Oprydning i den Saxtorphske samlings knoglepræparater

Har du nogensinde tænkt på, hvad du ville gøre, hvis der kom rod i din bækkensamling?

Næppe.

Men netop det spørgsmål var for ganske nylig meget aktuelt på Medicinsk Museion, hvor vi i forbindelse med samlings- og magasinprojektet har skullet rydde op i de sidste dele af kaosset efter vandskaden i 2011 (se billedeserie).

Skybruddet i 2011, der fyldte mange af det indre Københavns kældre med meterhøjt vand, gik nemlig bestemt ikke uden om Museions kælderrum under museet i Bredgade. Her stod uheldigvis knoglerne fra den Saxtorphske samling midlertidigt opmagasineret – indtil de pludselig kom ud at flyde!

Siden 2011 har knoglerne fra den Saxtorphske samling været igennem en grundig konservering, hvor diverse forrådnelsesprocesser, skimmel, mv. blev afværget og sat i bero. Imidlertid har der ikke før nu været tid til at gennemgå samlingen i registreringsøjemed. Det blev derfor min opgave, at få dannet et overblik over, hvilke genstande, der var hvilke, samt at få dem fotograferet og pakket forud for den planlagte magasinflytning.

FAKTABOKS – DEN SAXTORPHSKE SAMLING

En af Medicinsk Museions ældste og mest skattede samlinger er den Saxtorphske samling, grundlagt af fødselslæge og professor Matthias Saxtorph i 1787.

En væsentlig del af samlingen består af knoglepræparater, dvs. skeletdele. Hovedsagelig både raske og syge bækkener fra kvinder døde i barsels seng, men også en del mere eller mindre deforme fostre og dødfødte børn.

I vore dage kan det virke både morbidt og inhumant at indsamle den slags, men Saxtorph og hans efterfølgere gjorde det ud fra de bedste videnskabelige intentioner om at forstå graviditeten og dens mange farer bedre, end man havde gjort i de forudgående århundreder. På mange måde var dette et menneskekærligt pionerarbejde inden for fødselslæren.

Udover knoglepræparaterne består den Saxtorphske samling af en instrumentsamling samt af vådpræparater på glas, hvoraf en væsentlig del i dag er udstillet.

En særlig genstandsgruppe

Først og fremmest vil det altid være noget særligt at arbejde med kropsdele fra afdøde mennesker. Når man som jeg dertil er nybagt far, er der noget helt ærefrygtindgydende ved at komme så tæt på resterne af fødsler, der er gået grueligt galt – og vel at mærke både se og føle resultaterne deraf på mødrene og på deres dødfødte børn.
Læg dertil, at en del af knoglerne endnu har rester af indtørrede sener og andre bløddele på sig, og at disse eksemplarer sagtens – enten pga. oprindelig konservering eller udskilning af gelatine fra ligamenterne – kan være en smule klistrede og lugte let sødligt. Alt i alt får man så en genstandsgruppe, der er lidt ud over det sædvanlige.

Selve arbejdet

Når det er sagt, er det en opgave som alle andre i samlingsprojektet. Omtrent to tredjedele af de ca. 200 genstande havde endnu gamle mærkater siddende med registreringsnumre, der henviste til et katalog over samlingen fra 1951.

Nærbillede af et af de gamle mærkater, der henviser til kataloget fra 1951

Hvis nummeret i kataloget stemte med genstandens nummer, kunne katalogbeskrivelsen overføres til Museets online-database, SARA. Derefter tilføjedes et eller flere nye fotografier af genstanden ligeledes til SARA.

Den sidste 1/3 af genstandene voldte noget mere besvær. I nogle tilfælde var mærkaterne med numrene faldet af. Her skulle det bekræftes, om mærkaterne ved redningsindsatsen i forbindelse med vandskaden var blevet lagt sammen med den rigtige genstand. Ofte kunne jeg ud fra kataloget konstatere, at der var blevet byttet om på mærkaterne.

“Et coxalgisk i apertura inf. let forsnævret asymmetrisk bækken med luxation af begge capita femoris”


(Genstandsbeskrivelse fra 1951-kataloget)

At forstå katalogets beskrivelser krævede indsigt i både lægelatin og specifikke fagudtryk. At genkende en genstand ud fra beskrivelsen alene viste sig ofte som en svær opgave.

Nogle få andre af genstandene kunne identificeres ud fra oprindelige bemærkninger skrevet direkte på hofteskålen med blæk. Indskrifterne er i dag næsten udtværet og ulæselig. Alligevel kunne man i visse tilfælde afkode f.eks. datoen for dødsfaldet eller en angivelse af genstandens størrelse, som kunne sammenlignes med katalogets tekst.

Den falmede originalindskrift med blæk var tit den eneste ledetråd i identifikationen af en genstand. Heldigvis indgik der i mange tilfælde datoer, som genfandtes i 1951-kataloget

‘A Game of Bones’

For de sidste ca. 20 bækkeners vedkommende var der lige præcis ingen hjælp at hente, og her var det derfor med at tænke godt og grundigt ud af boksen.
Eftersom der også var ca. 20 optegnelser i kataloget tilbage, var der en vis sandsynlighed for, at de resterende bækkener faktisk var dem, der stod i kataloget. Men at finde ud af, hvilket der var beskrevet hvor i kataloget, viste sig at være lidt af et puslespil.

Løsningen blev, at skrive alle katalog-beskrivelserne op på hvert sit stykke farvet karton. Farven på kartonnet afspejlede de centrale kendetegn, som jeg forventede at kunne identificere bækkenerne ud fra. Eksempelvis havde forsnævrede bækkener farven grøn, bækkener med engelsk syge (rachitis) farven gul, og assymetriske bækkener farven hvid.

Ved hjælp af denne metode blev det muligt at få samlet de bækkener, der havde ensartede kendetegn og derefter at adskille dem fra hinanden vha. små variationer i deres udseende. Derved kunne de fleste identificeres ud fra kataloget. Til den sidste del af dette arbejde fik jeg god hjælp af erfarne kolleger og en ekstern konsulent i form af en tidligere overlæge.

Og hvad gør den samvittighedsfulde samlingsmedarbejder så i de tilfælde, hvor der stadig er tvivl om genstandenes sande identitet? Man husker at registrere i databasen, at der er tvivl, samt hvorfor denne tvivl er opstået.
Hvis man på ingen måde kan genfinde sin genstand i kataloget, men alligevel ønsker at registrere den som en del af samlingen, må man give den et helt nyt registreringsnummer og beskrive situationen nøje i sin registrering i databasen. I tilfældet med den Saxtorphske knoglesamling blev dette nødvendigt med en lille gruppe genstande, som fik nye numre og tilføjet en beskrivelse a la: ”Genfindes ikke i kataloget fra 1951, men hører givetvis til den Saxtorphske knoglesamling, idet genstanden ved nedpakningen i 2020 befandt sig sammen med genstandene fra denne samling.”

På den måde bevares genstandene og vores begrænsede viden om dem for eftertiden. Derved får fremtidige samlingsfolk ved Medicinsk Museion muligheden for at forstå vore dages overvejelser vedrørende genstanden. Måske får de endda mulighed for råde bod på vores fejltagelser og selv forsøge sig med en omgang ’Game of Bones’, hvis de skulle finde det nødvendigt.

For nuværende er knoglesamlingen i hvert fald registreret, pakket og klar til flytningen på Museions nye magasin.

Kasser på rad og række. Sådan ser de ud, når de er klar til flytning til det nye magasin. indholdet af kasserne står skrevet på siden og fremgår desuden af online-databasen SARA.
Share →