Tingene presser sig på, og det er for mit vedkommende svært at holde igen. Hør her – eller læs måske snarere:

For et par uger tilbage modtog jeg en mail fra en god kollega, der på en åben mail til forskningsansatte på Medicinsk Museion spurgte, om det var muligt at indfange sanselighed, stoflighed og materialitet uden af bryde med implicitte genrekonventioner inden for forskningsverdenen. Konventioner om ”ikke at blive for ’subjektiv”.

Mit svar var kortfattet. Det lød noget i retning af, at selvfølgelig har subjektivitet noget at gøre i videnskabelige artikler. MEN! Jeg mærker at have lidt mere på hjertet, for problematiseringen af ’problemet’ nager mig en anelse. Jeg kan ikke helt give slip, så hvorfor ikke åbne op for en diskussion her på bloggen?

Spørgsmålet er jo så ustyrligt interessant og mere end relevant!

Det første spørgsmål, der stiller sig, er: Hvad mon det er for en ’objektivitet’ vi tror som forskere at have med at gøre, hvis vi undlader at inddrage os selv (eller dagligdags førstehåndsbetragtninger fra folk i almindelighed for den sags skyld)?

Dernæst: Er der en naturtilstand ’derude’ som forskeren kan nærme sig og formidle UDEN at inddrage sig selv?

Og ydermere: Findes der et neutralt medium for kommunikation?

Når JEG fortæller om MIG SELV og MINE oplevelser i MIN forskning, så tjener det et formål. Hvad jeg skriver skal ikke afspejle den levede verden i et 1:1-forhold. Det kan teksten slet, slet ikke. MEN, mine fortællinger skal præsentere en historie baseret på erfaring, som jeg, ved nøje granskning, mener at læseren kan spejle sig i og måske endda genkende fra sig selv. Således har forskningsteksten udsigelseskraft og kan fremhæve aspekt ved det liv VI lever.

Jeg kan aldrig præsentere en Sandhed, og det forsømmer jeg intenderet.

Desuden, hvad angår min fortælling, så kan den være falsk!!! Men hvad er nu egentlig sandt og falsk? Mine historier kan være baseret på oplevelser, som undervejs er blevet pyntet på, omskrevet, opfundet – de kan endda være drømme!

Hvad jeg skriver – og det må jeg jo med gru indse – er ikke et forsøg på neutralt at beskrive livet, for det kan jeg som sagt ikke. Det eneste jeg kan forsøge er at fremlægge min forskning så åbent og gennemskueligt som muligt, og det mener jeg at gøre ved at stå frem både med hvad jeg selv og andre tænker og gør.

Også dette blogindlæg er jo selvfølgelig blevet motiveret af noget. Til dels er det min kære kollegas gode spørgsmål, der bevirker, at jeg skriver nu. Men egentlig havde hans mail lagt sig til ro langt inde i baghovedet, og jeg havde ikke haft yderligere kommentarer til subjektivitetsspørgsmålet, hvis ikke liiiige det havde været  for den artikel om autoetnografi, som jeg sidder bøjet over netop nu.

Lad mig derfor afslutte med et citat fra denne tekst:

“Why must academics be conditioned to believe that a text is important only to the extent it moves beyond the merely personal? We need to question our assumptions, the metarules that govern the institutional workings of social science – arguments over feelings, theories over stories, abstractions over concrete events, sophisticated jargon over accessible prose. Why should we be ashamed if our work has […] personal value? Besides, haven’t our personal stories always been embedded in our research monographs? The question is whether we should express our vulnerability and subjectivity openly in the text or hide then behind »social analysis«.”

(Ellis & Bochner, 2000, ’Autoetnography, Personal Narrativ, reflexivity: researcher as Subject” i Denzin & Lincoln (eds.): Handbook of qualitative research, London: Sage):

Share →