Som fortsættelse på et tidligere blogindlæg, som Bente havde svaret på, kommer her en uddybning: I Science artiklen står der:

”To test the rats’ propensity for risk, the researchers adopted a gambling task used by psychologists to study risk-taking in people. The animals learned that pressing one lever produced small but certain rewards in the form of small sugar pellets and an adjacent lever yielded bigger rewards–more pellets–but paid off less frequently. The researchers rigged the game so that in some testing sessions choosing the certain reward was the best overall strategy, while in other sessions the “risky” lever yielded the greatest overall payoff.

Teetotaling rats figured out the game over the course of a testing session and adjusted their strategy accordingly. Rats in the alcohol group also quickly learned that pressing the levers could lead to food, which Bernstein says argues against a general learning impairment. But 3 months after their last drink, they always preferred the risky lever, even when they payoff was poor, the researchers report this week in the Proceedings of the National Academy of Sciences.”

Forsøget virker tilforladeligt, og forskerne er selv behørigt forsigtige med at konkludere fra rotter til mennesker. Så den dristige slutning fra rotter til mennesker i Søndagsavisens indlæg må nok nærmere tillægges journalistens sensationalistiske og forsimplende sprogbrug.

Men man kan også sætte spørgsmålstegn ved hele setup’et: Hvorfor overhovedet søge efter en biologisk forklaring på komplekse, socialt og historisk situerede menneskelige adfærdsformer? (Og som du påpeger, Bente: Hvad er risikobetonet adfærd? Det er ikke lige madvalg, jeg først ville tænke på, hvis jeg skulle tænke på menneskelig risikobetonet adfærd på trods af det aktuelle sundhedsfaglige fokus på folks madvaner).

I et forsøg som det beskrevne kan man sige, at forskerne reducerer et begreb (risikobetonet adfærd), der normalt dækker over bestemte komplekse menneskelige adfærdsformer, der finder sted i en bestemt social og historisk kontekst, til at dække over rotters valg af mad-dispenser, hvorefter de benytter det reducerede begreb(s indhold) til at forklare menneskelig adfærd. Man kunne forvente at forsøgets forklaringskraft dermed ville svækkes, men tværtimod ser den ud til at være blevet stærkere af reduktionen – eller biologiseringen?

Måske sker dette, fordi forskningens konklusion passer godt med forskernes og samfundets forventninger? Mange har nok en erfaring med, at der kan være en sammenhæng mellem alkohol og f.eks. cykelstyrt, slåskampe eller uheldige udsagn. Men ok, det kan da være trygt også at få det verificeret gennem rotteforsøg. Og forskernes overordnede konklusion (ifølge ovenstående artikel) er da vist i øvrigt heller ikke helt ny: “Alcohol for some reason is very toxic to developing nervous systems.” Har man ikke vidst det længe?

Share →