I torsdags (den 11. nov) holdt jeg nedenstående oplæg på Organisationen Danske Museers (ODM) årlige kulturhistoriske orienteringsmøde på Fuglsøcentret. Oplægget var formuleret som en kritisk indledning til eftermiddagens diskussion om sponsorering og branding.

Hvordan kan erhvervslivet inddrages i museum 2.0?

Jeg vil lægge op til et lidt anderledes perspektiv på diskussionen om museer, erhvervsliv og ’museum 2.0’, end de sedvanlige (dvs. sponsorering, erhvervsdrivende fonde og corporate branding). De er i og for sig meget aktuelle for museerne nu om dage – men jeg vil problematisere denne sedvanlige tilgang ved at tage udgangspunkt i ’museum 2.0’-begrebet.

‘Museum 2.0’
Der findes lidt forskellige meninger om hvad ’museum 2.0’ står for. Mange gange bliver begrebet lidt misbrugt. Fx på Smithsonian Institution er man begyndt at forholde sig meget entusiastisk til ‘museum 2.0’, men man tænker det primært som det den klassiske museuminstitution plus digitale web 2.-0-medier, dvs Facebook, Twitter, Flickr, Wikipedia, etc.

Det er en overfladisk forståelse af ’museum 2.0’. Det handler ikke primært om digitalisering, eller om at klistre interaktiv IT på udstilingerne, eller om at museet skal være på Facebook.

’Museum 2.0’ handler grundlæggende om at tænke museet analogt med sociale web-medier – som om det var web 2.0. Dvs. man låner tankegangen fra ’the participatory web’ og overfører den til museumsinstitutionen.

Nina Simon (som har den hyperaktive museum 2.0-blog og som vi f.ø. inviterede til en frokostdiskussion her på Medicinsk Museion for et par uger siden) identificerer fire træk ved ’museum 2.0’:

• museet er mere en indholdsplatform end en indholdsudbyder – dvs. museet fungerer som site for mange forskellige indholdsudbydere (udover dets eget personale)

• museet har en specifik ‘deltagerarkitektur’ som kan generere netværkseffekter – dvs. man tænker arkitektonisk på hvordan de forskellige aktiviteter på platformen hænger sammen og tænker hele tiden på hvordan de kan skabe største mulige netværk omkring museumsplatformen.

• udstillingerne er perpetual beta (et begreb der er lånt fra softwareudvikling)  — dvs. undstillinger har ingen specifik åbningsdag, da de står færdige, men de er under offentlig opbygning og fortsætter at udvikle sig kontinuerligt langt efter ‘åbningsdagen’.

• man tænker museet som et flexibel, modulopbygget supportsystem for indholdsudbyderne og indholdsbrugerne – lidt analog til widgets och applets på hjemmesider

Og jeg kunne lægge til, fx
crowdsourcing – en business-model hvor man inviterer en hel masse folk til at udvikle nye koncepter, designe en udstilling, bidrage til samlinger, etc.

Faktisk behøver ’museum 2.0’ slet ikke være digitaliseret. Og slet ikke bruge digitale web 2.0-medier. Det afgørende i ’museum 2.0’-begrebet er at tænke deltagelse og medproduktion radikalt igennem – og her tilbyder web 2.0-diskussionen altså nogle kraftfulde koncepter.

‘Museum 2.0’ er et godt udgangspunkt for at gentænke brugerinvolvering
Hele 2.0-diskussionen er, som jeg forstår den, afledt af en meget bredere diskussion om demokratisk indflydelse på det offentlige område (brugerinvolvering / participatory democracy / public participation; kært barn har mange navne). Dvs. man vil komme ud over det repræsentative demokrati og tænke offentlige institutioner i mere direkte deltagelse. Borgene skal ikke bare forbruge offentlige kulturydelser, vi skal selv være med til at skabe dem, vi skal have indflydelse på hvordan de bliver tilrettelagt etc.

Det er jo i og for sig en gammel diskussion, men den har fået fornyet aktualitet med fremvæksten af sociale web-teknologier.

Museerne (i hvert fald i de Skandinaviske lande) er jo en delmængde af den store offentlige sektor – dvs. de er statslige el. kommunale, eller i hvert fald offentligt støttede – og de har offentligt tilgængelige udstillinger som deres vigtigste ydelse.

Så for museernes del handler ’museum 2.0’-diskussionen (altså ikke den om digitalisering, men den om radikal brugerinvolvering) om hvordan borgerne kan få indflydelse på de offentligt tilgængelige udstillinger – og medvirke i opbygningen af formidlingen.

Dvs. opgaven er at komme væk fra den klassiske envejskommunikation styret af de offentligt ansatte museums- og udstillingsinspektører – og i stedet få gang i en dialogisk udstillingsvirksomhed, hvor brugerne er med og bestemmer hvad museet skal vise, og hvordan udstillingerne skal opbygges og fortolkes.

Det er sagt før. Men ’museum 2.0’-diskussionen tilbyder altså et interessant begrebsapparat for at gentænke ideen om brugerinvolvering.

(I parentes skal jeg sige, at brugerinvolvering ikke nødvendigvis er alles kop té – jeg mener, det er ikke altid man har lyst til at involvere sig. Jeg gider fx ikke have indflydelse på udstillingerne på Statens Museum for Kunst – jeg vil bare nyde hvad de knalddygtige inspektører derinde nu finder på at hænge på væggerne. Så der er selvfølgelig grænser for brugerinvolvering.)

Men da det er sagt, så har museerne stadigvæk lang vej at gå inden brugerinvolvering begynder at direkte blive et problem. Vi har langt tilbage til smertegrænsen.

Hvor kommer erhvervslivet ind i billedet?
’Museum 2.0’-diskussionen handler primært om de offentlige museers udstillinger.

Men hvor kommer erhvervslivet ind i ’museum 2.0’-billedet?

Eftermiddagens program på Fuglsømødet handler om sponsorering, erhvervsdrivende fonde og corporate branding: det står ’erhvervsliv’ skrevet med store bogstaver over eftermiddagens program. Det afspejler at museerne — i en bestemt optik — er gevaldigt interesserade i erhvervslivet. Museerne er pressede af dårlig økonomi. Museerne henvender sig til det private erhversliv. Museerne jagter sponsorer. Og omvendt ser virksomhederne museerne som en mulighed for corporate branding.

I sponsorerings/branding-optiken er erhvervslivet lige med bestyrelsesrum, administrerende direktører, salgsafdelinger og kommunikationsafdelinger. Fair nok – det er meget naturligt for museer som Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst og kunstmuseerne i det hele taget, ligesom det er for bymuseerne, de regionale museer osv. – at se erhvervslivet som en potentiel pengekasse.

Men det er kun den ene side af erhvervslivet. For en anden stor gruppe museer ser erhvervslivet lidt anderledes ud. Jeg tænker på museer som Post- og Telemuseet, Danmarks Tekniske Museum, Elmuseet, Danmarks Industrimuseum, Danmarks Mediemuseum, det kommende Dansk Datahistorisk Museum (og sådan set også Tøjhusmuseet) – og naturligvis mit eget museum, Medicinsk Museion.

For alle os gælder det at erhvervslivet i lige så høj grad er de ansatte i virksomhederne. For vores museer handler relationen til erhverslivet ikke kun om sponsorering og corporate brandning (det gør det måske også) – men det handler i høj grad også om at vi har en fælles fascination for erhvervslivet og dets historie — en fascination som gør at vi er interesserede i at samarbejde fagligt, udveksle faglig viden og i det hele taget tænke i termer af en fælles kulturarv.

For vores museer er relationen til erhvervslivet således mere et slags ’på gulvet’-interessefællesskab mellem de ansatte på museerne og de ansatte i virksomhederne, snarare end en branding/sponsorerings-relation.

For Medicinsk Museions del handlar det fx om et fællesskab med:
• forskere, teknikere, administratører og arbejdere i de store farmavirksomheder (Løvens, Novozymes, Novo Nordisk, m.fl.) og de mange små og middelstore biotekvirksomheder
• ingenjører, designere, administratører og sælgere i den medikotekniske industri (Oticon, Radiometer osv.)
• læger, sygeplejersker, kontorpersonale etc. på privathospitalerne

Hvis vi også inddrager de selvstændige små erhversdrivende, så har vi også et kulturfælleskab med i alt ca. 10.000 praktiserende læger og private tandlæger.

Og hvis vi (med god ret) tillader os at udvide erhvervslivsbegrebet til også at gælde sygehussektoren (fordi den efterhånden drives efter New Public Management-principper), så har vi også et kulturarvsfællesskab med de ca. 80.000 ansatte (læger, sygeplejersker, forskere, ingeniører, bioanalytikere, sekretærer, portører m.m.) i sygehusvæsnet.

I denne optik får erhvervslivet mere kød og blod. Erhvervslivet er ikke bare en sponsormulighed, men (for Medicinsk Museions del) over 150.000 ansatte i sundhedsvæsnet. Mennesker som har en potentiel meget stor interesse for sundhedssektorns historie, kultur og æstetik.

Disse 150.000 ansatte i det ‘medicinske erhvervsliv’ er ikke kun brugere af museets udstillinger. Inspirerede af ’museum 2.0’-diskussionen er vi begyndt at opfatte dem som medproducenter.

Ikke bare som potentielle medproducenter af udstillinger – men også medproducenter af samlinger. I princippet er hver og én af disse 100.000 ansatte i det medisinske erhvervsliv en frivillig museumsinspektør.

Og så begynder det at blive interessant udfra et ’museum 2.0’-perspektiv. For nu kan vi tænke ’museum 2.0’ mere konkret. For exampel:

• Hvordan kan vi invitere medikotekniske virksomheder til at blive indholdsudbydere? Hvordan kan vi stille museet til rådighed som en indholdsplatform (uden at det udarter til kommerciel salgsudstilling)?

• Hvordan kan vi inddrage forskere, læger og ingeniører som kritiske medproducenter af udstillinger? Hvordan kan de hjælpe os med at kontinuerligt revidere udstillingerne i perpetual beta?

• Hvordan kan vi mobilisere forskere, læger, sygeplejersker og klinikassistenter til at fungere som tusindevis af frivillige samlingsinspektører i en crowdsourcing-indsamlingsprocess?

Opsummering
Det ’museum 2.0’-diskussionen lægger op til, er at vi i højere grad bør opfatte forholdet mellem de ansatte på museerne og de ansatte i erhvervslivet som et identitets- og erkendelsesfællesskab.

Diskusionen om dette interessefællesskab er mindst lige så vigtig for museernes fremtid som den sedvanlige diskussion om sponsorerings- og brandingrelationer mellem museer og erhvervsliv.

Jeg tror ikke valget står mellem at holde sig på klassisk fornem afstand fra erhverslivet hhv. at sælge sin museale sjæl til højstbydende sponsor. Jeg tror på en tredje mulighed – at udvikle et meget tættere samarbejde mellem museerne og erhvervslivet der begynder nedefra, fra gulvet (laboratoriebænken, computerskærmen, skrivebordet).

Flere museer har allerede et fint og tillidsfuldt fagligt samarbejde med erhvervlivet. Jeg synes at det fortsatte diskussion om relationen mellem museerne og erhvervslivet skal tage udgangspunkt i dette samarbejde. For ellers ender det hele i sponsorering, branding og overfladisk oplevelsesøkonomisk tankegang.

Share →