Torsdag d. 27maj mødtes Medicinsk Museions medarbejdere i en skøn villa i romantiske omgivelser i Hellerup på kursusstedet Ithaca til en fælles diskussion om museets fremtidige faglige identitet: Hvem er vi og hvad står vi egentlig for, når folk spørger os? Det kom der en meget filosofisk og spændende diskussion ud af, og mange forskellige bud kom på bordet. Efterfølgende kan man da også konkludere, på baggrund af dagens debat, at helt entydig bliver Medicinsk Museions identitet ikke lige foreløbigt!

Vi er nemlig dels en institution under Københavns Universitet, hvor der fortløbende forskes i vidt forskellige medicinske områder: psykiatriens historie, metabolisme, livsstilssygdomme, det molekylære menneske, sund aldring og meget meget mere. Dels er stedet som museum helt unikt, i det vi ikke blot er situeret i det tidligere Kongelige kirurgiske Akademi, men samtidig rummer en af verdens største samlinger af medicinhistoriske artefakter (genstande, billeder, arkivalier mm) og humane præparater, som kan give et enestående indblik i vores medicinske kulturarv og fremme forståelsen af kroppen i fortiden, nutiden og fremtiden. Ideen med mødet var netop også, at diskutere nye måder, hvorpå denne viden og kæmpe kulturskat som stedet rummer, kan kommunikeres ud til omverdenen, lokalt såvel som globalt, i det vi synes at være enige om, at mere utraditionelle midler må tages i brug for at kunne nå og ”vække” folks sanser i en tid, hvor man konstant bombareders med massive informationsstrømme. Derfor var der også enighed om, at der skal lægges et større fokus på selve den menneskelige proces bag den interne og tillukkede forskning, der bl.a. foregår her på Medicinsk Museion.  

 Meget apropos og pudsigt nok i forlængelse af omtalte identitetsdiskussion bragte Weekendavisen den følgende dag (d. 28.maj-3.juni 2010) i sektionen Bøger en artikel med titlen ”Nutidige templer”, omhandlende museers generelle formål, i det den bl.a. refererede til “Museumsbogen” af Ole Strandgaard, hvori man kan læse om, hvad et museum er, og hvor komplekst det faktisk er at drive det.

 For nu kort at opsummere nogle af artiklens pointer, blev det her ret klart for mig, at der i den brede befolkning, i modsætning til vores egne interne diskussion, nok hersker en forholdsvis fælles idé om, hvad et museum er, og hvad der forventes, det skal kunne.

Beskrivelsen af et typisk museum lyder således i artiklen: ”Man kommer ind ad en glasdør, finder en skranke hvor der sidder et venligt menneske og sælger billetter, får den betalt og udleveret, men sjældent kontrolleret, hvorefter man driver rundt og ser på ting og montrer (og skilte)……og til sidst må man have en kop kaffe i museets café….inden man opladt vender tilbage til den virkelige verden”

Allerede dér skiller Medicinsk Museion sig altså ud fra det gængse museum. Her får man ikke just lov til at dandere den, når man kommer, da en fortællende omviser er påkrævet for overhovedet at komme rundt i huset. Og ingen kaffe bagefter…

Det påpeges yderligere i artiklen at begrebet magt, og magtens udøvere, er en væsentligt del af museumsverdenen. Som eksempel nævnes, at det moderne museum (fra ca. slutningen af 1700-tallet og frem) tydeligvis var en måde, hvorpå magthaverne i de enkelte lande har ønsket at inddrage folket i staten og dens førelse på. ”Det moderne museum skulle dermed være med til at skabe selvbevidsthed blandt de mennesker, der tidligere havde været undersåtter og almue, men, som allerede nogle af de enevældige herskere rundt om i Europa, ønskede at inddrage mere følelsesmæssigt i staten og på den måde omdanne til ét folk… Behovet for at skabe en kollektiv (selv) bevidsthed blev endnu mere forstærket, da folket ikke længere blot nøjedes med at slutte op om magten, men de fleste steder også overtog den. Folket måtte have et fælles stamtræ, og det nationale museum blev en væsentlig del af det projekt..”

I dag forekommer magten og museet også at være to inter-afhængige størrelser, men det går nok mere på, at museerne skal leve op til visse krav for at få adgang til tilstrækkelige (forsknings)bevilliger… 

At samle folket til ét, udgør vist heller ikke ligefrem Medicin Museions primære formål, men vi ønsker til gengæld, så vidt jeg kunne konkludere på mødet, at være et slags samlingssted for en fælles refleksion over kroppen i fortid, nutid og fremtid.

Sidst men ikke mindst synes jeg også, vi skal bestræbe os på at arbejde os henimod et helt andet mål. I artiklen ”Nutidige Templer” fremhæves Louisiana nemlig som stedet, hvor man tager hen med sin nye kæreste ”når man er på vej ind i et alvorligt parforhold”. Det burde imidlertid være her, såfremt museumsbesøget vitterligt indikerer, at man nu er ved at indstille sig på at gå gennem livet sammen, indtil døden skiller…

Share →