Årets indtil videre mærkligste idé på forskningskommunikationsområdet kom i fredags: Berlingskes USA-korrespondent og politiske blogger Poul Høi foreslår at forskere skal tvinges til at blogge om deres forskning:

Jeg foreslår, at alle, der er fastansatte på højere læreanstalter, kontraktforpligtes til at skrive en blog, og at bloggen skal udstyres med et kommentarfelt, og at den pågældende skal skrive til bloggen med en vis regelmæssighed. Ikke bare vil det åbne de lukkede haller, men det vil også skabe en tiltrængt dialog, og lur mig om ikke, den også kan bruges den anden vej, og efter som bloggen er en kontraktforpligtelse skal alle – også de, der siger at masseskriveri ikke er god tone – skrive den.

Høi har ret i at forskerverden stort set ikke er interesserret i forskningsformidling og at de færreste bruger sociale webmedier. Han har sandsynligvis også ret i, at et mere udvidet brug af sociale webmedier ville styrke forskningsformidlingen.

Men gør man det ved at indføre en “kontraktsforpligtelse”? Manden må have spist blogs. USA-korrespondentens tvangsvision udmøntet i praksis vil være titusindevis af dårlige, pligtopfyldende forskerblogs, der bliver opdateret så sjældent som kontrakten tillader. Korte, uforpligtende, udvandende, passionsløse nyhedsbulletiner. Aftaler á la “om du kommenterer på min, så skal jeg nok kommentere på din”. Og hvem skal tvinges til at læse lortet?

Her om noget gælder maksimet at gulerod og lyst er bedre end pisk og tvang. God forskningsformidling vokser ud af lyst at fortælle andre om det man går og laver. Lyst til at blive set og læst. lyst til at prale lidt.

Af samme grund som det er lysten, der er det vigtigste styreinstrumentet inden for forskning. Danske universitetsforskere er godt nok kontraktsforpligtet til at publicere deres forskning. Man skal have publiceret en mindstemål af artikler for at blive ved med at være ansat.

Men det er ikke pisken over nulforskerne der resulterer i forskningspublikationer. Kontraktforpligtelsen er for de fleste ikke særligt svær at opfylde.

Langt de fleste forskningspublikationer er resultat af lyst: at få lov at fordybe sig i noget svært, at få lov at løse problemer, at finde ud af noget man ikke vidste tidligere, at formulere en idé for første gang.

Kan Poul Høi give nogle eksempler på fremragende forskning, der er opstået som resultat af “kontraktsforpligtelse”? (Og ikke bare de få undtagelser tak, men et antal eksempler som viser på en trend). Kan han finde en eneste Nobelpristager som publicerede, fordi han/hun var nødt til det?

Hvis ikke, hvorfor skulle så forskningskommunikation blive bedre ved hjælp af tvang?

Share →