Skal lægen gribe meget aktivt ind i sygdomsforløbet, eller skal han blot bistå naturen?
Lægekunstens historie har i perioder tillagt Hippokrates begge holdninger, og også den senere latinske vending ”vis medicatrix naturae” (naturens lægende kræfter) er blevet brugt i begge retninger, f.eks. som begrundelse for voldsom åreladning.

Som man i dag læser samlingen af hippokratiske skrifter fra 5. og 4. årh. f. Kr., får man indtryk af en tilbageholdende og afventende sygdomsbehandling

Tættest på tanken om naturens lægende kræfter kommer man i ”Epidemics VI” (afsnit 5, stk.1):
”Kroppens natur virker som læge under sygdom. Naturen finder selv sine udveje uden bevidst tankevirksomhed.”
Citatet fortsætter dog mere jordnært end filosofisk:
”F.eks. det at blinke og tungens hjælpefunktion og alle den slags ting. Naturen er af sig selv oplært, og skal ikke indprente sig hvad der skal gøres. Tårer, væde fra næsen, nys, ørevoks, mundens spytproduktion, indånding, udånding, gaben, hoste, hikke, alt sammen på hver sin måde. Vandladning, vinde på hver af de to måder, både dem fra maden og dem fra vejrtrækningen. For hunkønsvæsner det som er særligt for dem, og i resten af kroppen sved, kløe, strækken sig og alle den slags ting.”

Forskellen mellem natur og menneskelige (lægelige) aktiviteter udtrykkes i ”Regimen I” (stk. 11):
”Den overleverede kultur (nómos) har mennesker indrettet for sig selv uden at forstå dens baggrund, men det er guderne som har indrettet alle tings natur (fýsis). Det menneskegjorte er aldrig konstant, og hverken rigtigt eller forkert, men det som guderne har skabt, er i evighed rigtigt. Så stor er forskellen mellem rigtigt og forkert.”

Ligheden i virkemåde mellem håndværk, lægekunst og natur behandles i ”Regimen I” (stk. 15):
”Skomagere deler hele skind i smådele og gør disse dele til helheder. Ved at skære og stikke gør de det beskadigede i orden. Sådan er det også med mennesker. Helhederne kan deles og blive hele igen, ved at delene sættes sammen. Ved at blive stukket og skåret i det beskadigede gøres mennesker raske af lægerne. Det hører også under lægekunsten at bortskaffe smerten og helbrede ved at fjerne det man har besvær af. Naturen kan af sig selv (automáte) disse ting, f.eks. at en siddende bruger kræfterne til at rejse sig og en person i bevægelse bruger dem til at bremse op. Også på andre områder går natur og lægekunst ud på det samme.”

Forfatteren af ”The Art” (stk.6) forsvarer lægekunstens selvstændige eksistens som et fag der har indsigt i naturens årsagssammenhænge:
”Det meste af det som vokser frem og forarbejdes, indeholder grundsubstanserne til behandling og medicin. Derfor kan ingen af dem som er blevet helbredt uden læge, korrekt påstå at han er blevet rask af sig selv (autómaton). For ”af sig selv” viser sig ikke at eksistere, hvis man ser kritisk på det. Alt hvad der sker, kan nemlig påvises at ske på grund af noget, og gennem dette ”på grund af noget” fremstår ”af sig selv” uden nogen realitet ud over betegnelsen. Lægekunsten derimod fremstår ikke alene som en realitet ved dette ”på grund af noget” og ved dens indsigt i det fremtidige forløb, men det vil den altid gøre.”

Platon lader i dialogen ”Faidros” (270 C-D) Hippokrates ønske at kende naturens kræfter: hvad de indvirker på, og hvad de påvirkes af. De hippokratiske forfattere til citaterne ovenfor ser ud til at have samme interesse.

Share →