Jeg besøgte Det Kongelige Bibliotek forleden med det formål at se deres netop åbnede udstilling om Flådens historie. Desværre var det lidt af den skuffelse. Historien fejlede ikke som sådan noget, men den overvejende del af udstillingen bestod af reproduceret papir – stik, tegninger, akvareller – og skuffelsen over denne udbredte brug af kopier gjorde det virkelig svært for mig at nyde udstillingen. Til gengæld fik jeg så en overraskelse i diamantens kælderlokaler, hvor der viste sig at gemme en flere måneder gammel udstilling produceret af teatergruppen Hotel Pro Forma, der fuldstændig er forbigået min opmærksomhed. “Undercover – biblioteket som fysisk fortælling” er titlen på udstillingen, og jeg skal hermed anbefale alle udstillingsinteresserede at skynde sig forbi Christians Brygge inden den lukker 11. september.

undercover_2Det er en udstilling om biblioteket som kulturarvsinstitution, og som sådan ikke den første “selvbiografiske” udstilling på det seneste. Både Nationalmuseets  konservatorudstilling “Bevar mig vel” og Statens Museum for Kunsts “Rammens kunst” er  udstillinger, der har sat fokus på museumsinstitutionerne selv. Som museumsansat er jeg selv meget interesseret i de indre linier, og her på Museion bruger vi også, bl.a. med denne blog, tid på at fortælle om arbejdet bag kuliserne. Det er helt klart en tendens til, at dette arbejde i sig selv bliver vores budskab, og jeg tror, der er et behov i museumsverden for at forklare og synliggøre vores arbejde, fordi vi oplever at blive presset på vores eksistens. Vi vil på en eller anden måde gerne retfærdiggøre det meget omkostningstunge og besværlige arbejde, der er forbundet med at bevare fortidens efterladte materialer. Men jeg er ikke helt overbevist om, at det er så voldsomt interessant for et bredere publikum – i længden, og jeg tror, vi skal passe på ikke at blive alt for selvoptagede i den forstand. Vi har jo så udfattelig mange andre gode historier i det vi går og gemmer på, som vel først og fremmest burde fortælles…

Trods dette forbehold for emnet vil jeg alligevel udtrykke min store begejstring for Hotel Pro Formas version af en udstilling om Det Kongelige Bibliotek som kulturbevarende institution. For det er en meget spændende udstilling, der formåede at engagere mig i emnet. Udstillingen har en barsk scenografi – kælderrummets beton træder frem i al sin upolerede råhed, og det virker lidt som om, der ikke er blevet gjort rent efter sidste udstilling – helt sikkert med vilje. Det gennemgående træk i udstillingen er lytteposter, hvor publikum kan placere sig og høre stemmen af et af de mange mennesker, der arbejder på biblioteket. Fortællerne træder samtidig frem i fuld størrelse som levende projektioner på de grå søjler, der holder loftet på plads, og således kan man – næsten – få øjenkontakt med sikringschef Claus Friis, bevaringschef Marie Vest og de andre ansatte, der fortæller om deres arbejde. Det er tangerer noget ekstremt nørdet, men det er interessant og medrivende – fx at høre, hvordan en sikringschef tænker: ” En åben dør er for mig en adgang. Som udgangspunkt sidder der en dør, fordi den skal være lukket. Udstillingen gør det muligt at få indblik i en fremmed verden, og det er spændende at høre engagerede mennesker fortælle om, hvilke problemer de bruger deres arbejdstid på.

Udover mødet med bibliotekets personale rummer udstillingen også få, men omhyggeligt udvalgte originale eksempler på det materiale, der opbevares for eftertiden. En serie af anatomiske skrifter minder publikum om, at biblioteket først og fremmest opbevarer billeder af os selv, og en en række småskrifter, som teaterkataloger og NETTO reklamer viser, at det også er det, vi finder allermest almindeligt, der med tiden bliver til værdifulde skatte i bibliotekets magasiner. 

Hotel Pro Forma har iscenesat og anskueliggjort biblioteket, så det er muligt at dvæle ved de udstillede bøger. Modsat flådeudstillingen er det originalerne, der er hentet frem til udstillingen, men det er langt fra alle elementer i udstillingen er original-versioner. Der bliver til gengæld  leget med det fotografisk materiale, fx som projectioner på endevæggene – og dermed bruges reproduktionerne på en legende og kreativ måde, så det gør ikke noget, at disse billeder ikke er med på udstillingen i deres “originale form”. Det får mig til at drømme om, hvad der kunne være sket, hvis Hotel Pro Forma var blevet sat sammen med folkene bag flådeudstillingen. Jeg er begejstret for udstillingen Undercover fordi det er en Udstilling med stort U. Rummet, de udstillede genstande og udstillingens øvrige elementer er iscenesat for at give os i oplevelse netop der. Jeg går ikke hjem med en fornemmelse af, at jeg lige så godt kunne have læst bogen eller set filmen. Jeg har set noget helt enestående. Og det er lige præcis sådan jeg vil have det, når jeg har besøgt en udstilling.

Share →