Når man hører en menneskestemme, drejer man uvilkårligt hovedet for at sætte et ansigt på stemmen.
Mange mennesker nærer et tilsvarende ønske om at se mytologiske væsener legemliggjort eller afbildninger af for længst afdøde personer, uanset at deres portræt ikke er bevaret.

Billedet ovenover imødekommer begge disse behov: det forestiller lægen Dioscorides som modtager urten mandragora fra den personificerede Opdagelse ved navn Heuresis. (For ikke at risikere noget har Heuresis ladet en hund ”aflive” mandragoraen hvorved hunden selv dør).
Portrættet af Dioscorides er ligeså frit opfundet som det af Heuresis. Selv om det er et meget gammelt billede (fra Codex Vindobonensis fra begyndelsen af 6.årh.), er det trods alt malet næsten 500 år efter Dioscorides (som levede i 1.årh.). Men det er interessant ved at vise os hvor stor en rolle mandragora spillede, og hvordan læger sad med en lille fodskammel.

Hvis vi springer op til 1500-tallet hvor Dioscorides med sin De Materia Medica var den store autoritet inden for lægeurter, finder vi mange bøger på markedet med billeder af kendte personer fra både fortid og samtid. Udgiverne var opmærksomme på at portrætligheden burde dokumenteres, men viste ikke megen kritisk sans. F.eks. begrundes dette portræt af Dioscorides med en oplysning fra 10.årh. om at han havde fregner. Portrættet findes i en billedsamling af lægen Johannes Sambucus (1574), og det genbruges i den gennemarbejdede Dioscoridesudgave fra 1598 af lægen Saracenus.

En fransiscanermunk, André Thevet fra Angoulême i nærheden af Bordeaux, har præsteret en af de flotteste af disse portrætbøger. Han opnåede at blive Kongelig Cosmograph (en som afbilder verden) under fire franske konger: Henri II, Francois II, Charles IX og Henri III, og portrætterne findes i hans sidste værk Vrais Pourtraits et Vies des Hommes illustres fra 1584. Som det fremgår af titlen, skrev han på gammelt fransk, mens lægerne skrev på latin.

Det Kongelige Bibliotek har denne foliant, og den viser sig at indeholde over 200 levnedsbeskrivelser af berømte mænd fra alle tider og fra flere kontinenter (+ tre kvinder: Sapfo fra Lesbos, Herodots Artemisia og, naturligt nok for en franskmand, Jeanne la Pucelle). Der er selvfølgelig mange udeladelser som bl.a. afspejler hans modstand mod protestanter, men man bliver erindret om hvor mange berømmelige mennesker der var i 1500-tallet. Der er et fint index bag i bogen.
Det er lykkedes ham at forsyne de fleste af dem med et portræt i kobberstik, og han gør i indledningen rede for at han har brugt de fineste gravører han kunne skaffe fra Flandern. Han har derfor sikret sig seks års copyright ved kongeligt privilegium mod at trykke, sælge og distribuere efterligninger “pochés en bois” (træsnit) ”ou taille douce” (kobberstik). Håndværkssiden er altså i orden, men opgaven at portrættere antikke personer temmelig umulig. Han forsøger at give dokumentation hvor han kan, og har fået den ide at afbilde nogle af de antikke forfattere (Homer, Hesiod og Herodot) som statuer. Hans livsværk har dog ikke skaffet ham ære og anseelse. Hans bøger solgte ikke godt, og han blev kritiseret for at stjæle materiale fra andre forfattere og ikke være fuldt ud troværdig.

Ironisk nok anvendes Thevets portrætter stadig helt ukritisk som illustrationer i videnskabelige artikler, og man kan købe dem som plakat på nettet i allposters.

Thevets billede af Dioscorides viser en smuk, men temmelig almindelig gammel mand. Det er en dygtig håndværker, men ikke en stor kunstner, der har skabt hans udseende, og end ikke planterne ligner genkendelige urter, bortset fra een: mandragoraen som ligger på bordet med sin tvedelte rod.

Share →