Voronoff, foryngelse og levende abetestikler Forekomsten af det moderne mikrobiom placerer nye levende væsener inden i den humane krop. Mikroorganismer, der regnes for at have en stor betydning for både tarmene og sindet. Det er dog ikke første gang,...

Forekomsten af det moderne mikrobiom placerer nye levende væsener inden i den humane krop. Mikroorganismer, der regnes for at have en stor betydning for både tarmene og sindet. Det er dog ikke første gang, at andre levende væsener har gjort indtog i den menneskelige krop, og i begyndelsen af 1900-tallet arbejdede den fransk-russiske kirurg Serge Voronoff medxenotransplantationer.

Dr. Serge Voronoff (1866 – 1951), der var født i Rusland, havde studeret kirurgi og transplantation under en af kirurgiens pionerer, den franske kirurg Alexis Carrel. I det kirurgiske miljø blev Voronoff interesseret i dyrekirtlers foryngende effekter. I slutningen af 1800-tallet havde den franske fysiolog Charles-Édouard Brown-Séquard forsøgt sig med et foryngelses-serum, som bestod af knuste marsvin- og hundetestikler. Det lykkedes dog ikke Brown-Séquard at producere et virksomt serum, hvilket fik Voronoff til at overveje muligheden for at operere levende væv fra andre dyr ind i den humane krop.

I løbet af Serge Voronoffs kirurgiske karriere transplanterede han testikler fra primater til mere end 2000 humane patienter. Der var tale om en anden type transplantation end dem, som vi kender i dag, hvor andres væv eller organer erstatter nuværende i den levende krop. Voronoff derimod tilføjede væv til kroppen, som ikke erstattede nogle manglende funktioner, men tilføjede nye til kroppen.

I en avisartikel fra 1927, skriver Voronoff om sine eksperimenter med xenotransplantationer, transplantationer fra en type organisme til en anden, typisk fra dyr til menneske. Om valget af aber i forhold til andre dyr:

 I decided to use monkey glands [kirtler] simply because the blood of no other animal is sufficiently to that of human beings, to insure its proper circulation through human blood vessels. This, of course, is a capital point, for it means that whereas the gland of a sheep, for instance, would become atrophied in the body of a man, monkey-glands live and thrive there just as though they were “at home,” thus insuring the success of the operation.

Som det fremgår af citatet, var pointen at ”abe-kirtlerne” skulle leve videre i patienten krop, typisk mandlige patienter. Primaterne blev valgt, fordi de var tættere på menneske, og derved minimerede risikoen for at blive udstødt af kroppen – abekirtlerne var nærmest ”hjemme” i den humane krop. Voronoff er dog klar over, at der var nogle problemer med primaternes naturlige habitat; det var meget dyrt at fragte aber fra fjerne egne til Frankrig. Transporten, ville ifølge Voronoff, gøre det alt for dyrt at foretage xenotransplantationerne, og derfor blev der oprettet en abegård i det sydlige Frankrig.

Det interessante er overskridelsen mellem to forskellige arter, mellem to forskellige species. En grænse, der ifølge den franske historiker Catherine Rémy, var med til at gøre samtidens civilsamfund og medicinvidenskab kritiske overfor Voronoff transplantationer. Voronoff beretter også om, at hans patienters frygt for transplantationen:

Many of my patients express the fear that monkey glands grafted onto their own, their lives are likely to become influenced by animal instincts. This is a most preposterous absurdity.

Voronoff afviste, at abetestiklerne ville gøre patienterne mere dyriske. Men hvorfor transplantere abetestikler til mennesker? Svaret var et ønske om foryngelse. Transplantationerne skulle forhindre forældelse og give patienten genvunden ungdom. Voronoff beretter om sine patienter:

Besides a general improvement in health, most of the patients have reported that their mental condition has been rejuvenated. An idea of the change in the physical aspect of men who have had their endocrinal glands grafted, can be had be glancing at some of the photographs which I had taken before and after each operation

Voronoff tog billeder af mange af sine patienter, så han kunne følge deres efterfølgende udvikling:

image

Samtidens medicin var kritiske overfor Voronoffs xenotransplantationer. Den franske historiker Catherine Rémy påpeger, at den kritiske modtagelse af Voronoff hænger sammen med overskridelsen af to grænser i samtiden; at blande menneske og andre dyr, og at manipulere med kønsdele.

Det interessante ved Voronoff er, at han indførte materiale ind i en patients krop, der skulle leve videre derinde, og at disse indgreb angiveligs påvirkede både patients krop og sind. Er der nogen ligheder med moderne bakterieterapi, hvor bakterier indføres i den levende krop? Vi siger ikke, at det er det samme, men vi er interesseret i, om det er nogle grænser, der overskrides? Hvordan afgrænses menneske, og hvordan kan andre arter, dyr eller mikroorganismer påvirke vores krop og sind? Og ligeledes, hvordan indgreb i kroppen påvirker sindet.

[Det følgende indlæg blev oprindeligt offentliggjort på Tumblr-siden tilknyttet den første fase af udstillingsprojektet - Mind the Gut. Alle indlæg vil nu blive en del af udstillingens webside her]
Kilder:
Eric Grundhauser, “The True Story of Dr. Voronoff’s Plan to Use Monkey Testicles to Make Us Immortal” i Atlas Obscura, 2015
Catherine Rémy, “The Animal Issue in Xenotransplantation” i History and Philosophy of the Life Sciences, vol. 31, no. ¾, 2009.
Læs mere:
Serge Voronoff, Life; a Study of the Means of Restoring Vital Energy and Prolonging Life, 1920 (?).
Tagged with →  
Share →