”Enhver mand som er ved sin fornufts fulde brug, bør gøre sig klart at sundhed er det som er allermest værd for mennesker, og derfor bør han lære sig selvhjælp i sygdomme. Han må forstå hvad der bliver sagt og foretaget af lægerne m.h.t. hans krop, og danne sig en mening om det. Hans indsigt i alt dette skal være af et omfang som kan forventes hos en som ikke selv er læge.”

Sådan indledes det hippokratiske skrift om lidelser (på engelsk ”Affections”, på latin ”De affectionibus”) fra omkring 400 f.Kr. eller lidt senere. Nogle forskere mener at skriftet udmærker sig ved at være rettet til ikke-læger hele vejen igennem, andre at de praktiske anvisninger må være til en lægelig kollega.

Under alle omstændigheder fortsætter den hippokratiske læge med at formulere sit teoretiske grundlag ualmindelig klart:

”Alle sygdomme opstår hos mennesker på grund af galde og slim. Galde og slim frembringer sygdommene, når der bliver for meget fugtighed, tørhed, varme eller kulde i kroppen. Galde og slim bliver påvirket både af mad og drikke, af anstrengelse og beskadigelser, af lugt, hørelse, syn og lyst, af varme og kulde. Påvirkningen sker, når hver af de nævnte ting enten ikke tilføres kroppen, når der er brug for det, eller når der tilføres noget man ikke er vant til, eller i større og kraftigere mængde, eller mindre og svagere.”

Sygdomsteorien med de to nævnte legemsvæsker er i overensstemmelse med ”Regimen I-IV” og adskiller sig ligesom denne fra ”Nature of Man” hvor læren om de fire legemsvæsker: blod, slim, sort og gul galde for første gang blev præsenteret.
I gennemgangen af sygdomme og deres behandling får de to mest modsatte årstider – vinter og sommer – hver sit afsnit hvilket svarer til en opfattelse af vand og ild som de to altafgørende elementer.

Ved hver enkelt sygdom står præcise angivelser for behandlingen, men også mere generelle holdninger:

”Den som behandler, må ikke gøre ondt værre, det er galt nok hvad sygdommene i sig selv afstedkommer, men han skal om muligt lindre.” (Her er tankegangen bag det kendte hippokratiske princip: ”primum non nocere”, først og fremmest ikke gøre skade”).

”Hvis den syge trods korrekt behandling af lægen overmandes af sygdommens styrke, er det ikke lægens fejl, men hvis lægen ikke giver den rette behandling eller diagnose, er det hans fejl, hvis det sker.”

Skriftet indeholder også, ligesom ”Regimen II” et fødevarekatalog  som ender således:
”De samme ting som er velegnede for raske mennesker, er for stærke, når de tilføres under sygdom, og man bør kun give dem i en svækket form, ellers kan kroppen ikke klare dem, og så skader de mere end de gavner.”

Share →