I de senere år har fysiologisk forskning bekræftet det, som vi måske godt vidste af egen erfaring, at der er tætte forbindelser mellem centre i hjernen der styrer sult og mæthed, centre for belønning, ”reward” og så mavetarmkanalens mange reguleringsmekanismer.
Disse forbindelser udgør et uhyre kompliceret netværk som omfatter nervebaner i hjernen og videre ud til bughulens organer, receptorer i centralnervesystemet og sensorer i mavetarmkanalen, som kan registrere dens indhold. Ved siden af nerveimpulserne, og i samspil med disse sendes kemiske signaler frem og tilbage mellem centralnervesystemet og mavetarmkanalen og indbyrdes mellem forskellige dele af hjernen og forskellige afsnit af mavetarmkanalen. Mange af disse signalstoffer består af peptider, dvs. korte kæder af aminosyrer. Samlet går de under forskellige navne: ”regulatory peptides,” mavetarmhormoner, neuroendokrine peptider. Der kendes et stort antal af sådanne signalstoffer, betegnet med mærkelige navne. Mest kendt er insulin. Af signalstoffer som især har betydning sult- og mæthedsfølelse, og dermed vægten kan nævnes ghrelin, glucagon-like peptide-1, leptin, oxyntomodulin, somatostatin og substans P.
Over det hele svæver vor bevidsthed, som til en vis grad kan tage beslutninger i modstrid med det, som kroppens automatiske funktioner eller reklamen lægger op til.