elicit and develop individual responses to the problems posed and to enable the experts to refine their views as the group’s work progresses in accordance with the assigned task. The main point behind the Delphi method is to overcome the disadvantages of conventional committee action. According to Fowles (1978) anonymity, controlled feedback, and statistical response characterize Delphi. The group interaction in Delphi is anonymous, in the sense that comments, forecasts, and the like are not identified as to their originator but are presented to the group in such a way as to suppress any identification (http://www.iit.edu/~it/delphi.html; se videre bilag 1)

Ideen med en retrospektiv Delfi-studie er at bruge en lignende metode til at kortlægge vigtige begivenheder i fortiden. Dvs. man interviewer en gruppe vigtige historiske aktører, samler deres billeder af fortiden sammen til en tentativ fortolkning og præsenterer den for dem igen, etc. Processen skal gentages flere gange (re-iteration) og gerne med et stigende antal interview-personer.

Officielt stræber man efter at opnå konsensus, vel vidende at det aldrig vil være muligt at opnå konsensus. Dels fordi aktørerne har forskellige erfaringer, dels fordi de kan have forskellige interesser i sine udlægninger af fortiden.

Det er vel i princippet samme metode man bruger ved opinionsundersøgelser? Men opinionsundersøgelser plejer ikke at være re-iterative — og de plejer heller ikke at anvendes for at få et billede af fortiden.

Den retrospektive Delfi-studie er selvfølgelig ikke historieskrivning, ikke en gang “oral history”. Men det er en metode til at identificere hvad en gruppe centralt placerede historiske aktører selv mener har været vigtige de begivenheder i det samlede historiske forløb. I vores kontekst er den et middel til at identificere interessante forskningsproblemer til projektet “Biomedicinens kultur og historie efter 1945”.

Spørgsmålet er hvor velegnet metoden er? Hvad får man ud af at tale med folk? Kan man ikke lige så gerne læse sig til de vigtige begivenheder i fortiden i publicerede og upublicerede kilder? Feks. bladre Ugeskrift for Læger og Sygeplejersken igennem. Ligger det også ikke en fare i at basere historierekonstruktionen på aktørernes nutidige hukommelse? Er det ikke tale om efterrationaliseringer?

Jo, i Delfi-studien er det jo de historiske aktørers egen nuværende opfattelse som er udgangspunktet, ikke de samtidige publicerede og upublicerede kilder. Delfi-metoden kan derfor ikke erstatte studier af kildematerialet. Men den kan komplettere — og måske især forberede — kildebaserede studier. Ved at interviewe fremtrædende historiske aktører kan man lokalisere udviklingstendenser og begivenheder som man som historiker ikke ville have tænkt på.

Og selvfølgelig er det tale om en rekonstruktion baseret på aktørernes nutidige hukommelse. Heri ligger alle mulige fejlkilder. Aktørerne kan som sagt have begrænsede erfaringer — feks. har en læge sandsynligvis et andet perspektiv på professionskonflikten mellem læger og sygeplejersker end end sygeplejerske — og aktørerne kan have personlige interesser i at tilrettelægge historien så at deres indsatser fremtræder i et godt lys. Aktører kan have dårlig eller selektiv hukommelse.

Nogle af disse “biases” vil kunne minimeres ved at forøge antallet af interview-personer. Hvis både sygeplejersker, hospitalsdirektører, patienter og læger giver det samme billede af hvad der grundlæggende krakteriserede forholdene på danske sygehuse i 1960-erne så kan man vel med en vis sandsynlighed kunne regne det som en “gyldig” mundtlig “rekonstruktion” af datiden?

Omvendt kan man sige at det måske netop er disse “biases” i sig selv der er interessante. Hvorfor afviger sygeplejerskens og lægens historier fra hinanden? Hvad ligger der bag? Man skal som sagt officielt stræbe efter konsensus, men det ville være naivt at tro at man kan opnå det — fordi der vi altid være dissens, uafhængigt af hvor mange re-iterationer man gennemfør. Og desuden er det måske sådan, at det er i dissensen, som de mest interessante udsagn om fortiden dukker op?

Dvs. det er ikke “sandheden” i den historiske rekonstruktion som er det centrale resultat i den retrospektive Delfi-studie, men identificeringen af mulige, interessante historiske begivenheder og processer.

Jvfr. Wellcome Witness Seminars

Den her foreslåede studie ligner de Wellcome Witness Seminars, der er udviklet af en gruppe ved Wellcome Centre for the History of Medicine, University College London under ledelse af Tilly Tansey.

Der er afholdt over 25 Witness Seminars siden 1993. De handler allesammen om forskellige udviklingstendenser og begivenheder i brittisk biomedicin siden 2. verdenskrig. Det er altså ikke tale om en samlet kortlægning af brittisk biomedicin, men om en kortlægning af specielle områder og identificering af de vigtigste begivenheder der har præget specialområdet.

Se vedlagte udkast til artikel af Tilly Tansey, som jeg foreslår at vi diskuterer i detalj på seminaret den 25. marts (bilag 2).

Jvfr. “oral history”-traditionen

Det findes jo også en lang tradition for “oral history” inden for historievidenskaberne, ikke mindst blandt videnskabshistorikere. Jeg har selv arbejdet en hel del med “oral history”. Se vedlagte artikel af Soraya de Chadarevians (bilag 3). At bruge den her slags meetoder inden for medicinhistorie gør ingen væsentlig forskel, andet end at det ikke kun er elite-personer man arbejder med, men også mindre privilegierede interview-subjekter.

Studiedesign

Vi har forestillet os at undersøgelsen vil kunne foregå på følgende måde:

• Vi begynder med at udvælge et mindre antal centralt placerede aktører (interview-personer) fra forskellige dele af sundhedssektoren. Mulige interview-personer er feks. Kirsten Stallknecht, Preben von Magnus, Povl Riis og mange andre. (Hvordan finder man fat på navnene på de mest centralt placerede, nu levende aktører?)

• Vi afprøver interview-metodiken: Hvor åbne kan spørgsmålene være? Hvordan skal intervieweren forberede sig? Gerne på et par-tre personer som vi kender i forvejen, feks. Henrik Wulff (lang erfaring af dansk klinisk forskning) og Nils Rosdahl (lang erfaring af Sundhedsstyrelsen).

• Derefter diskuterer vi undersøgelsesdesign med nogen på statsvidenskab (eller IFSV) som er vant til at arbejde med ustrukturerede interview-undersøgelser.

• Vi sender et brev ud til de udvalgte personer og beder om et interview.

• Vi opsamler resultaterne og skriver en foreløbig rapport. Rapporten skal bla. indholde en ti-i-top liste (den slags vil “vores” aktører nok være glade for) over forskellige vigtige begivenheder og forløb inden for forskellige dele af dansk biomedicin — feks. vigtige institutioner, vigtige politiske begivenheder, vigtige konflikter, vigtige personer, vigtige opdagelser, nye behandlingsmetoder, vigtige organisationer mm. De individuelle udsagn skal selvfølgelig anonymiseres.

• Når den foreløbige rapport er færdig sender vi den ud til interview-personerne og beder dem om at kommentere den. Vi udvælger samtidigt en lidt større gruppe personer som får se rapporten for første gang.

• Til sidst samler vi de involverede aktører til et fællesmøde (en slags vidneseminar), hvor de får mulighed for at kommentere rapporten og hinandens kommentarer.

Eller …

Måske skulle vi begrænse os til kun at afprøve selve metodiken i første omgang — og så lade den store Delfi-studie indgå som et delprojekt i det store projekt som vi søger penge til?

Bilag

1) “The Delphi method”, fra Illinois Institute of Technology, Dept of Civil and Architectural Engineering (http://www.iit.edu/~it/delphi.html)

2) Tilli Tansey, “Witnessing the Witnesses: Potentials and Pitfalls of the Witness Seminarin the History of Twentieth Century Medicine” udkast til R. Doel og T. Söderqvist (red..) Writing Recent Science: The Historiography of Science, Technology, and Medicine. London: Routledge, 2004 (under udarbejdelse)

3) Soraya de Chadarevian, “Using interviews to write the history of science”, kap. 4 i T. Söderqvist (red.), The Historiography of Contemporary Science and Technology. Amsterdam: Harwood, 1997.

Share →