Under en, indrømmet, oversprings-browsing af Museions bibliotek stødte jeg forleden på bogen “Mutants. On the form, varieties & errors of the human body“. Overraskende nok havde bogen et relevant kapitel om aldring, som ret præcist skrev sig ind i en diskussion inden for aldringsforskning, som jeg sidder og arbejder med for tiden. Her er et citat fra kapitlet:

“Medical tradition distinguishes between ‘normal’ ageing, about which nothing much is done, and ‘age-related’ diseases, such as arteriosclerosis, cancer and osteoporosis, that consume vast amounts of national health budgets. But that distinction is an illusion, a necessary medical fiction that allows physicians to ignore a disease that affects us all but which they are impotent to cure or even ameliorate. Properly understood, ageing is precisely what it seems: a grim and universal affliction.” (p. 299)

Forfatteren argumenterer for, at aldring skal forstås som en mutation, som kun har overlevet en evolutionær selektion, fordi den først slår igennem med sine dødbringende virkninger efter den såkaldt reproduktive alder. Med andre ord: Vi går alle rundt med en dødbringende mutantion, som i daglig tale går under betegnelsen aldring!

‘Mutanter’ skriver sig ind i en lang diskussion inden for aldringsforskning, hvor denne evolutionære tolkning er én blandt mange. Andre ville argumentere for, at det vi kalder aldring består af andre slags ‘systemfejl’, forårsaget af f.eks. svært identificerbare sygdomme eller virkningerne af usund livsstil og miljøpåvirkninger over tid – nogle forskere definerer ligefrem aldring som lig med sygdom (hvilket jo så også åbner for muligheden for at ‘kurere’ aldring). Og andre igen ser aldring som en naturlig process, som ikke bør sygeliggøres, men accepteres som et eksistensvilkår.

Diskussionen går især på den svære skelnen mellem ‘indre’ og ‘ydre’ påvirkninger, mellem kategorier som ‘sygdom’ og ‘normalitet/naturlighed’. Alt efter hvilket perspektiv, der anlægges, kommer forskningen derfor også til at anvise forskellige ‘løsninger’ på aldring – fra genmanipulation til bekæmpelse af usund livsstil til fremme af livskvalitet i alderdommen.

Interessante perspektiver, som ikke kan undgå at føre til eksistentielle overvejelser, når man beskæftiger sig med dem. For hvordan ville man forstå sig selv, hvis man skulle tage ‘mutant’-perspektivet på sig? Hvad med ‘livsstilsperspektivet’? Eller ‘naturlighedsperspektivet’? Hvad synes jeg selv er den mest sandsynlige eller frugtbare måde at forstå aldring på? Og hvilke konsekvenser vil det have for mine handlinger i verden og mit syn på mine medmennesker?

Forfatteren til ‘Mutants’ har sit eget svar (fundet her):

“Who, then, are the mutants? There can be only one answer, and it is one that is consistent with our everyday experience of the normal and the pathological. We are all mutants. But some of us are more mutant than others.”

Tagged with →  
Share →