”Epidemierne I og III” som normalt tilskrives Hippokrates med en usikker datering til ca. 410 f.Kr., indeholder 42 sygehistorier hvoraf hele 25 ender med patientens død.
Holdningen er ærlig og strengt videnskabelig, og formålet synes at være at studere vanskelige sygdomsforløb snarere end at fremhæve den pågældende læges mere eller mindre vellykkede behandlinger. Døden repræsenterer ikke lægens fiasko, men naturens ubønhørlighed som fagligt set ikke giver anledning til følelsesmæssige kommentarer. 

En af tragediedigteren Sofokles’ smukke korsange i ”Antigone” udtrykker de forventninger man omkring 440 f.Kr. havde haft i Athen til lægers formåen.
Korsangen handler om menneskets vældige evner og deraf følgende valg mellem godt og ondt.
Anden strofe slutter med disse stolte ord om mennesket (i Niels Møllers oversættelse fra 1894):

”Overalt véd han vej; rådvild nåer ham ingen hændelse; kun døden ej fik han magt til at fly, men sotens vælde slagen hans vilje lyder.”

Det er en stor tillidserklæring til lægerne Sofokles her udtrykker. Kun døden er uafvendelig, men mennesket (i dette tilfælde lægen) har vundet kampen mod soten.
At den kamp var vundet, blev grusomt modbevist kort tid efter, da Athen i 430 f.Kr. blev ramt af en frygtelig pest (loimós) som lægerne intet kunne stille op imod, men tværtimod selv var mest udsat for på grund af den nære kontakt med de syge. Sofokles bruger i sin korsang ikke direkte ordet loimós hvor der i oversættelsen står soten, men et udtryk der ordret betyder: sygdomme man ellers ikke kan stille noget op imod.

På det tidspunkt hvor ”Epidemierne I og III” blev skrevet, havde man altså god grund til at besinde sig på dødens uafvendelighed, og flere århundreder senere kunne man møde den nøgterne holdning igen, da Paulus kom til Areopagos i Athen og forkyndte det glædelige budskab om den genopstandne Jesus for de vantro grækere. Nogle af dem slog simpelthen en hånlatter op (”Apostlenes Gerninger 17,32”).

Tagged with →  
Share →