Her begynder en føljeton om, hvordan det var at sejle ud som skibslæge med et handelskompagni i år 1900. Hvor farligt var det at sejle? Får de skørbug, difteri, pest eller knuses deres lemmer? Læs øvrige afsnit her.

1.

I det herrens år 1900 – nærmere bestemt 19. marts – løb damperen ”Manchuria” af stablen (det stillads skibet blev bygget på) fra det danske skibsværft B&W.

Arne Faber (yderst til højre med mørkt overskæg) med sit "klinicisthold" på Fødselsstiftelsen 2 mdr. inden afrejsen. Okt. 1899.

Skibslægen Arne Faber (yderst til højre med mørkt overskæg) med sit “klinicisthold” på Fødselsstiftelsen 1 år inden afrejsen. Okt. 1899.

“Manchuria” var sammen med 3 andre skibe (heraf ”Korea” som det møder på dette togt) blevet solgt i 1899 til det nyetablerede ”Det Russisk østasiatiske Kompagni” (DRØK). Østasiatisk Kompagni ville gøre København til centrum for handlen mellem østersøregionen og fjernøsten.
Samme efterår blev Arne Faber færdiguddannet lægekandidat fra ”Almindelige Hospital” i København.
Den 27-årige læge skrev kort efter ansættelseskontrakt med DRØK om at fungere som skibslæge på et togt fra København gennem Nordsøen igennem Gibraltar over Sortehavet gennem Suez til Kina og Vladivostok og tilbage igen. ”Manchuria” afsejler fra København i december 1900.

Foto fra skibslægens samling. Kinesiske pigebørn fra overklassen fik fodknoglerne brækket, så tæerne kom ind under foden og dernæst så hælen rykkede frem mod forfoden. Fødderne blev snøret ind i denne stilling for at de skulle blive så små, og dermed attraktive, som muligt.

Foto fra skibslægens samling. Ca. 7-årige kinesiske piger fra overklassen fik brækket de 4 små tæer med tilhørende mellemfod ind under foden og snøret dem fast med vådt bomuld, der krøb, når det tørrede. Dette gentoges med dages mellemrum, hvorved foden blev smal. For at gøre foden kort blev den stukket i stadigt kortere og kortere stive sko, så svangen trykkedes opad og hælen nærmede sig forfoden. Små fødder kunne gøre, at man blev gift opad.

Skibslægen fik sit eget lukaf. Her boede han undervejs, opbevarede sine medbragte remedier, og skrev dagbog. Dagbogen (med tilhørende billeder og andre dokumenter) er blevet doneret til Medicinsk Museion af Arne Fabers barnebarn, Bodil Faber. Den  er udformet som en række breve til hans forældre, hvori han beretter om sine mange oplevelser undervejs. Vi bringer udvalgte citater herfra.

På havnen i Antwerpen oplever han, hvordan strejker i 1900-1901 var en central faktor under opbygningen af arbejderbevægelsen. Arbejdsgivernes svar var lockout. Under togtet snuser han til forholdene i ”Fristaten Congo”, hvor skandinavere arbejdede for den bestialske kong Leopold, han oplevede indsnørede fødder i Kina og historiens sidste pestpandemi, der spredte sig fra Kina. På nært hold oplever han den militære side af det russiske zardømme, hvor der i 1900-1901 var spirende oprør blandt studenter, bønder og arbejdere op til den russiske revolution.

Den 1. rejsedag :

1 Brev   22-12-1900

Lidt norden for Helsingør siger Kaptainen til mig: det er vist bedst, Doctor, De pakker sammen, for den bliver slem i Nat. Solen gjorde et par forgjæves Anstrengelser for at bryde igjennem, men opgav det og trak sig tilbage, overladende Himlen til tæt sammenpakkede, graa, ildevarslende Skymasser.
Søen rejste sig efterhaanden og stod til slut i et Skum. Skibet slingrede og gyngede, knagede og bragede i alle Sammenføjninger – og Aftenen sænkede sig mere og mere. Engang i Løbet af Eftermiddagen havde jeg maattet ”ofre til de vrede Guder” men klarede den ellers til Middagen Kl. 7. Her var ”opdækket til Storm”, som det hedder – en stor Træramme med firkantede Rum, hvorover bredes en Dug; herpaa sættes saa Couverterne, trykkende Dugen ned i Kvadraterne. Naar så ens mund – under den slingrende Bevægelse af Skibet – kommer i en passsende Afstand til fadet, skynder man sig at tage en Skefuld. Hvis man er heldig vil Skeen og Munden komme i forbindelse med hinanden. Mig lykkedes det overfor Aspargessuppen, men da vi kom til Gjedden havde jeg en tydelig følelse af, at denne var levende; trods min fornuft sagde, at den var kogt. Mine Tanker bleve mere og mere uklare, jeg hørte utydeligt Nogle tale om flæskesteg og Rødkaal; fandt denne Tanke frygtelig – førte skyndsomt Haanden til Huen – og forsvandt i mit Lukaf, hvor Indtagelsen af den vandrette stilling lidt efter lidt bragte mig til mig selv igjen. Sove gjorde jeg ikke den Nat, da Stormen hylede og tudede og hvinede og Skibet knagede og alt Løsøre rullede og væltede imellem hinanden, og Tintallerkenerne, fra det nære Køkken ramlede og raslede ned af hylderne og faarekyllingerne opførte en vild Krigsdans af bare forskrækkelse.

 

I dag har jeg haft et større Arbejde med at pakke Medicinen ud af 6 kasser og ordne den, jeg benyttede Lejligheden medens vi laa rolige i Bugten, da jeg ellers tror der vilde være gaaet for meget i Løbet.
Efter alt at dømme skal vi tilbringe Juleaften i Nordsøen med vestlig Sidevind og Dønninger og ”Krapsøer”; den bliver gemytlig! –

Tagged with →  
Share →