Urtemedicin er ikke uskyldige lægemidler. Man kan se hos den græske læge Dioscorides fra 1.årh.e.Kr. at han bygger på mange generationers dyrekøbte erfaringer.

Som eksempel har jeg valgt to af de stærkest virkende midler: alrune/mandragora og opium. Alrune hedder på græsk ‘mandragóras’, og ‘opion’ er det græske navn for valmuesaft, valmuen selv hedder ‘mekon’. Et tegn på at de to lægemidler har været med i den oprindelige Dioscoridestekst er at de ikke anvendes på samme måde i de hippokratiske skrifter ca. 500 år før Dioscorides, mens de indgår i Galens medicinske værk ca. 100 år efter Dioscorides. Galen nævner ikke sin kilde, men det gjorde man ikke nødvendigvis på den tid.

Plinius den ældre, som var næsten samtidig med Dioscorides, omtaler også mandragora (bog 25, 147-150) og opium (bog 20, 198-209). Det er meget sandsynligt at de begge har deres viden fra de græske læger i Alexandria. Plinius fortæller for eksempel (bog 20, 200) at der sælges forfalskninger af opium på markedet i Alexandria.

Jeg oversætter fra min foretrukne tekst, nemlig Saracenus’ græsk-latinske udgave, trykt i Frankfurt i 1598, men illustrationen med en mandlig og en kvindelig mandragora (+ en myriophyllon) er fra Codex Neapolitanus fra det 7. årh.

I 4. bog af Dioscorides: de re medica, kapitel 76 står der bl.a. følgende om mandragora:

“Nogle kalder mandragora for antimalum, andre dircæa, andre igen circæa, navne som skyldes at roden menes at være virkningsfuld inden for elskovsområdet. Der findes to slags af roden: den sorte som anses for kvindelig med navnet thridacias (her følger en botanisk beskrivelse) og den mandlige, hvide som nogle kalder norion (botanisk beskrivelse). …

Nogle bruger at lægge roden i vin og koge den ned til en tredjedel, si den og gemme den hen. De foreskriver så at indtage 1 kopmål ved søvnløshed og ved fødselssmerter af en vis styrke og ligeledes før der skæres eller brændes, for at patienterne ikke skal mærke noget. I sig selv medfører et indtag af ½ teskefuld af væsken oprørt i vand på samme måde som hellebore et opkast af slim og sort galde – drikker man mere, er den dødbringende. …

Man beretter at 2 teskefulde af denne drik, indtaget med byggryn i kage eller kødsovs, lægger patienten i en dyb bevidstløs søvn. Vedkommende sover i samme stilling som da han spiste den, uden bevidsthed i tre eller fire timer fra den blev indgivet.”

I 4. bog af Dioscorides: de re medica, kapitel 65 står der bl.a. følgende om valmuer:

”Der findes også en tredje slags, mere vildtvoksende og et stærkere lægemiddel og højere end de andre med et aflangt hoved. …

Ved søvnløshed vædes pande og tindinger med den. Selve saften er kølende, den gør dvask og udtørrer. Tager man så meget som en lille ært, dæmper den smerter, fremskynder søvn og bedrer fordøjelsen: den hjælper på hoste og tarmlidelser. Men hvis der indtages en yderligere mængde, gør den skade ved at påføre sløvhed og er dødbringende. …

Opium fremstilles på følgende måde: når den er tør for dug, skal man med en kniv ridse stjernen som er på toppen af valmuens hoved sådan at man ikke kommer til at gå for dybt ind, skære ned ad hovedets sider med knivspidsen i lige linier og med en finger tørre den frembrydende tåre ned i en muslingeskal. Ikke så længe efter kan man vende tilbage, så vil der nemlig igen findes en størknet tåre, og det kan man også gøre igen en anden dag. Til slut skal det stødes i en morter, samles til pastiller og gemmes. Pas på at gå lidt tilbage når den skæres, for at væsken ikke skal komme på tøjet.”

Tagged with →  
Share →