Skanghai 1901 byder på rige udfordringer for en læge, men det er ikke noget, skibslægen skal tage sig af. Kontrasterne slår ham dog imøde, da han ser den “rigtige Kineserby”. Han finder det uhyre morsomt at studere “pesthulen”, der samtidigt rummer adgang til et par store rigt udsmykkede tehaver. Læs de øvrige afsnit her.

20.

Skibslægen Arne Faber gør sig sine erfaringer i Shanghai, hvor velklædte europæere ikke benytter sig af rede penge. Han oplever her i april 1901, at han ikke kan betale kontant nogen steder, men skal have kredit. Selv ved køb for 50 øre. Det gøres ved at skrive på papirlapper fra en notesbog, og så betaler man ved månedens udløb. Skibslægen skriver i den forbindelse:

 …en Notebog koster kun 25 Øre, og en Blyant hugger man hos sin Ven, ligesom Tændstikker. – I Shanghai Club hvor jeg blev indmeldt som Gjæst kunde jeg overhovedet ikke faa Lov til at betale i Restaurationen men maatte aflevere mine ”check”. Livet leves stærkt her i Østen –

Den dybe mudrede grav udenfor ringmuren, der ses i baggrunden. Læg også mærke til den utydelige mand, der balancerer henover graven med åg på skuldrene. Foto: Skibslægens samling fra togtet.

Den dybe mudrede grav udenfor ringmuren, der ses i baggrunden. Læg også mærke til den utydelige person, der balancerer henover graven med åg på skuldrene.
Foto: Skibslægens samling fra togtet.

 Livet leves stærkt på flere måder. Ét er at færdes i den europæiske del af Shanghai og i familien Berners luksuriøst kinesisk udstyrede hjem, hvor skibslægen følte sig hjemme i de 6-7 dage, de lå i Shanghai, et andet er ”den rigtige kineserby”, hvor europæere sjældent kommer efter mørkets frembrud. Inde bag en 3,5-4,5 m høj mur lever velnærede fede kinesere sammen med magre skikkelser i en stank af råddenskab, der er ved at få fru direktør Berner til at besvime. De skræver over tiggere, der ligger i mudderet på de 1-2 m brede veje. Kineserne gør ikke andet ved det, end at hente vand fra de “reneste kanaler” til deres te. “Dem der skal dø, de må dø”.
Midt i det hele, bag en låst dør, findes et par store tehaver, hvortil det er som at træde ind i ”dødens rige”. Der er en stiv stilhed i denne stenhave, hvor forvredne huse bærer træudskårne udsmykninger af drager og  dyr. Skibslægen beskriver oplevelsen i dagbogen:

En Dag kom jeg med Fru Berner kjørende i en Rischa op gjennem de forskjellige ”Settlements” og drejede saa ind i det snævre kinesiske Kvarter. – Pludselig hører vi oppe fra et af Tagene ”Tien tien”, her! by and by! – Jeg sér op og opdager en gammel Kineser, som jeg for nogle Dage siden havde brugt som Fører. – Nok saa gemytlig beder han os vente lidt til han er færdig. – Endelig kommer vi afsted og naaer Maalet ”den rigtige Kinerserby”, den By hvor ingen Europæere vover sig ind om Natten efter Mørkets Frembrud. – Vi staa overfor en dyb mudret Grav; og paa den anden Side denne en 6-7 alen høj ”kinesisk Mur”, der som en Ring omslutter hele den mægtige By. – Over en smal raadden Træbro naaer vi over graven og ind gjennem den smalle aabne Port, hvor et skrækkeligt Syn møder os:

Gade i den gamle kineserby i Shanghai 1901. Foto: Skibslægens samling fra togtet.

Gade i den gamle kineserby i Shanghai 1901.
Foto: Skibslægens samling fra togtet.

 –  En Skare af Tiggere med visne Lemmer, store raadne Sår på Ben og Krop afgnavede Næser og Fingre, tuberkuløse Fistelknuder og spedalske Svulster – kommer os i Møde med Bøn om Almisse, eller ligger og vælter i det Mudder der kaldes Vej. – Vi må skræve over dem for at komme frem på den smalle Vej, svinger om et Hjørne og staar i Byen. – Den første Sans, der paavirkes, er nu Lugtesansen. En ulidelig modbydelig Stank slaar En imøde, slår ud fra bagerierne med harsk Fidtlugt, slår ud fra det mylder af snavsede Unger, der sidde på Tærsklerne og gjensidig lusse hinanden, medens Fangsten knækkes med Tænderne, slår op igjennem Huller i Stenbroen og Rendestensbrædder, hvorigjennem Dag og Natrenovationen tømmes. – Gaderne ere 3 (tre) Alen brede, sommetider kun 2 Alen, saa man gaar sidelænds for at passere hinanden, vadende i Mudder maa man hoppe fra Sten til Sten for ikke at dumpe i de store Kloakhuller til Bytte for Hærskarer af Rotter. – Eller man ballancerer over frønede smaa Broer med Udsigt til at falde i Kanalerne ɔ: 3 Alen Muddergrøfter med slimede Bredder og sort giftiggrønligt Vand, hvori døde raadne Katte og Hunde svømme om sammen med gamle Træskoer Klude og rustne Blikspande, mends Kinerserne inde ved Bredden sidde og skylle deres Ris ved Siden af en Kammerat, der forretter sin Nødtørft. Et Utal af herreløse arrige Køtere gjemstreife Gaderne, der ved deres Bid frembringe Hundegalskab i Massevis. – Tænk Eder denne By om Sommeren i 24 gr-30 gr. Reamur, Kanalerne udtørres og frembringer Død og Fordærvelse; Solen og Varmen staar bagende, sittrende ned i de snævre Gyder; Kolera, Typhus og Dysenterie hersker epedemisk. – Vi ere nok endda sige Kineserne. Vi drikke vor The med Vand hentet fra de ”reneste” af Kanalerne; dem, der skal dø, de skal dø! Indenfor disse Mure leve 400.000 Kinesere glade og tilfredse, tykke, fede, velnærede, sammen med magre udtørrede Skikkelser – og dør en – bliver han ført ud paa den nærmeste Mark og begravet under en opkastet Jordhøj; eller Kisten sættes frit paa Marken, undertiden med et lille lavt Kalkhus over. – Jeg tændte en stærk Manillacigar og damper Fru Berner ind i Ansigtet da hun er nær ved at besvime af Stanken. – En dør aabnes og hele Scenen er med et Slag forandret. – Midt i Pesthulen, som for øvrigt var uhyre morsom at studere, ligger et Par store ”Thehaver”. – Vogteren rasler med Nøglerne og kommen indenfor føler man sig som i de ”Dødes Rige”.

Nogle af Shanghais bygninger med udskæringer. Foto: Skibslægens samling fra togtet.

Nogle af Shanghais bygninger med udskæringer.
Foto: Skibslægens samling fra togtet.

 – Den stive Stilhed hersker overalt; smaa sære forvredne Bygninger med Drager, Frøer, Hejrer o.s.v. udskaarne i Træ, Mure med Kalkmalerier, der fortælle om Fortidens Kampe med andre Folkeslag, Træskærerarbejder af forgyldte Husguder, Vægbroderier i Silke Med Blomster og Fuglemotiver. – Alt anbragt i en Have – af Sten. – Store Klippeblokke ere bragte sammen, stablede ovenpaa hinanden eller gjennemhugne for at danne Stier, over Stenbroer gaar man over smaa Kanaler med stillestaaende grønt Vand, af Stenstiger stiger man til Pavillon”en, hvor man siddende paa Stenstole sér ud over denne højst forunderlige By der ved hele sit fremmede Præg og Livsyttringer er saa tiltrækkende. –

 

Tagged with →  
Share →