Gulvet er i forvejen ikke helt i vater.

Trofaste læsere af Museionblog sidder måske i disse dage i åndeløs spænding og venter på efterretninger om den glasskulptur, som Camilla skrev om tidligere på uge. Vil gulvet holde? Kan det skæve hus i Bredgade bære byrden af 800 kg massive glasplader på 1 kvm?

Hmm.. spørgsmålet har holdt os beskæftiget de seneste par dage. Jeg har talt med ingeniører og arkitekter for at få deres udforbeholdne og uofficielle mening om foretagenet.. Ingen har decideret sagt: DET GØR I IKKE, men ingen har været begejstrede… mildest talt.

Skulpturens stativ på sin endelig plads i den nu forhenværende garderobe.

Så vi har tænkt og målt og overvejet alternativer så det næsten knagede fra akademiets vægge. Sagen er, at vi ikke ved, om gulvene kan bære. Vi ved kun, at vi vil tage en temmelig stor chance, og at risikoen for, at noget i løbet af de næste tre måneder vil kunne gå galt, er overhængende. På den anden side vil vi meget nødig gå glip af at vise skulpturen af Colin Rennie (se en beskrivelse her). Ikke kun fordi den er tung, og Colin er blevet fløjet til København for at montere den. Det er faktisk et ret specielt værk, som hører til i udstillingen. Det viser ATP syntasen og kendere siger, at værket på en sjældent set måde formår at fange bevægeligheden i dette enzym. Det ville være meget ærgerligt, hvis det skal forblive i kasserne, når nu vi har det.

Men husets konstruktion kan vi ikke sådan lige ændre på. I fredags blev vi enige om at løbe risikoen og så holde øje med, hvad der ville ske i gulv osv. de kommende dage. I går var vi igen en anelse bekymrede, og her til morgen brød ængstelsen igen ud. For hvad nu hvis.. Derfor var det en stor lettelse, da Camilla kom på den ide at placere den i garderoben i kælderen. Det kræver lige lidt rengøring, og vi skal have fundet et andet sted til garderobestativet. Men vi kan lave et smukt rum, der virkelig gør skulpturen ære OG placere den på solid grund. Glæd jer til at se den…

Tagged with →  
Share →