Skibslægen er kommet til Saigon, hvor han oplever en overvældende frodighed, en flodsejlads i junglen, det “civiliserede tropeliv” og tropenætternes nydelser og lidelser. Læs de øvrige afsnit her.

21.

På togtets 119. dag, i maj 1901, har damperen ”Manchuria” lagt sig på Saigonfloden en halv skibslængde fra land. Skibslæge Arne Faber er om bord. Luften er tung af varme og lys. Inde ved Bredden er der et spillende liv af badende drenge, hvis terracottafarvede nøgne kroppe skinner i solen. De små både, Sampaner, sejler op og ned ad floden. De har små bambushuse på, hvori de indfødte lever hele deres liv. Ved den sumpede bred, halvt ude i vandet står bambushuse hævede på pæle med en hønsestige op til en lille platform. Der er en overvældende frodighed blandt andet med palmer, dadeltræer, bananer, akacier, mangoer og bambus.

I sin dagbog beskriver skibslægen en flodsejlads:

"Saigon River" Foto: Skibslægens samling fra togtet.

“Saigon river”
Foto: Skibslægens samling fra togtet.

18de Brev                                                                                                                                             10-45 nordlig Brede 

                                                                                                                                                              Bagindien. Saigon.

                                                                                                                                                                     Maj 1901

 En morgen lejede jeg en Sampan og sejlede op gjennem Landet, drejede bort fra Saigonfloden op gjennem et Mylder af Kanaler og Aaer, der gjennemkrydser Landet. Tungt ludede Palmerne og Kæmpebregnerne udover Vandet og næsten mødtes med dem paa den anden Bred. Paa alle Sider lukkedes Udsigten af Junglekrattet, der som uigjennemtrængeligt Fletværk af Moseplanter og slyngende Lianer bedækkede Lavlandet. Oppe i Trætoppene holdt Aberne et farligt Mudder, medens pragtfuldt farvede Sangfugle fyldte Luften med deres Elskovskvidder. – -…

"Saigon". Formentlig en af de alléer skibslægen har kørt på. Der er en uniformeret person og flere, der slæber på åg over skuldrene. Foto: Skibslægens samling fra togtet.

“Saigon”. En af de pragtfulde alléer, som skibslægen omtaler. Der er en uniformeret person og flere, der slæber på åg over skuldrene.
Foto: Skibslægens samling fra togtet.

Skibslægen skriver videre om, hvordan tropenatten kan nydes, når han køres til det “civiliserede tropeliv” i en ”landaulette”, som må være en lettere udgave af en landauer, der er en hestevogn med todelt kaleche:

…Og saa Tropenatten! Saa skjøn som intet Andet – undtagen Nordens lyse Nætter”. –
Med en brat Overgang fra Lys til Mørke forsvinder den glødende Sol bag Palmelundene og Himlen indtager én dyb mørkeblaa Farve med Stjerner, der intetsteds lyse saa klare og ere saa store som her. – Acasiablomsten fylder Luften med en bedøvende Duft og de talløse Insekters Summen ligesom dysser hele Naturen i Søvn; Og jeg sidder i en af de smaa Saigun-”Landauletter, som Klk 10 Aften fører mig gjennem de pragtfulde Alleer, der danne Saigons Gader; Vognen standser foran et stærkt oplyst Hjørne og hele det ”civiliserede Tropeliv” træder En i Møde. – ”Hjørnet” er ”Café de la Musique”. – Med Hus og Gade i Et, under udspændte Sejl sidde Gjæsterne, omtrent alle Franskmænd, – Alle klædte i Hvidt – kun Hvidt. – Store hvide Korkhatte eller Stanleyhatte paa Hovedet, hvide Krep, eller Silkeskjorter og derover den hvide Lærredsdragt hvid Trøje er knappet lige op til Halsen; de franske Damer med den bekjendte Elegance bære samme Farver – og et højst malerisk Skue frembyder hele denne hvidklædte, passiarende, stærkt gestikulerende, Absint og Whisky-drikkende Skare, belyst fra de elektriske Buelamper, og tilviftet Kølighed fra store elektriske Vifter eller punka’er, medens det lille gode Orkester spiller de sidste Pariser melodier. – –

Der arbejdes med kokosnødder udenfor Saigon. Foto: Skibslægens samling fra togtet.

Der arbejdes udenfor Saigon.
Foto: Skibslægens samling fra togtet.

Men ingen nydelse uden lidelse, synes skibslægen at erfare, da han atter skal føre krig mod ubudne gæster i sin kahyt:

Pludselig lyder et vældigt Tordenskrald og et smeldende Lyn flammer over Himlen, det buldrer og brager, det knitrer og skratter og der er lyst som paa den klareste Dag – og 5 Minutter efter er det hele forbi. – Og under den klare blaa Himmel ror vi ned ad Floden til Skibet. – –
Og Tropenatten kommer med dens Nydelser og dens  – – Lidelser. – Moskitonettet samles i en Klump midt paa Sofaen eller i ”Stretcheren” paa Dækket og forsigtigt hænges det op, for at ingen af ”Vampyrerne” skal slippe ind. – Sværme af Græshopper, Fluer, Myg, Cobrabiller, Kvælere, Kakkellakker o.s.v. flyve og hoppe og springe omkring i Værelset. I en Fart klæder man sig af og smutter ind under Nættet. Henne i Hjørnet ved Skabet piber Faarekyllingerne, oppefra Loftsbjælkerne drysse Kakkellakerne ned og falde med et Smæld i Gulvet; Græshopperne sidde paa Sengefjælen og filer deres Melodie paa Bagvingerne og oppe fra Bogreolen lyder en stadig Summen af Mosquitos; der holder Krigsraad. – Pludselig udstøder man et Hyl; en af disse Skurke er alligevel sluppet indenfor Nættet og borer nu sin lange Braad ind i Ens Akilleshæl, Haanden farer ned for at straffe Udyret, men kommer for nær Nættet og udefra jages en Braad ind igjennem Maskerne ind i fingeren. – Man svøber et Lagen om sig og forsøger at ligge saa stille som muligt, men puh! – de 30 grader Celsius forhindrer Søvnen; man drejer og vender sig med Hovedpuden pjadsk vaad, forlader endelig i Fortvivlse sit Leje og vandrer hvileløs op og ned af Dækket, forfulgt af en Skare paa Tusinde Mosqitos, der som graadige Ulve styrte sig over den Værgeløse og udstøde deres summende Sejrshyl, indtil de endelig ved Solen Opgang trække sig tilbage til dunkle Steder for at fordøje Ens kostbare Blod. – –

Tagged with →  
Share →