I de sidste par uger har vores konservator Nanna haft travlt med at rense de vandskadede genstande for skimmelsvamp. Det fugtige vejr og de halvvåde trægenstande har været et sandt paradis for mikroorganismer. De er blomstret op overalt, især i de 130 gennemvædede flyttekasser vi har fået fra Institut for Psykologi.

Nanna viste mig et par blå legeklodser, hvor man tydeligt kunne se de hvide svampesporer, der lignede pels på kanten af klodserne. Problemet med svamp er, at selvom man renser overfladen med sprit, så ligger svampens netværk af hyfer stadig i dvale inde i materialet. Når det så bliver fugtigt i vejret, som det er i øjeblikket, så vågner svampecellerne op. Hyferne forgrener sig, og danner mycelium, og der hvor myceliet dannes, kommer der misfarvninger.

     

               FØR                                                                        EFTER

Derudover vil svampen lige så langsomt ’spise’ genstanden. Den vil fortære den cellulose, som holder træet sammen, og til sidst vil træklodsen blive forvandlet til smulder. Nanna påpegede smilende, at selvom det jo er en del af livets cyklus, så er det lidt uheldigt i museumsøjemed.

Det vigtigste forsvarsmiddel mod svampeangreb er klimaregulering, men museer er tit gamle bygninger, og ikke kontrollerede laboratorier, så det kan være rigtig svært at styre.

Konservering er på mange måder lidt af en balancegang: Spritafrensningen kan i sig selv fjerne noget af genstandens originale farve, og dermed forandre genstanden. Målet er naturligvis at konservere med så lidt ændring som muligt, men samtidig kan man jo heller ikke give mikroorganismerne frit spil. Kampen fortsætter.

Share →