Kunst og forskning er et hot topic for tiden. Med god grund. Det er et vigtigt emne, men det er samtidig også vigtigt, at det tænkes progressivt. Det kalder tiden på. Jeg har skrevet denne både kritiske og håbefulde “leder” baseret på mit mangeårige arbejde med kunst og forskning, som kurator på festivalen transmediale, udstillingsstedet X AND BEYOND og Medicinsk Museion. For mig at se handler det helt grundlæggende om at tage kunstens faglighed alvorligt. 

For nyligt måtte rektor for Den Danske Filmskole Vinca Wiedemann gå af som følge af protester fra de studerende over hendes akademiseringen af uddannelsen. Siden hun tiltrådte havde hun arbejdet for, at sidestille uddannelsen med de almene universitetsuddannelser, og det var en udvikling de studerende var imod. De så udviklingen, som en afvikling af den unikke faglighed og det unikke faglige miljø, som har gjort, at Den Danske Filmskole gennem flere årtier har fostret talenter og stjerner på højeste internationale niveau.

Still-billede fra filmen the swallow and the squeeze

Hvordan uddannelsen på Den Danske Filmskole udvikler sig efter Wiedemanns afgang vides endnu ikke. Først skal der findes en ny rektor. Men de studerendes markante modstand er ikke desto mindre signifikant. Den udtrykker en dyb diskrepans mellem institutionernes strategier og de studerendes visioner, mellem det politiske niveau og det kreative miljø. Og det er et problem, som skal tages alvorligt.

Akademiseringen af de kunstneriske uddannelser har været undervejs siden starten af 00’erne, med udgangspunkt i akkreditering med ECTS-point og med forskellige former for ”kunstneriske” og ”praksisbaserede” PhDer som spydspids. Selvom udøvende kunstnere har udtrykt utilfredshed og frustration i krogene har udviklingen indtil videre i det store hele stået uimodsagt. Med de studerende protest på Den Danske Filmskole og Wiedemanns efterfølgende afgang, er der nu åbent for en kritisk diskussion af udviklingen.

Det er en diskussion, som ikke bare skal handle om institutionspolitik, men om hvad der forstås ved kunstnerisk forskning. At forstå kunst som forskning er både oplagt og relevant, men det er afgørende, at man definerer hvilken form for forskning. Og det må være en form for forskning, som har sit omdrejningspunkt i kunstens egen faglighed og egne kvaliteter.

Fra udstillingen Meta Scent

Indtil videre har kunstnerisk forskning altovervejende været formet efter de humanistiske universitetsuddannelser. Boglige fag samt skriftlige opgaver og afhandlinger er blevet centrale elementer i curriculum. Det giver mening al den stund, at kunsten er optaget af mange af de samme emner som de humanistiske fag, men som disciplin er kunsten vidt forskellig.

Kunstnerisk forskning er ikke nødvendigvis boglig eller skriftlig. Først og fremmest er den forskning gennem en praksis som omfatter en mangfoldighed af medier, materialer, fortællinger, billeder, koncepter, lyd, scenarier, og det er helt afgørende at anerkende. Ellers er risikoen, at kunstnerisk forskning reduceres til en light version af humanistisk forskning, og at kunstens særlige potentiale som forskning udvandes eller direkte ignoreres. Det kan hverken kunstnere, institutioner eller omverden bruge til særlig meget i det lange løb.

Så giver det meget mere mening at forstå kunstnerisk forskning i forlængelse af den naturvidenskabelig og teknologiske forskning. Ikke den markedsstyrede og produktorienterede del af denne forskning, men grundforskningen. Den form for forskning, hvor eksperimenterer metodisk opstilles for at opnå grundlæggende indsigter i verdens kompleksitet og dybde. Den forskning som stiller spørgsmål uden nødvendigvis at forvente entydige svar, men udvider vores forståelse af hvordan verden hænger sammen, til hvad og hvordan vi skal spørge.

Kunst er en sådan form for grundforskning. Den sætter ikke verden på formel, men arbejder metodisk eksperimenterende med verden for at få den til at åbne sig på ny igen og igen. Og i den proces giver den os samtidig en unik viden, som vi kan bruge til at navigere mere nysgerrigt og indsigtsfuldt i verden med, bruge til at reflektere, italesætte og i sidste ende også handle.

Man kunne således ønske sig at udviklingen af kunstnerisk forskning gik i retning af at forbinde kunstnere med naturvidenskabelige forskere og forskere i teknologi, både principielt og konkret, måske endda ligefrem på institutionsniveau. Man kunne oprette et forskningscenter, hvor kunstnere, naturvidenskabelige og teknologiske forskere arbejdede sammen på tværs af discipliner i en fælles ambition om at engagere sig i verdens komplekse udfordringer og potentialer på måder, som er både tidssvarende og visionære. Det ville være et ambitiøs og modigt tiltag.

Derudover ville det genoplive en hæderkronet tradition for sådanne samarbejder, der tæller kollaborationen Experiments in Art and Technology, Center for Advanced Visual Studies på MIT og Generative Systems på School of the Art Institute of Chicago. Alle fra årene omkring 1970 og baseret på en overbevisning om, at kunst, videnskab og teknologi er fundamentalt forbundne, og at den forbindelse er vejen frem mod en mere lovende fremtid.

I den forbindelse er det også værd at bemærke at kunsten, især litteraturen og billedkunsten, de seneste 10-15 år har været stærkt optaget af naturvidenskabelige og teknologiske emner som en essentiel del af dens engagement i verden. Og i mange tilfælde har dette engagement også involveret samarbejder med forskere.

Under alle omstændigheder synes fremtiden for kunstnerisk forskning for alle involverede at være at udvide forskningsbegrebet med kunsten i stedet for at presse kunsten ind i et eksisterende forskningsbegreb.

For målet må være, at kunsten som forskning skal bringe nyt til verden, nye perspektiver, erkendelser og muligheder, og ikke bare være en brik i et institutionspolitisk spil.

Pancreas af Thomas Feuerstein
Share →