Medicinsk Museion ligger jo, som nogle vil vide, stort set lige overfor Landsretten. Ikke desto mindre er det dog ikke Politiets Efterretningstjeneste, men derimod en såkaldt positronemissonstomografi-skanner dette indlæg handler om. Imellem billederne fra vores spritnye særudstilling, “Del og Hel“, faldt jeg nemlig over dette billede:

Dissektionsbordet, set gennem PET-scannerens detektorring

Et smukt, men måske også lidt makabert billede af udsigten gennem vores udstilte PET-skanners detektorring

Ganske som politiets efterforskning af kriminalsager, består lægevidenskabens praktiske gerning langt hen ad vejen i en slags detektivarbejde. Hvad, hvis noget, er der galt med patienten, hvad kan vi gøre ved det og hvad kan vi lære af det til fremtiden? Diagnosticering, analyse og videnssamling har  været vigtige nøgleord op igennem medicinhistorien.

Til dette formål har man brugt adskillige forskellige teknikker og instrumenter. Et af dem er den føromtalte positronemissonstomografi-eller PET-skanner, som blandt andet anvendes til at spore forandringer i metaboliske processer og dermed opdage f.eks. kræft. Et andet “værktøj” er dissektion og obduktion, som har givet læger gennem tiderne værdifuld indsigt i menneskelig anatomi og sygdomsbilleder.

På den måde illustrerer dette, på sin vis måske lidt morbide, billede ganske godt den sammenhæng der er imellem lægevidenskabens forskellige mål og midler. På den ene side har vi et redskab til at opdage og diagnosticere sygdomme, forhåbentligt i tide til at redde liv. På den anden side har vi dissektionsbordet som en påmindelse om at selv det tabte liv kan være en kilde til viden -og dermed måske kan tjene til at redde fremtidige liv.

Det kan være det er den rene lommefilosofi, men det var i hvert fald de tanker billedet satte i gang hos mig. Om ikke andet synes jeg det tjener som en god illustration af hvor meget den visuelle komposition af en udstilling faktisk kan betyde, i forhold til at  vække tanker og associationer hos publikum.

Share →