Schweizeren Conrad Gesner (1516 – 1565) indgår i rækken af læger som forvaltede den antikke urtemedicin på nye kærlige og kritiske måder med bogtrykkerkunstens hjælp.
Men Gesner stræbte efter universel viden og kan derfor ikke ydes fuld retfærdighed i en blot medicinhistorisk sammenhæng. En mere omfattende beskrivelse af denne lærde mand kan findes i årgang 1965 af det schweiziske naturhistoriske tidsskrift Gesnerus som siden 1943 er udkommet under hans navn. (Det er ikke på latin).
Alle bidragydere enes om et væsentligt træk hos ham: han havde en varm og fin personlighed, han var sine venners ven.

Hans milde åsyn kan ses her, han var da 48 (XLVIII) år. (Tigurinus er latin for at han er fra Zürich).
En anden karakteristisk side af ham er, at han må have elsket at lave lister.
Han udgav lister over sine venner (Liber Amicorum), over botaniske navne (Catalogus Plantarum), over 130 forskellige sprog (Mithridates) og en liste over alle tilgængelige bøger på latin, græsk og hebræisk indtil udgivelsesåret 1545 på 631 ark i folioformat (Bibliotheca Universalis). Han tager heri afstand fra tidens store oprører, Paracelsus, med ordene ”Man siger at han er en impostor og ofte bruger opium.”
Inde i bøgerne er der også lister og oversigter, f.eks. over kilder han har haft adgang til, heriblandt arabiske forfattere hvortil han som god sprogmand gør opmærksom på at han kun har haft mulighed for at læse dem i en tvivlsom latinsk oversættelse. Han mener alligevel at kunne fastslå at der ofte er gjort fejl både af forfatterne og af oversætterne.
Han var myreflittig, men gav sig tid til at bestige et par alpetinder hvert år ”for sin sjæls og krops sundhed”. Alpernes blomstervæld om foråret henrykkede ham og gav ham et alternativ til den traditionelle boglige lærdom.
Selv om han overvejende var botaniker, blev den zoologiske Historiæ Animalium i 5 bind hans hovedværk, fordi han døde som 49-årig uden at have nået at publicere sine store botaniske samlinger.
Ilustrationerne i Historiæ Animalium viser den grøde der på den tid var i de kunstneriske og videnskabelige skildringer som i øvrigt dårligt kan adskilles (tænk på Leonardo da Vinci).
Det er her man på side 953 finder Albrecht Dürers berømte næsehorn, men andre populære motiver er de monstre som er afbildet i bogen. Det skyldes ikke blot Gesners eget åbne og inkluderende sind, men var forventeligt i perioden på samme måde som astrologi. Monstrene kan han have lært at kende hos sin lærer ved universitetet i Montpellier, Guillaume Rondelet. I bogen henviser Gesner under omtalen af sfinxen til Plinius den ældre, men tager et væsentligt forbehold ved at skrive ”visse afbildninger er af noget som ikke findes i naturen, såsom tritoner, sfinxer og kentaurer.”
Det er muligt at finde illustrationerne fra Gesners bøger på nettet. NLM (National Library of Medicine) har lagt nogle af dem ud som et bogværk man nemt kan blade i. Desværre er det videnskabeligt set værdiløst, for man har sprunget alle de kedelige tekstsider over, oven i købet uden at gøre opmærksom på det. Heldigvis kan man som sædvanligt finde det hele på Det Kongelige Bibliotek.
Gesners botaniske værk blev først udgivet 200 år efter hans død af C. C. Schmiedel under titlen Conradi Gesneri Opera Botanica (1751 – 1771).
Denne udgave er bearbejdet og bør derfor suppleres med facsimileudgaven af Gesners skønne akvarelsamling fra universitetsbiblioteket i Erlangen (8 store bind fra 1972-80 med titlen Conradi Gesneri Historia Plantarum). Her kan man se de ubearbejdede akvareller med noter strøet udenom og i de oprindelige kulører som jordbærplanten ovenfor.
I trykkeprocessen dannede den slags skitser forlæg for rentegning til træblokkene.
Man ved at en del af akvarellerne var udført af Gesner selv, desværre ved man ikke hvilke af dem det drejer sig om.

Share →