Lad mig starte med at slå en ting fast. Jeg ved ingenting om motorcykler. Det tætteste jeg nogensinde er kommet på brølende motorcykler er min gamle Puch Maxi fra gymnasiedagene – og den kunne jeg aldrig få startet, så det gælder næppe. Derfor var det med stor forventning at jeg besøgte Kunstindustrimuseet for at få et kig på deres særudstilling “VRROOM Motorcykeldesign“.

Det starter godt. Som besøgende mødes man i starten af udstillingen af to forskellige motorcykeldesign. Det første er fra 1905 og kontrasteres overfor Luigi Colanis såkaldte “biodynamiske design” fra 1973. Allerede her er det klart at der er en fascinerende historie der skal fortælles. Således kan man i motorcyklen fra 1905 tydeligt se, at der er tale om en cykel (med motor), men i Colanis futuristisk form fra 1973 er cyklen nærmest forsvundet. Her står man som beskuer over for ren form – og det er en fryd for øjet. At de to typer motorcykel overhovedet tilhører samme “familie” er nærmest ufatteligt.

Når man som besøgende fortsætter ind i udstillingen får man først fortællingen om, hvordan motorcykeldesignet har forandret sig. Fra det enkle til det dybt komplekse. Udstillingen er forholdsvist enkelt sat op. Rækker af motorcykler med korte og præcise tekster (overskueligt sat op) gør, at der er rigelig tid til at nyde æstetikken i det enkelte design. Som en fin detalje er cyklerne spærret af ved hjælp af trafikkegler. 

Det er her, mens jeg beundrer en ethjulet (!) motorcykel, at der pludselig sker det, som jeg har forventet og glædet mig til.

VRROOM!

Lyden af motorcykler, hurtig musik og amerikanske stemmer. Det ville have været underligt, hvis ikke udstillingens titel også kunne høres blandt de udstillede genstande – og det kan den. Jeg haster forbi den korte fortælling om motorcyklens motor, uden at fordybe mig yderligere, for lyden er simpelthen for dragende. Og så kan man ellers sætte sig godt til rette og nyde et par gode glimt fra filmens verden.

Her kan man sagtens bruge meget tid og da jeg efterhånden får løsrevet mig fra skærmen (og det er ikke nemt) fortsætter jeg ind i i motorcykeldesignets verden. Og her er der noget som slår mig. Her lugter underligt!

Først er lugten svær at placere, men så kommer jeg i tanke om, hvad det er her lugter af. Det er gummi – her lugter faktisk af motorcykel! Mens jeg betragter de gamle Nimbus maskiner tager jeg mig selv i at nyde denne særegne fornemmelse. Det er højst usædvanligt, at lugtesansen bliver aktiveret under et museumsbesøg, men det giver oplevelsen en ekstra sanselig dimension. Om det ligefrem et tiltænkt fra museets side, tror jeg ikke, men det virker.

Videre ind i den næste del af udstilling præsenteres man som besøgende for design fra en række forskellige lande. Lige præcis denne del af udstillingen har jeg frygtet lidt, fordi jeg på museets hjemmeside, havde fået det indtryk at motorcyklerne blev taget som udtryk for national identitet. Under punktet på hjemmesiden, “Formgivning og national identitet”, står der nemlig det følgende:

“Motorcykeldesign er vævet sammen med national identitet. Tyske maskiner er fornuftige og ligesom de danske Nimbus-maskiner driftssikre og holdbare. Engelske motorcykler er aristokratiske og personlige, japanske hidsige, franske komplekse og italienske skulpturelle og vilde, mens de amerikanske flydere emmer af luksus.”

Når jeg siger, at jeg har frygtet denne del af udstillingen, hænger det sammen med, at jeg opfattede det som en underlig kulturel stereotyp i forhold til nationalitetsbegrebet. Hjemmesiden gav mig indtrykket af, at motorcyklerne i udstillingen bliver kædet sammen med, ja nærmest ses som udtryk for, kulturel identitet i bred forstand. Det er farligt fordi, kulturel identitet og nationalt tilhørsforhold er voldsomt komplekse og foranderlige begreber.

I selve udstillingen fremstår det heldigvis mere nuanceret. Det er netop ikke tale om national identitet i bred forstand. Vi bliver i designets verden, hvor man (formoder jeg) bedre kan tale om national identitet? Her er jeg så langt fra at være ekspert som man overhovedet kan være, men om man reelt kan aflæse national identitet i forskellige former for design, mener jeg bestemt, må være en diskussion være. Den tænker jeg over mens en gruppe unge rødder terroriserer en lille by – heldigvis kun på film. (Rødder? Bruger man stadig det udtryk?)

Nok om det.

Længere fremme i udstillingen træder man pludselig ind i… 80erne! Hvorfor jeg instinktivt tænker på firserne er ikke helt oplagt, for rummet er fyldt med motorcykler fra forskellige tidsaldre. Måske er det musikken og billederne der har en ubestemmelig firser-følelse over sig. Hondaen fra 1988 har muligvis også noget med det at gøre, for det er et vildt design. Den står tæt op af en japansk motorcykel fra 2008 – en Ninja (!) Det hedder den faktisk. Ninjaen, der naturligvis er skrigende olivengrøn, står skulder ved skulder, op af en Harley-Davidson årgang 1949-50. Amerikaneren, som det mest selvfølgelig i verden -med en ørn på saddeltasken.

Mens jeg tjekker barberingen i en Husqvarna 1972 læser jeg lidt om de forskellige former for motorcykelløb. Hvis man er motorcykel-nørd vil man måske finde udstillingsteksterne for korte, men for mig er de helt perfekte. Korte, overskuelige og de stjæler ikke fokus fra det egentlige – cyklerne. 

Så er jeg ved at være igennem og det passer fint at afslutte besøget med et indblik i motorcyklens kultur og mode. Med Marlon Brando (The Wild One, 1953) i baggrunden, får man her et lille indblik i motorcykel-moden. Ikke overraskende er det her læderjakkerne der dominerer. Her kunne jeg personligt godt tænke mig mere. Det en meget lille smagsprøve på en stor historie, og min indre kulturhistoriker savner mere. Men ok. Kunstindustrimuseet har valg at det overvejende er designet på cyklerne der er i fokus og det er selvfølgelig fair nok. Undervisningsmaterialet uddyber denne del af historien.

Med et sidste blik på Luigi Colanis motorcykeldesign forlader jeg udstillingen – og det sker med en god fornemmelse i maven. Udstillingen er, æstetisk set, fantastisk flot og at jeg (som ikke interesserer mig det mindste for motorcykler) føler mig en god oplevelse rigere, må være et tegn på at Kunstindustrimuseet har gjort noget helt fundamentalt rigtigt. Blandt de mange cykler er der er en fare for, at man kan komme til at kede sig, men det sker simpelthen bare ikke! Til det, er de forskellige design for varierede og man kan nemt gribe sig selv i, at gå på opdagelse i de forskellige detaljer i de enkelte cykler. Kunstindustrimuseet har lavet en udstilling som jeg har lyst til at besøge igen. Denne gang uden blok og kuglepen. Kun for at nyde designet.  

Alle billederne i denne post stammer fra Kunstindustrimuseets hjemmeside.

Share →