Dansk Blindesamfund fyldte 100 år den 8. juni 2011 og lod sig fejre med åbningen af udstillingen “iSee? Kommunikationssamfundets blinde vinkler” på Post og Telemuseet. Medicinsk Museion har en lille andel i udstillingen, idet vi for nylig har overtaget Blindehistorisk Museum og dermed nu råder over mange af de apparater, der er med  Derfor var vi også en lille flok fra Medicinsk Museion forbi åbningsreceptionen – selvfølgelig for at ønske samfundet tillykke, men også for at se, hvordan vores genstandene tager sig ud i den færdige udstilling. Her ses den skrivekugle, som vores konservator Charlotte tidligere har fortalt om her på bloggen. Ved siden af opfinderen Rasmus Malling-Hansen hænger kuglen sikkert og fint i glasmontren, og sådan skal det jo være, når det er museumsgenstande, vi har med at gøre. Jeg kan dog alligevel ikke lade være med at synes, at det er lidt trist. Det ville have givet mere mening, hvis publikum kunne have rørt ved kuglen og oplevet, hvordan kuglen har fungeret for dem, den er udviklet til. Ingen tvivl om, at det er en smuk genstand at se på, men er det også en smuk genstand at røre ved? Den oplevelse kan ikke udstilles, når man ikke må røre ved genstandene. 

Det er ikke Post og Telemuseets skyld – de gør, som de skal og udstiller, så genstandene er beskyttet fra fedtede pilfingre – og udstillingen indeholder i øvrigt også flere ting, som man godt må røre ved og afprøve, men det er overvejende eksempler på nyere teknologi, som seende hermed får lejlighed til at afprøve. De historiske genstande er bag glas, og kan man ikke se, må man tage til takke med at få dem beskrevet af andre. Det er helt klart ærgerligt, netop fordi det er en udstilling om kommunikationsmidler udviklet til blinde. Men man kunne også sige, at denne samling af genstande fra blindehistorien sætter et klassiske museumsdilemma på spidsen. På et museum er som oftest vi allesammen frataget muligheden for at opleve genstandenes taktile dimension – vi må lade øjet føle for os.

Tagged with →  
Share →