En rejse fra mund til anusfordøjelse

1. juni 2016
Den 10. og 11. maj deltog jeg i to kursusdage på Center for Ernæring og Terapi. Centret er både uddannelsessted og klinik. Stedet er grundlagt af Mia Damhus og Karen Kaae. På Center for Ernæring og Terapi arbejdes der med Functional Medicine. Funktionel medicin tager udgangspunkt i det enkelte menneske, og behandler hele kroppen, frem for kun eksempelvis maven. Behandlere indenfor funktionel medicin har en holistisk tilgang til deres patienter, og det er derfor vigtigt, at de kender deres patienters livshistorie i grove træk, deres hverdag, livsstil og kost.

Kursets tema var kerneterapi og fordøjelsen. Kerneterapi er en terapiform, hvor klienten foretager en rejse ind i sin egen krop. Terapeutens funktion er at guide klienten igennem kroppens anatomi, og hjælpe hvis der opstår forhindringer undervejs. Ifølge Center for Ernæring Terapi kan kroppen og sindet lide under, at fordøjelsen ikke fungerer optimalt. også selvom problemet eller symptomerne ikke umiddelbart har noget med fordøjelsen at gøre. Omvendt kan dårlige oplevelser og minder desuden sætte sig i kroppen, ikke mindst i fordøjelsessystemet. Derfor tilbyder klinikken kerneterapi, hvor man eksempelvis kan foretage en rejse ind i kroppens fordøjelsessystem og rense eventuelle urenheder ud.

Ifølge Center for Ernæring og Terapi kan det have konsekvenser, hvis vi eksempelvis er blevet tvunget til at spise noget bestemt som børn, og ikke har fået lov til at spytte det ud. Dette kan medføre, at vi som voksne enten ikke kan lide den bestemte madvare, eller at vi udvikler overfølsomhed for madvaren. Når behandlere fra Center for Ernæring Terapi skal planlægge et behandlingsforløb med en klient der har problemer med fordøjelsen, skal de derfor kortlægge, hvad er det klienten spiser, og hvilke følelser er der forbundet med maden. Derefter kan behandleren forsøge at løse problemet ved hjælp af kostændringer, livsstilsændringer og terapi.

Den første kursusdag gik mest med tavleundervisning og indføring i fordøjelsessystemets funktioner. Sidst på dagen skulle kerneterapien så prøves. Her blev et frivilligt kursusmedlem valgt, hvorefter Karen Kaae udførte terapien. Vi andre kursusmedlemmer sad i en rundkreds rundt om briksen. Jeg tænkte for mig selv, at det kunne være sjovt at prøve, så jeg lukkede øjnene og fulgte terapeutens stemme, og gjorde hvad hun sagde. I starten gik det fint, jeg følte ikke så meget, men langsomt dykkede jeg længere og længere ned i min egen bevidsthed. Det blev mørkt omkring mig, og på et tidspunkt oplevede jeg en voldsom svimmelhed og måtte åbne øjnene og ”komme til mig selv” igen. Jeg havde fornemmelsen af, at jeg var nået et sted i mit indre, jeg ikke turde lukke op for. Det var en sødslig, kvalmende fornemmelse, der gjorde mig tung i hovedet.

Jeg var mildest talt chokeret over, at jeg var blevet så påvirket. Jeg, som ellers er stærk, velfungerende og glad til daglig, oplevede at komme på dybt vand på de ca. 20 min. terapiseancen tog. Da vi efterfølgende evaluerede seancen måtte jeg simpelthen dele min oplevelse. Jeg endte med grædende at fortælle, hvordan jeg var endt et sted i mit indre, som havde gjort mig fysisk dårlig. Min oplevelse blev taget vældig seriøst og Karen Kaae opfordrede mig til at komme igen dagen efter, hvor kursusmedlemmerne skulle øve kerneterapi på hinanden. Der ville jeg have muligheden for at bearbejde dette sted i mit indre. Karen Kaae var bekymret, og fik mig til at love at ringe til hende med det samme, hvis vi havde åbnet op for noget her, jeg ikke selv kunne håndtere.

Dagen efter fik jeg så muligheden for at rejse igennem mit fordøjelsessystem. Det var lidt svært at se de øvrige kursusmedlemmer i øjnene, efter at jeg dagen forinden havde siddet med tårerne trillende ned af kinderne. Vi blev delt op i grupper af tre, en patient, en terapeut og en observatør. Karen Kaae havde sat mig i gruppe med en af kursusmedlemmerne som var psykolog, og en anden som ofte var i behandling hos Karen Kaae. Jeg skulle så være klient og psykologen skulle være terapeut. For mig var det hele lidt kunstigt. Jeg kunne ikke rigtig finde gårdsdagens følelser frem igen.

Nuvel, vi påbegyndte kerneterapien, og jeg startede med at gå ind i min krop gennem munden. Derefter forsatte jeg ned igennem spiserøret og ned i mavesækken. Det var mest lystigt og slimet, og det føltes egentlig meget godt. Dog lurede der noget mave pine, men vi valgte alligevel at fortsætte ind i tarmene. I tyktarmens begyndelse stødte vi på det første rigtige problem: En mørk korridor i et meget gammelt hus. Malingen skallede, gulvet var støvet og der hang 100 år gamle spindelvæv i lofterne. I denne korridor var der lukkede døre. Jeg havde ikke lyst til at være i gangen, og vi besluttede ikke at åbne dørene. Inden jeg forlod korridoren tændte jeg en enkelt pære der hang i en ledning i loftet. Da jeg kom ud i tyktarmen igen var der så mange forhindringer, at jeg ikke kunne bevæge mig igennem tarmen, uden at skubbe en masse sorte fnullermænd foran mig. Vi forsøgte at rense fnullermændene ud ved hjælp af en lem i tarmen, men det kunne ikke lade sig gøre. Derefter foreslog min terapeut at rense med en farve, men dette var heller ikke muligt. Til sidst foreslog hun en lysende lyskegle og det lod faktisk til at virke. Jeg gik nogenlunde problemfri gennem resten af tarmen. Til sidst bad min terapeut mig forlade min krop gennem anus, hvilket jeg gjorde uden problemer (ja, super mærkeligt og ret akavet at dele med mennesker jeg kun havde kendt én dag).

Da jeg åbnede øjnene igen så jeg observatøren sidde med et kæmpe smil smurt ud i ansigtet. Hun kunne næsten ikke få armene ned over, hvor langt jeg var nået på bare én terapi gang. Jeg var ikke helt sikker på, at jeg præcis vidste, hvad hun mente. Hun gentog flere gange, at hun mente jeg havde store evner indenfor dette område. Efter en evaluering tumlede jeg ud af døren lidt forvirret, men mest bare glad for at komme væk. Det var en meget intens oplevelse, og den skulle på afstand.

Her, noget tid efter kan jeg stadig ikke rigtig finde ud af, hvad jeg egentlig mener om hele episoden. På den ene side føler jeg mig ikke anderledes end før terapien. Jeg er præcis ligeså afbalanceret, som jeg hele tiden har været, og der er heller ikke sket det store med mit fordøjelsessystem (som i øvrigt fungerede fint inden terapien). Men på den anden side, er jeg ikke i tvivl om, at nogle mennesker kan få enormt meget glæde ud af kerneterapi. Det kan give troen på, at man kan aktivere sine egne energier, skulle man få brug for dem. Jeg tror ikke kerneterapi er noget for mig i fremtiden, men hvem ved, måske ligger jeg på briksen igen om 10 år, og åbner døre i den gamle slidte korridor.

 


Kost som behandling?

En tur i det grønne om kost og sindslidelse

Bog om kostomlægning i Juvelhuset, som er et af Herlev Kommunes psykosociale rehabiliteringstilbud for voksne menneske. af Svend Rybner (2009)

4. maj 2016 

I vores søgen på forbindelsen mellem krop og sind har vi i Mind the Gut teamet forsøgt at opspore mennesker, institutioner, kliniker og behandlere, som arbejder med kost og behandling i psykiatrien. Flere og flere studier antyder som bekendt, at tarmens bakterier kan have indflydelse på vores sind, og derved også på sindslidelser. Da kosten er en medbestemmende faktor i tarmbakteriernes sammensætning og mangfoldighed, er det derfor nærliggende at tro, at netop kosten kan have betydning for sindet.

Klinikchef for Region Hovedstadens Psykiatri, Ida Hageman, ville gerne tage en snak med os om kost, bakterier og sindslidelser. Ida Hageman fortalte om flere forskellige studier, som netop skal undersøge den mulige forbindelse mellem bakterier og psykisk sygdom. På forskningsplan er kost, probiotika og bakterier således hotte emner, men hvordan ser det ud i praksis den dag i dag? Hvad får psykiatriske patienter egentlig at spise?

Vores næste tur gik til Sct. Hans Hospitals centralkøkken. Der mødte vi konsulent Susanne Hviid og køkkenchef Tine Gram, som fortalte os, at lægerne ikke interesserer sig for kost. Køkkenet skal selvfølgelig overholde fødevarestyrelsens anbefalinger, men derudover er det op til køkkenchefen at lave madplanen. De forskellige afdelinger på Sct. Hans modtager madplanen og bestiller derefter maden hos køkkenet, som laver og leverer den.

Om patienterne kan lide maden, eller om de overhovedet spiser den, får køkkenet ikke at vide. Der er ingen feedback tilbage. Derfor kunne Susanne Hviid og Tine Gram ikke svarer på, om der er et stort madspild eller ej. For patienterne er ikke tvunget til at spise den mad hospitalet tilbyder. De kan frit gå ud og købe lige det de lyster. Der er således ingen kontrol med patienternes kost på Sct. Hans hospital, og derfor heller ingen behandlingsmæssige overvejelser ved denne.

Turen gik videre til Juvelhuset i Herlev. Juvelhuset er et kommunalt botilbud for mennesker med psykiske lidelser. I Juvelhuset gennemførte personale og beboere en omfangsrig kostomlægning i 2008. Blandt andet skulle der skæres ned på hvidt sukker, kød og forarbejdet mad. Derimod skulle der indtages langt større mængder bælgfrugter, grøntsager og salat.

I Juvelhuset valgte man således at tage stilling til kosten. Det er dog vigtig at understrege, at kosten i huset ikke er en del af behandlingen, da huset er et botilbud og ikke et behandlingssted. Nogle af resultaterne af kostomlægningen er blandt andet at PN medicin, medicin efter behov, blev brugt mindre. Derudover oplever personalet, at beboerne har en større lyst til at socialisere sig og komme ud fra hjemmet.

Den seneste udflugt gik til Center for Ernæring og Terapi, hvor vi mødte Mia Damhus og Karen Kaae. CET er blandt andet en klinik, hvor mennesker med forskellige problemer kan henvende sig. Behandlingen på CET er drevet ud fra principperne indenfor Functional Medicine. Et af den funktionelle medicins kerneområder er blandt andet kosten. Mia Damhus forklarede os, at ernæringsmangler hos mennesket kan medføre tilstande, som i den etablerede medicin ville blive diagnosticeret som en psykisk sygdom.

Derfor starter behandlerne på CET med at afdække om en ny patient har ernæringsmangler. Derefter skal den nye patient desuden fortælle en detaljeret livshistorie. Indenfor den funktionelle medicin er det nemlig vigtigt, at man ser patienten som en helhed. Sind og krop hænger sammen, og derfor er det ikke kun kroppen og ernæringen der skal tages fat på; oplevelser, følelser og tanker er også vigtige faktorer, når et behandlingsforløb skal planlægges.

Sidst men ikke mindst ser vi frem til et heldagskursus på CET i næste uge. Til vores møde med Mia Damhus og Karen Kaae blev vi inviteret med til dette kursus, som kommer til at handle om fordøjelsen. Vi glæder os!

[De følgende indlæg blev oprindeligt offentliggjort på Tumblr-siden tilknyttet den første fase af udstillingsprojektet – Mind the Gut. Alle indlæg vil nu blive en integreret del af udstillingens webside her]
Tagged with →  
Share →