At tegne er at se hedder titlen på en kendt bog af Betty Edwards, der skulle give en god indføring i frihåndstegning.

Det lyder måske meget simpelt og logisk, at man skal se grundigt på det objekt, man sidder og skal tegne, men en fælles tegneøvelse, her på Medicinsk Museion mandag d. 22. marts, viste, at det er knapt så lige til endda.

Vi var således samlet 6 mennesker fra museet i receptionslokalet med udstillingen 6 ting og sager, hvor museets ansatte tegner, Lucy Lyons, havde bestemt, at vi alle skulle fokusere på barneskelettet med rachitis og tegne det fra forskellige vinkler.

Det var en utrolig intens og spændende øvelse, da man virkelig kommer i tæt berøring med et objekt, man tegner og nærgransker i længere tid, i dette tilfælde i ca. to timer. Der var meget stille under hele tegneseancen, på nær nogle enkelte bemærkninger der faldt om barnet, hver gang vi, i kraft af nærstudiet, opdagede nye detaljer. Vi opdagede blandt andet, hvor trævlet og loddent skelettet egentlig er, hvilket man ikke umiddelbart bemærker, når man bare står og kigger lidt overfladisk på det.

Foto taget under tegneøvelsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da det lille skelet står i en glasmontre, gjorde det en stor og til tider magisk forskel at skifte tegnevinkel, da det bl.a. indebar, at man i visse vinkler så barnet dobbelt, hvilket har en særdeles forstærkende effekt at se to ens skeletter på een gang. Fra andre vinkler opdagede vi nye og vidt forskellige udtryk hos barnet. For nogen forekom barnet faktisk at være smilende og nærmest dansende i montren, og for andre kom langt mere lidelsesfulde udtryk til syne i deres tegning. Se Lucys blogpost her:Drawing medical museum artefacts: Second workshop at Medical Museion

Lucy understregede flere gange, at vi skulle se mere på objektet, end på vores tegning, og ikke gøre os bekymringer om, hvorvidt vores tegning nu var en skøntegning eller ej. Problemet er nemlig, at man mange gange tegner en genstand, som man tror, man VED, den ser ud, frem for sådan, som den rent faktisk ser ud!

I dette tilfælde kunne man da heller ikke gå ud fra sine vante forestillinger om et skelet, for kraniet var deformt og alt for stort i forhold til resten af kroppen og desuden helt unikt i sine mønstre på hovedskallen. Sådan vil det nok være med alle objekter, der ikke ligefrem er masseproducerede. Hver især er unik, og man kan altså ikke tænke sig til, hvordan genstanden skal tegnes.

Dette er min anden tegneøvelse med Lucy Lyons, og her i anden omgang vil jeg hævde, at jeg virkelig har forstået konceptet ”at tegne er at se”. Det er meningen, at Lucy i fremtiden skal inddrage forskellige publikumsgrupper i sådanne tegneseancer, og ud fra de gange jeg har været med, kan jeg kun varmt anbefale det! Tegneøvelsen kan nemlig, på mange måder, nedbryde skellet mellem dig selv og objektet.

Share →