For et stykke tid siden fik vi en mail fra Hanne Schrøder, der er uddannelseskoordinator ved SundhedsservicesekretæruddannelsenNiels Brock handelsskole og en ofte tilbagevendende gæst på Medicinsk Museion.

Hanne Schrøder indleder med at fortælle, hvor glad hun har været for at komme på museet sammen med sine elever, venner og familje:

Jeg er kommet på det fantastisk spændende museum mindst to gange om året gennem de sidste 7 år. Jeg kommer fast med klasser af voksne elever fra Niels Brocks sundhedsservicesekretæruddannelse, derudover har jeg været på museet med venner, veninder og min famile, hvor mine to største børn begge er medicinere, og opfordret mange til at besøge museet osv. Fordi jeg synes, det er et meget interessant museum, fordi I har så mange gamle originale, sjove og interessante ting fra vores fælles sundheds- og sygdomshistorie, og fordi museet er indrettet i lige præcis dén gamle bygning. Vores elever er også altid begejstret for museumsoplevelsen, hvor de gennem årene har fået mange aha-oplevelser, der sætter mange tanker igang, som relaterer sig til det de lærer på uddannelsen og i deres praktikforløb på hospitaler og klinikker.

Men hun er også kritisk over nogle af de ting vi laver:

Gennem de sidste par år er der hver gang, jeg har været på museet, forsvundet interessante ting fra samlingen, fordi der åbenbart skal lægges en ny linie? Jeg kan nævne en række ting og hele rum, der stor set er forsvundet, men det kender du jo alt til. Formidlingen er blevet meget mere kedelig, når de gamle originale rekvisitter mangler, og omviserne kun har små og færre montrer at tale ud fra. Har I tænkt jer at slette ordet ‘historisk’ i museets navn? Man skulle næsten tro det!? Det er alt det medicinske- og sygdomshistoriske, der er så sjovt og interessant ved museets udstilling.

Og fortsætter:

Jeg er helt klar over, at mine små pip ikke kan ændre noget ved den linie, I er ved at lægge for museet, men jeg blev bare så ærgerlig over – igen! – at opleve nye og markante “mangler” ved vores besøg i torsdags (bl.a. den lille bitte dukkeseng, I har lavet i stedet for den originale fraktur-seng, er da topmålet af dårlig formidling). Jeg kunne egentlig godt tænke mig at kende jeres begrundelse for fjernelse af så mange interessante historiske genstande og hvor det lige er, museet er på vej hen?

Venlig hilsen en frustreret museumsgæst.

Hanne Schrøder

Et par dage senere fik vi en fodnote:

Jeg kan jo iøvrigt se på jeres afsendersignatur, at I rent faktisk har fjernet ordet historisk fra museets navn, men samtidig bevaret det gammeldags Museion. Det har jeg, som sådan, ikke noget “problem” med, da ordet museum/museion jo angiver, at det er noget historisk, der trækker tråde tilbage, og navnet bliver lidt kortere. Det er blot linien og fjernelse af diverse artefakter, jeg er ærgerlig og forundret over.

Jeg har valgt at gengive Hannes Schrøders mail i dens helhed (og med hendes tilladelse, selvfølgelig), dels fordi jeg på den ene side godt kan leve mig ind i hendes ærgrelse, og dels fordi jeg gerne vil benytte lejligheden til at forklare, hvad det er vi har gang i her inde på Danmarks medicinske museum — og forhåbningsvis kunne fastholde Hanne og hendes elever som besøgende også i fremtiden.

Mit svar

Som udgangspunkt er jeg selvfølgelig meget glad for at Hanne Schrøder har besøgt vores museum så mange gange igennem årenes løb — og at hun og hendes elever synes Medicinsk Museion er et spændende og interessant museum, som de kan relatere til i undervisningen.

Men påstanden om at vi skulle have fjernet et række rum og historiske ting fra museets udstillinger er ikke korrekt.

I de seneste syv år er museet tværtimod blevet udvidet med en række nye udstillingsrum og genstande:

I stueetagen har vi siden 2004 åbnet en helt ny etage på ca. 150 kvm (hele stueetagen blev indtil 2004 benyttet som kontor) med otte nye udstillingsrum. I de nye rum har vi vist to store separatudstillinger — hhv. Oldetopia i 2007-2008 og den internationalt prisbelønnede Del & Hel i 2009-2010. Begge udstillinger viste mængder af historiske originalgenstande.

I dag bruges de nye udstillingsrum i stueetagen til:

  1. reception og kasse, med Container Wall-installationen der indholder hundredevis af tidligere ikke udstillede ting.
  2. garderobe med en række tidligere ikke udstillede artefakter (det medicinske hittegodskontor/Left Luggage Room).
  3. et rum om epidemier, der indholder ting, som er flyttet fra en tidligere placering på 1. sal.
  4. et særudstillingsrum for kunstudstillinger med skiftende nye ting (p.t. udstillingen Experiences of Ageing).
  5. et rum med Kejserinden Dagmars rejseapotek, der blev indsamlet i 2005.
  6. et rum om kirurgi (med ting, der er blevet flyttet fra 1. sal) og proteser, som ikke er blevet udstillet før.
  7. et lille rum om Frederiks Hospital, med ting der er blevet flyttet fra den tidligere placering på 1. sal.

Går vi så til 1. sal, har vi siden 2004 etableret følgende nye udstillingsrum:

  1. et rum tilegnet Niels Finsen og lysbehandlingen av hudtuberkulose med en række unikke genstande fra samlingerne
  2. to nyistandsatte udstillingsrum, som bruges til udstillingen Balance og Stofskifte og som er fyldte med historiske artefakter, der ikke er blevet fremvist før
  3. et særudstillings-/receptionsrum med skiftende udstillinger (p.t. udstillingen 100 Lysår)
  4. et rum med nyrestaurerede historiske anatomiske modeller, som heller ikke er vist før.

Vi har godt nok lige lukket de tidligere udstillinger på 1. sal om Fredriks Hospital og kirurgi. Men de er blevet flyttet til nyistandsatte rum i stueetagen for at give plads til den nye udstilling om metabolisk kirurgi, som åbner den 4. oktober. (Vi er også meget kede af, at der ikke var plads til den gamle frakturseng, men rummet er desværre for lille.)

På 2. sal har vi i de sidste syv år gjort følgende ændringer:

  1. vi har fjernet den lille udstilling om klinisk kemi — det er faktisk det eneste udstillingsrum på museet, der er blevet helt nedlagt siden 2004.
  2. vi har etableret en ny udstilling om psykiatrisk behandling med nyudstillede og nyindsamlede psykiatrihistoriske artefakter.
  3. vi har lavet en lille udstilling om fødselshjælp med originalgenstande.
  4. tandlægestuerne står uforandret siden 2004.

Summa summarum har vi udvidet udstillingsarealet i museumsbygningen i Bredgade med ca. 40%, vi har etableret en lang række nye udstillinger og vi viser langt flere originale historiske genstande i dag end  2004 — vi har endda flere montre nu end for syv år siden.

Hertil kommer, at vi siden 2010 har haft en meget aktiv særudstillingsvirksomhed i et satellitudstillingsområde i Panumbygningen på Blegdamsvej med tre nyproducerede særudstillinger:

  1. Primary Substances, en udstilling om proteinforskning, med mange hundrede historiske originalgenstande.
  2. Healthy Ageing (den var vores mindst genstandsrige indtil nu).
  3. The Chemistry of Life, som også er en meget genstandsrig udstilling.

Selv om vi har udvidet udstillingsarealet og mængden af udstillede genstande betragteligt i de seneste syv år, er vi slet ikke tilfredse endnu. Vi er i gang med at udvide udstilllingsarealet med endnu flere rum (og nogle af disse åbner som sagt allerede i efteråret). Og dermed vil vi kunne vise endnu flere ting fra de rige samlinger, der nu står gemt på magasiner rundt omkring i København.

Men er måden vi udstiller på ‘historisk’ nok?

Hvis man, som jeg her har gjort, sammenligner antallet af udstillingsrum og udstillede historiske genstande i 2004 med antallet af rum og genstande i 2012, så har kritikken altså ikke noget på sig. Men det findes måske en anden fortolkning af Hanne Schrøders frustration — nemlig at det måske ikke så meget handler om mængden af historiske rum og genstande i udstillingerne, men den måde vi udstiller de historiske ting på?

For selv om vi har forøget mængden af udstillingsrum og historiske genstande, så vil jeg give Hanne Schrøder ret i at udstillingerne måske ikke ser så ‘historiske’ ud længere. Det museum, som hun og hendes elever begyndte at besøge tilbage i 2004, var et decideret traditionelt medicinhistorisk museum; det handlede primært om medicinen “i gamle dage”, som nogle af vores besøgende udtrykker det. Det var den medicinske praksis i perioden ca. 1750 til ca. 1950, der blev vist frem på en let genkendelig ‘historisk’ måde, og som Hanne Schrøder angiveligt synes er det mest interessante ved museet.

I dag har vi ikke denne rendyrkede ‘historiske’ identitet, og navneforandringen til Medicinsk Museion er et udtryk for dette identitetsskift. I dag vil vi i højere grad invitere vores gæster til at forholde sig til både datiden, nutiden og fremtiden. Vi vil vise og forklare den fascinerende udvikling, der er sket inden for medicinsk videnskab og behandling inden for de seneste årtier. Og altså ikke bare ud fra et historisk perspektiv: vi vil i lige så høj grad være et ‘medicinfilosofisk museum’ og ‘medicinsk kunst- og designmuseum’ — kort sagt et medicinsk museum snarere end et medicinhistoriskt museum.

Og det kræver mere end at fylde rummene med entydigt ‘historiske’ artefakter. At forholde sig til nutidens medicin indebær at man som museum er nødt til at udstille genstande, som ikke har samme fascinerende nærværskvalitet som de fascinerende ting  fra “gamle dage”.

Jeg er godt klar over at dette identitetsskifte kan være skuffende for dem af vores gæster, der forventer sig at se et klassisk medicinhistorisk museum. Og jeg er klar over at vi skal træde varsomt. Det at vi også interesserer os for nutiden og fremtiden må selvfølgelig ikke resultere i at vi fjerner den historiske dimension i museets udstillinger. Men man kan godt vise nutid og datid og fremtid i samme rum, i kontrast til hinanden, ved siden af hinanden. Så i dag er vi nok mere tilbøjelige at integrere de historiske genstande i mere konceptuelt orienterede udstillinger (som fx i Balance og Stofskifte) end at udstille dem i kronologisk afgrænsede ‘historiske’ rum, så som tidligere generationer gjorde det på Medicinsk-Historisk Museum i 1970’erne-1990’erne.

Hvis vi får fondsmidler til at udvide museets areal — vi vil gerne kunne åbne 3. sal af Akademibygningen og store dele af den tilgrænsende Tietkens Gaard-bygning for publikum, og på lang sigt også Panumbygnngen i baggården —  så vil vi i højere grad kunne tilfredsstille både dem, der vil gå i dialog med nutidens medicin og dem, der helst vil se de ældre samlinger. Der skal være plads til begge dele.

Share →