Det korte svar er: ”nej!”

Hippokrates (5.årh.f.Kr.) udførte åreladning (flebotomia) med en skalpel, men anvendte ikke igler i sin behandling. Igler nævner han kun som sygdomsvoldere, hvis man har fået dem til at sidde fast i svælget efter uforsigtigt at have drukket flodvand.

 

Nikandros af Kolofon (3.årh.f.Kr.) beskriver i sit læredigt ”Alexipharmaka” (modgifte) samme uheldige tildragelse hvor patienters lidelser viser sig at skyldes igler i svælget. Nikandros har fået ry som den første græske læge der behandlede med igler, men de får kun en ganske kort omtale i hans andet bevarede digt ”Theriaka” (stik og bid fra vilde dyr og deres behandling) hvor iglerne nævnes som et sårrensende middel, men ikke i forbindelse med åreladning.  

 

Først hos Galen (2.årh.e.Kr.) finder man i de græske lægeskrifter en egentlig beskrivelse af igler brugt til åreladning i en lille artikel med titlen ”Igler” (At den græske betegnelse for igler ”bdella” minder om udbruddet ”bvadr”, er ikke nogen tilfældighed).   

Der er visse ting i Galens beskrivelse af brugen af igler som antyder at han ikke selv har brugt dem. F. eks. lyder indledningen: ”Der er nogle som samler igler ind og bruger dem til mange ting.” Men også andet tyder i den retning hvilket jeg vil vende tilbage til.

 

Hvis man sammenligner Galens igleopskrift med den man kan læse hos den persiske læge Avicenna (980-1037 e.Kr.), føler man sig overbevist om her at have fundet en igleekspert. Dog indleder Avicenna det pågældende afsnit i bog I af sin ”Canon” med at henvise til sin kilde, i dette tilfælde ikke græsk, men indisk lægekunst, som advarer mod igler som lever i snavset vand, som er syge, eller som tilhører en giftig art. Nyttig viden skulle man tro.

Dernæst slår Avicenna fast at igler suger blod fra dybere lag end dem man når med kopsætning.

Det er i modsætning til Galen som hævder at igler trækker blod fra huden, ikke fra dybden, og at de bruges i stedet for kopsætning.

Begge foreskriver at de først kan anvendes efter et døgn i lunkent vand hvor de ernæres med lidt blod (Avicenna foreslår lammeblod) og renses udvendigt med en svamp.

De er også enige om at det pågældende sted skal renses (om nødvendigt barberes) og skrabes eller kradses lidt for at vække iglens appetit, og om en vis rensende og dulmende efterbehandling.

Men så kommer vi til den store forskel:

Avicenna skriver at man endelig ikke må pille dem af med magt på grund af risiko for voldsom blødning, og at man for at hindre dem i at kravle ind i svælg eller anus, skal trække en tråd gennem deres hale, oppe fra og ned – ikke fra side til side, da man i så fald vil skade dyrets blodkar.

Galen derimod vil klippe halen af iglen, når den har suget lidt, da en igle ikke vil standse blodsugningen af sig selv, og han vil trække dyret af, når han skønner at det har suget halvdelen. Han fraråder at lade det suge sig mæt, da igler er kolde dyr, og kulden vil skade det syge sted.

 

Min sammenligning lader mig mene (måske ikke overraskende) at den iglebegejstring som kulminerede i 1827 hvor man til Frankrig importerede så meget som 33.000.000 igler (på latin: Hirudines medicinales, i singularis: Hirudo medicinalis), stammer fra den indiske lægekunst som Galen måske har kendskab til, men som først senere er slået an i Europa via Avicenna og den arabiske lægekunst.

Tagged with →  
Share →