Herinde på Medicinsk Museion er vi et par stykker, der er vildt fascinerede af, hvordan (biomedicinske) forskere iscenesætter sig selv, fx. gennem CV’er, på websites, i presseinterviews, etc. Dvs. hvordan forskere bruger medierne til at brande deres selvbiografiske identitetskonstruktioner.

Skandinaviske forskere anses normalt være langt bagud i denne internationale individuelle branding-konkurrence. Men der findes interessante undtagelser. I et interview på videnskab.dk, siger årets EliteForsk-prisvinder, Milena Penkowa fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet om sig selv, at hun er ugift, ikke har nogen børn, men en kæreste og bor på indre Vesterbro. Og fortsætter:

“Jeg elsker genialitet og højteknologi inklusive hurtige biler (roadsters og formel-1). Jeg er et udpræget konkurrencemenneske, jeg elsker at blive udfordret og presset. Jeg ser muligheder og optimeringsbehov i alt omkring mig, ikke kun i forskningen. Af samme grund er næsten alle mine ejendele inklusive min lejligheds inventar blevet ændret, transformeret (redesignet) og optimeret ud fra egen forestilling om individualitet, originalitet og/eller øget funktionalitet. (eksempelvis har jeg ‘customized’ mine møbler, mit tøj etc.). Dén karakter afspejler blot min pionérånd, innovationstalent og ledernatur. Jeg er meget viljestærk, ekstremt målrettet og fuld af selvtillid, selvsikkerhed og mod, hvilket er mig til gavn i min forskning og i livet generelt”.

Sådan! Og hun lægger til: “Jeg skelner ikke mellem min ‘professionelle’ og ‘private’ person: min person er en livsstil”. Og slutter: “Jeg er udmærket klar over, at jeg er særegen, for nogle ubegribelig eller mærkelig, men jeg er helt bedøvende ligeglad, for jeg elsker mit liv”.

Det har jeg sådan set ingen problemer med. Der er mange forskere, især inden for naturvidenskab, medicin og teknologi, som er ekstremt konkurrenceorienterede og som ikke rigtigt skelner mellem deres professionelle og private liv (det har jeg selv nogle gange svært ved :-). Der er mange forskere, hvis interesser er ubegribelige og mærkelige for de fleste i deres omgivelser. Og man støder også i ny og næ på kollegaer som ser “muligheder og optimeringsbehov i alt” omkring dem selv, inklusive deres medmennesker, som bruges som midler til at fremme deres egen selvrealisering.

Men det er de færreste, der er bedøvende ligeglade med, hvad vi andre mener om deres behov for at optimere omgivelserne. Og endnu færre, som bevidst iscenesætter sig selv på den måde. De fleste har nok lidt skyldfølelse over at de en gang imellem kommer til at bruge deres medmennesker som råstof. Eller skammer sig i hvert fald.

Men ikke i dette tilfælde. Det er — hvis journalisten har citeret rigtigt —Ayn Rand‘s individualistiske filosofi for fuld udblæsning. Det er lidt fascinerende men også lidt skræmmende — det er sublimt i ordets oprindelige filosofiske betydning!

Og så kan man spørge sig: Er der overhovedet en sammenhæng mellem forskerens personlighed og forskningens kvalitet? Er de forskere, som afviser de klassiske sociale dyder mere produktive og mere geniale end andre? Fremmer ekstrem individuel konkurrencementalitet og bevidst selviscenesættelse vidensudviklingen? Er det virkelig de forskere, der er fulde af selvtillid, selvsikkerhed og mod som sætter den kognitive dagsorden — eller dem, der har evnen at tvivle indimellem, også på deres egne resultater og valg?

Share →