Lektor og medicinhistoriker Adam Bencard fra Medicinsk Museion har skrevet en række artikler om aspekter af sårbehandlingens historie til fagtidsskriftet Sår. Tidsskriftet udgives af Dansk Selskab for Sårheling, og indeholder fagmedicinsk stof omhandlende sårvidenskab og sårbehandling. I de næste uger vil vi i samarbejde med Sår gengive en række af teksterne her på vores blog.

I 1541 døde en af medicinhistoriens mest interessante og radikale skikkelser: lægen, kirurgen, kemikeren, botanikere, mystikeren og naturfilosoffen Philip Theophrastus Bombast von Hohenheim, bedre kendt som Paracelsus. I dag kender de færreste ham, men i hans samtid og i generationer efter spillede han en afgørende rolle blandt andet på grund af hans aggressive opgør med datidens medicinske ortodoksi. Han repræsenterede en radikal empirisk holdning i en tid, hvor lægevidenskab mest handlede om at læse og diskutere digre antikke værker – han mente, at lægen skulle se selv, gøre selv, og opleve selv, og at alt sand viden kom gennem personlig erfaring. Det er en holdning, der udgør et grundelement i den lange bevægelse mod en mere moderne, videnskabelig medicin. Artiklen her er et lille billede af en sand medicinsk ikonoklast, en rasende mand, der med alt fra spruttende fornærmelser til bogafbrændinger forsøgte at bekæmpe hans samtids medicinske teori og praksis – og som allerede i 1500-tallet beskrev en sårpleje, der først blev gængs praksis i slutningen af 1800-tallet.

Maleri af Paracelsus, malet af den flamske maler Quentin Matsys (1466–1530)
Læger og bartskærere

For at forstå Paracelsus placering i medicinhistorien bliver man nødt til at forstå de vilkår, han ville gøre op med. Helt op til omkring år 1800 var læger og kirurger to næsten helt adskilte faggrupper, med hver deres uddannelser og standsmæssige forhold. De lærde og latintalende doctores medicinæ blev uddannet på universiteterne, hvorimod kirurgerne, de såkaldte bartskærere, var håndværkere. De gik i mesterlære som barbersvende og undervejs lærte de sig de kirurgiske indgreb, som kirurgi før antiseptik og anæstesi tillod, samt sårbehandling, åreladning, byldeskæring, og behandling af forstuvninger og brækkede knogler. Sådan havde det i vidt omfang været siden det Antikke Rom, hvor det i en medicinsk tekst lyder: ”Det anstår ikke en hædret læge selv at foretage operationer, men overladende sligt til sine håndlangere, bør han kun foreskrive sine patienter lægedom og diæt.” De universitetsuddannede læger blev hovedsageligt undervist i læren om de fire kropsvæsker (blod, slim, gul galde og sort galde) og hvordan deres indbyrdes balance og ubalance var årsagen til al sygdom. Evnen til at læse og fortolke antikke værker af blandt andet Galen, Hippokrates og Avicenna var lægernes vigtigste faglighed. Den ‘nøgne’, praktiske erfaring blev betragtet som fattig; den sande viden kom fra sproglige, boglige og filosofiske kundskaber.

’Hvert hår på min nakke ved mere end jer lærde’

Paracelsus blev født i 1493 som søn af en Schweizisk læge. Under hans opvækst i minebyen Villach, lærte Paracelsus fra faderen at foretrække selvsyn og praktisk erfaring fremfor boglig viden. I byens miner lærte også en del kemi og mineralogi, hvilket senere i hans liv fik ham til at formulere en medicinsk teori baseret på kemiske grundstoffer fremfor de fire kropsvæsker. Paracelsus studerede selv medicin blandt andet ved universitetet i Ferrera i Italien. Her udviklede han tidligt sin udprægede foragt for de lærde miljøer, og i stedet drog han på rejse gennem så godt som hele Europa og arbejde som kirurg, blandt andet ved Venedigs hær og under bondeoprørene i Tyskland. Under hans omfattende rejser udviklede han sine omfattende medicinske teorier, og fik hurtigt et ry som en mirakelmager med stor indsigt. Han opfordrede til at læger opsøgte kloge koner, sigøjnere, forbrydere og lærte af dem, og der var mere værdighed og indsigt i deres viden, end i Aristoteles, Galen, Avicenna og resten af den medicinske kanon. Som han polemisk skrev: ”Lad mig sige jer: hvert lille hår på min nakke ved mere end alle jer lærde, og spænderne på mine sko er mere lærde end jeres Galen og Avicenna, og mit skæg har mere erfaring end der er i jeres høje læreanstalter.” At han mente det bogstaveligt demonstrerede han i 1527 ved at brænde værker af Avicenna og Galen foran universitetet i Basel, hvor han kortvarigt var stadslæge og underviste i medicin, inden han blev for upopulær blandt de lokale læger og embedsmænd.

En fremsynet sårpleje

Hans vigtigste værk var Der grossen Wundartzney fra 1536 (den store bog om kirurgi/sårlægekundskab), som udkom i 19 udgaver i hele Europa. I den insisterede han på at den gode læge skulle mestre både medicin og kirurgi, et synspunkt, der først blev bredt accepteret med hospitalsmedicinen i starten af 1800-tallet. Han udviklede også en sygdomslære, der var radikalt anderledes end den humorale. Baseret på sine kemiske studier mente han, at sygdom ikke kom fra en indre ubalance, men i stedet skyldtes giftige mineraler, der kom udefra og gjorde kroppen syg – en sygdomsmodel, der peger 300 år frem i tiden mod opdagelsen af sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Denne sygdomslære gav ham også et fremsynet syn på sårpleje. Han beskrev huden som et dækkende lag, der kunne sammenlignes med skindet på et æble eller barken på et træ. Når den blev brudt, mente han, at det gav mulighed for at giftstoffer kunne trænge ind i såret fra luften og sætte gang i betændelses- og forrådnelsesprocesser, som han beskrev meget præcist og detaljeret i sine værker, selv efter moderne standarder. Derfor anbefalede han, at kirurgen forsøgte at rense og lukke såret så hurtigt som muligt med rene og nærende midler, og så dræne det jævnligt for at undgå infektioner. Han modsatte sig brugen af tråd til at lukke sår, hvilket har været en rigtig observation i tiden før antiseptik blev accepteret.

Forsideillustration fra Der grossen Wundartzney fra 1536
Er der noget, du vil ændre?

Udover hans sårpleje skrev han værker om syfilis og koldbrand, om sygdomme blandt minearbejdere, og om brugen af kemisk fremstillede midler i lægepraksis. Ved siden af de mere medicinske værker producerede han også en hel række filosofiske og religiøse skrifter, hvor hans empiriske natursyn blev forklaret gennem forestillinger om en besjælet natur. Paracelsus var for utilpasset og dele af hans teorier for mærkelige til at blive en del af medicinhistoriens øverste panteon som for eksempel hans samtidige Andreas Vesalius blev det. Men han er unik i sin vildskab og vilje til at tænke noget andet end hans samtid. Paracelsus er værd at vende tilbage til, også selvom hans teorier og praktiske råd ikke giver samme mening i dag. Han er en af den slags skikkelser i medicinhistorien, som man kan tage i hånden og betragte sin egen samtid, og de ortodoksier, man selv er en del af. Er der noget man selv burde kæmpe for at ændre?

Share →