I renæssancen kom lægerne forholdsvis sent i gang med at udnytte bogtrykkerkunstens muligheder.
Lægesproget var på den tid latin og ikke længere græsk, og man var ikke i stand til at gennemgå de overleverede græske hippokratiske skrifter kritisk med henblik på en trykt udgave.

Derfor blev romeren Celsus (1.årh.e.Kr.) den først valgte forfatter, og hans De Medicina blev trykt i 1478 i Firenze. De Medicina er interessant, fordi Celsus har haft adgang til kilder som nu er tabt, og han har sammenfattet medicinhistorien op til sin egen tid på et meget smukt latin.

Ønsket om også at lave pålidelige udgaver af de græske tekster voksede imidlertid. Enkelte ildsjæle (som f.eks. Leoniceno) lærte sig græsk og begyndte at samle manuskripter for at etablere trykkeklare forlæg som kom så tæt på originalerne som muligt.

Indsamlingen intensiveredes, da den flygtede græske forsker, Janus Lascaris, i 1491 blev sendt fra Firenze tilbage til den byzantinske verden for at registrere og gerne købe (evt. lade kopiere) manuskripter på samme måde som Bessarion havde gjort. Janus Lascaris hjemførte ca. 200 codices, hvoraf mange medicinske, til ”Biblioteca Laurentiana” i Firenze, opkaldt efter Lorenzo il Magnifico de’ Medici.

Det græske alfabet øgede omkostningerne ved trykningen af medicinske tekster og førte til mange forskelligartede løsninger. I 1544 lod bogtrykkeren Robert Estienne i Paris en ny font af græske typer udarbejde af Claude Garamont. De kaldtes ”les grecs du roi” (kongen var Francois I).

Omkring bogsamlinger og bogtrykkere opstod kredse af dygtige og flittige forskere fra forskellige nationaliteter, men oftest af samme religiøse eller filosofiske overbevisning (f.eks. nyplatonisk). Fra 1490’erne gik det hurtigt med at overføre den klassiske græske litteratur til trykte udgaver, men de medicinske hovedværker måtte afvente græskkyndige kommentatorer og en risikovillig forlægger til et usikkert marked.

En sådan forlægger var Aldus Manutius. Han blev født ca. 1450 i nærheden af Rom og åbnede sin presse i Venedig hvor han i 1495 som sin første bog trykte en græsk grammatik: Erotémata, spørgsmål (- og svar) på basis af tidligere udgaver ved Manuel Chrysoloras (1471) og Constantinus Lascaris (1476 i Milano). Hans engagement og evne til at knytte dygtige folk til sit projekt gjorde hans hus til det mest anerkendte og succesfulde.

Han er kendt for sin fembinds Aristoteles (1495-1498) og for talrige andre udgaver af græske og latinske klassikere i store og små formater. I 1499 fulgte De Materia Medica af Dioscorides, og i 1525 (ti år efter at Aldus var død) kom omsider hans store Galenprojekt i fem store bind. (Galen var på det tidspunkt meget lidt kendt, og udgaven solgte katastrofalt dårligt). Året efter udkom Hippokrates i seks bind. Disse to udgaver havde været undervejs siden 1495.

Der var mange andre store forlæggere. I denne forbindelse skal nævnes Frobenius i Basel som i 1538 trykte den næste græske Hippokratesudgave, og Andreas Wechels arvinger i Frankfurt som i 1595 med Anutius Foësius som redaktør trykte en fornem græsk-latinsk udgave.

Antikvariat Aldus på Vesterbrogade ved Poul Jan Poulsen

Tagged with →  
Share →