Billedet af Otto Brunfels (1488? -1534) er malet af Lucas Cranach den ældre (1472 – 1553), og er hentet fra The Wellcome Institutes billedsamling på nettet. Det er sandsynligvis en ægte portrættering, idet maler og motiv tilhørte samme kreds. Otto Brunfels fra Braunfels nær Mainz er på samme måde en ægte botaniker efter de kriterier som vil fremgå af det følgende.

Hans livsløb viser et meget søgende menneske som flere gange har måttet træffe voldsomme valg.
Han indtrådte først som munk i den yderst strenge karteuserorden. Her kan han allerede have fået interesse for lægeurter, for det var karteuserne som senere opfandt chartreuselikør (ren medicin!). Han brød dog ud af ordenen og gik over til kredsen omkring Luther. Imidlertid fandt han heller ikke her hvad han søgte, og endte derfor med at læse til læge, og han fungerede som stadslæge i Bern til sin død.

Brunfels havde tidligere udgivet andre bøger, men i 1530 lod han sin første botaniske bog Herbarum vivae eicones (livagtige billeder af urter) trykke hos Johan Schott i Strassburg og sin tyske Kreüterbuch samme sted i 1534.
Herbarum vivae eicones har skaffet ham ry i eftertiden som den første botaniker, fordi bogens store, smukke træsnit som noget nyt gengav planterne helt naturtro. Derfor lader man ham dele æren med bogens dygtige illustrator Hans Weiditz (på latin Iöannes Guidictius), mens Brunfels selv kritiseres for at teksterne følger traditionen snarere end naturen.
Denne blanding af hyldest og kritik finder man i de fleste medicinhistoriske værker, f.eks. i George Sarton The Appreciation of Ancient and Medieval Science During the Renaissance, New York 1955. Det er en bog som i store linier behandler medicinhistorie, matematik og astronomi.
På side 96 beskriver George Sarton Brunfels’ tyske Kreüterbuch (som han beklager ikke at have set), som om den blot gengiver den latinske tekst i Herbarum vivae eicones. Denne formodning får ham til at kalde Brunfels tekster traditionsbundne. Men der er andre grunde end Hans Weiditz’ vellignende illustrationer til at fremhæve Brunfels som den første ægte botaniker.

På Det Kongelige Bibliotek kan man sidde med Herbarum vivae eicones i den udvidede andenudgave fra 1532 og Kreüterbuch fra 1534 foran sig og sammenligne dem.
Det viser sig at førsteudgaven fra 1530 er en samling citater af Dioscorides med flere, og det er klart de vellignende træsnit som hæver den op i en ny klasse, selv om Brunfels lægger an til fornyelse ved at bryde med rækkefølgen og i stedet for den traditionelle iris vælge den ydmyge vejbred (plantago) som den indledende urt, med den begrundelse at den er almindelig på tysk jord.
Andenudgaven tilføjer et Tomus II med flere træsnit og citater og derudover et vigtigt Appendix der handler om ”sand plantekundskab” (der var på den tid ivrig debat om identifikation af visse planter), og som består af 12 tekstkritiske artikler af flere forskellige forfattere. Den første artikel er af ham selv hvor han gør op med Dioscoridestraditionen med dens eksotiske urter som er dyre at importere, og som derfor ofte slet ikke forefindes i officinerne. De traditionelle dyrepræparater (f.eks. pulveriserede flodhestetestikler mod slangebid) har Brunfels af samme grund fravalgt i sin samling, så den er blevet rent botanisk. De øvrige artikler i Appendix er Leonicenos kritik af Plinius den ældre fulgt af Collinutius’ modangreb og andre lignende korte skrifter.
Kreüterbuch er i mindre format og i det hele taget mere beskeden. Træsnittene er små og spejlvendte i forhold til Hans Weiditz’ plantetegninger som forlaget havde seks års copyright på. Detaljerne kunne tyde på at de er stukket af en mindre kunstner end Hans Weiditz selv. Teksterne er Brunfels’ oplysninger om planternes navne og ”kvaliteter” (d.v.s. tør, varm, våd eller kold virkemåde). De indledes med hvid åkande.

Disse tre udgivelser er således helt forskellige og betyder at vi her er vidne til endnu et stort skifte i Brunfels’ livsbane, nemlig fra universitetets latinske tradition som han er oplært i, og til de modersmålsoversættelser som dukkede op på hans tid til glæde for folkemedicinen.
Appendix og Kreüterbuch er vigtige for den fulde forståelse af Otto Brunfels.

Share →