“At være eller ikke være” – den berømte replik fra Shakespeare’s “Hamlet”, kender de fleste. Replikken og teaterstykket har opnået så stor en kulturel status, at der næppe er noget kontroversielt ved den. Ikke desto mindre har opførelsen af Hamlet af The Royal Shakespeare Company ført til etiske kontroverser.

For kort tid siden skrev jeg en blogpost om hovedet, hvor jeg bl.a. påstod, at netop hovedet, er specielt prekært som udstillingsgenstand. Kort efter gav Kirsten Jungersen mig en lille notits som kunne fortælle, at The Royal Shakespeare Company, i deres opsætning af Hamlet, havde benyttet den afdøde pianist André Tchaikovsky’s kranium i den berømte scene (læs mere her). Af frygt for tilskuerreaktioner, ville de fremover bruge et plastickranium.

Det åbner (igen) op for diskussionen om, hvor grænsen for brugen af (afdøde) legemsdele går. (Kan man overhovedet tale om, at en legemsdel er afdød?) Tchaikovsky donerede selv sit kranium til The Royal Shakespeare Company, men det var ikke desto mindre for hård kost for det britiske teaterpublikum. Det er næppe banebrydende nyt at det er kontroversiel grund vi bevæger os på, men ikke desto mindre er diskussion om brugen Tchaikovsky’s kranium interessant.

Når vi her på stedet udstiller kropsdele kan vi (berettiget) dække os ind under, at det er nødvendigt for at forstå udviklingen i f.eks. kirurgiens historie.  Den “fordel” har teatret ikke og det er måske derfor brugen af kraniet bliver kontroversielt.  Er det desuden et problem, at kraniet bruges som “ren underholdning” og ikke er begrundet i, at der er en kulturhistorisk pointe der skal frem?  At vi, i tilfældet med Tchaikovsky’s kranium, også ved præcist, hvem kraniet har “tilhørt” gør formentligt også diskussionen sværere. Således er det uden tvivl nemmere, at udstille et kranium fra et menneske der levede i middelalderen, hvor det uden tvivl ville være stærkt kontroversielt at udstille Prinsesse Dianas kranium – hvis man altså kunne få fat i det. Distancen i tid og rum er afgørende.

http://www.kaushik.net/avinash/wp-content/uploads/2007/08/to_blog_or_not_to_blog.jpg

Hvad mon Shakespeare ville blogge om?

Og til sidst en spøjs observation: på alle arbejdspladser eksisterer der et specielt fagsprog og her er Museion ingen undtagelse. Det er ikke usædvanligt, at man her på stedet snakker om ”humane præparater”.

Det begreb kan jeg ikke huske at have høre, og slet ikke brugt, før jeg begyndte at arbejde her på stedet. “humane præparater” betyder ganske simpelt menneskedele der er præserveret med henblik på videre studie. Hvis jeg tager fejl, må vores konservator, Ion, endelig rette mig.

Her kan jeg ikke lade være med at tænkt på, om vi bliver mere distancerede fra det faktum, at det er rigtige kropsdele vi udstiller, når vi bruger et begreb som ”humane præparater”?

Nogle bud?
Share →