For to uger siden udsendte Organisationen Danske Museer (ODM) programmet til det årlige formidlingsseminar den 26. – 28. marts.

Seminaret kaldes nu “Internationalt Formidlingsseminar”. Og det undrer mig, for i praksis bryder ODM med et vigtigt princip, som de fleste internationale organisationer bygger på, nemlig at den slags mødeprogrammer først bliver fastlagt efter et åbent “call for papers”.

Dvs. princippet — som en lang række nationale organisationer efterhånden også følger — er at programmerne for åbne møder skal være brugerdrevne og bygge på konkurrence. Efter at have valgt mødetema udsender programkommitteen et “call for papers” for at give alle en mulighed for at byde ind. Og derefter vælger man mellem de indsendte forslag, og vælger selvfølgelig dem, man synes er de bedste og mest innovative. (Et mindre antal “keynotes” kan være udpeget på forhånd, men flertallet indlæg bliver udvalgt udfra hvad der bliver tilbudt.)

Fordelene er åbenlyse: For det første sikrer man sig, at den samlede faglige kompetence indenfor fagområdet bliver hørt og at alle får en mulighed for at byde ind.

For det andet får man en vis modvægt imod den traditionalisme, indespisthed og kammeraderi som tit plager faglige organisationer; med åbne “calls” er der større chance for at nytænkning og anderledes tænkning også kan komme til orde — om den har den fornødne kvalitet.

Og endelig har åbne “calls” den fordel, at man kan blive positivt overrasket over at der findes dygtige og interessante bidragsydere, som man ikke kendte i forvejen. Det gør altså arbejdet nemmere for programkommitteen, som ikke skal vride hjernerne for at huske, hvad der nu måtte findes af interessante bidragsydere; istedet kan man vente på at interessante bidrag kommer af sig selv.

Men sådan tænker ODM desværre altså ikke. I dette henseende tænker ODM og arbejdsgruppen som en klassisk bureaukratisk og alvidende organisation. Godt nok har man et bittelille “call for paper” (i ental; en freudian slip?): “Ønsker du at holde et minioplæg, der handler om medborgerskab i forbindelse med seminaret, skal foredragets titel anføres på tilmeldingen og et kort resumé vedhæftes”.

Men det er som sagt tale om “minioplæg”, hvilket i realiteten betyder, at disse vil blive kørt ud på et sidespor; kun studerende og museumsfrivillige vil blive fristet. Det rigtige program vil blive sammensat af arbejdsgruppen ud fra deres suveræne og begrænsede viden om, hvad der nu eventuelt måtte findes af gode og interessante oplægsholdere og emner i det ganske land.

Jeg synes det er på tide at ODM træder ind i det 21. århundrede og reviderer sin policy for fastlæggelse af programmerne for forårs- og efterårsmøderne. Mit forslag er at:

1) ODM’s bestyrelse fastlægger temaet for næste års konferencer.

2) ODM nedsætter et programudvalg, der får til opgave at udarbejde et “call for papers”.

3) Dette “call for papers” udsendes 3 måneder før deadline og 6-7 måneder inden konferencen.

4) Programudvalget vælger så blandt de bedste af de indsendte forslag med hensyn til kvalitet og et varieret program. Intet forhindrer at programudvalget kontakter personer, som de tror vil kunne komme med gode oplæg, for at bede dem indsende forslag. Og intet forhindrer heller programudvalget at invitere speciale nationale eller internationale foredragsholdere (“keynotes”).

Hvis ikke ODM begynder at leve op til denne almindelige praksis for åbne møder,  synes jeg Kulturarvsstyrelsen burde holde inde med rådighedssummen og tilskuddet fra formidlingspuljen.

Share →