Et af skrifterne fra lægeskolen på Kos giver gode råd om meget syge menneskers levevis.
Da det er fra slutningen af 5.årh. f.Kr., kan det med rimelighed tilskrives Hippokrates selv.
Den engelske oversættelse bærer titlen: ”Regimen in Acute Diseases” og den latinske: ”De victu acutorum”.

Akutte sygdomme forklares som de sygdomsangreb folk oftest dør af, når der ikke ligefrem er pest i en befolkning. Der gives eksempler, men da man ikke kan vide om antikkens sygdomsbetegnelser dækker de samme lidelser som i dag, anfører jeg dem ikke her.

Skriftet handler for størstedelens vedkommende om kostens betydning for sygdomsforløbet, og ordet díaita som indgår i den græske titel, ligger således i dette skrift tæt på betydningen af vores ord diæt, men jeg vil alligevel gengive det med levevis som er den sædvanlige, mere rummelige betydning af díaita.

Der  gives nemlig også gode råd om andet end kost under sygdom, f.eks. om badning.
Man kan roligt bade som man plejer: en, evt. to gange om dagen, men det er vigtigt, at den syge har en hjælper til at øse det opvarmede vand ud over kroppen og til bagefter at frottere og oliere den, og badeforholdene skal være i orden ”hvilket ikke er tilfældet i ret mange huse”.

Også med hensyn til kosten rådes den syge til at bære sig ad, som når han er rask. Hvis han kun plejer at spise et måltid om dagen, skal han blive ved med det, idet selv en rask person kan blive utilpas af at flytte sit måltid fra middag til aften eller at gå over til to måltider om dagen eller gå fra to måltider til et.
”Dette vidner om at alle pludselige, større forandringer fra det rimelige i den ene eller den anden retning er skadelige.” (”Regimen in Acute Diseases, XLVI”).
Nogle mennesker lever udmærket med tre måltider om dagen, fordi de har vænnet sig til det.

De mest medtagne patienter skal kun spise grød eller suppe kogt på byggryn hellere end havregryn. De skal drikke vand med honning, koldt eller varmt. Rent, koldt vand er ikke tilrådeligt for maven, så hellere drikke oxymel som er en læskende blanding af sur, gammel vin og honning.
Mælk nævnes, men ikke for det gode, det anbefales nemlig af den konkurrerende lægeskole i Knidos som skriftet lægger ud med at kritisere.

For den hippokratiske læge gælder ingen regel uden undtagelse – lægen bør altid tage hensyn til sin patients helt særlige disposition. Det er netop det som kendetegner den gode læge. Han bør endvidere udføre alt så hurtigt, rent og smertefrit som muligt.

Der findes også i den hippokratiske skriftsamling et uafhængigt appendiks med den samme titel og med den overleverede tilføjelse ”uægte”. Det virker indholdsmæssigt som en fortsættelse af teksten, og der er således ikke nogen tvingende grund til at kalde det uægte.

Share →