Dagbladet Politiken bringer i dag en interessant artikel om den typiske museumsgæst. 55 år gammel, folkeskolelærer og bor i hovedstadsområdet for blot at nævne et par karakteristika. Undersøgelsen er udarbejdet af Kulturarvsstyrelsen (se mere her). Jeg glæder mig til at nærlæse rapporten, men umiddelbart var det noget helt andet der sprang i øjnene. Især dette citat:

Undersøgelsen beder også museumsgæsterne om at give forskellige elementer af deres besøg karakter. Og på alle tre slags museer – både kunstmuseerne, de kulturhistoriske og de naturhistoriske museer – giver publikum netop ’muligheden for at deltage aktivt’ den laveste karakter (her citeret fra Politiken)

Det undrer mig ikke det mindste at spørgsmålet er blevet stillet, men var svaret ikke temmelig åbenlyst? Nej, de danske museer giver kun i ringe grad publikum “muligheden for at deltage aktiv”, men skal de overhovedet det? Er det specielt ønskværdigt?

Elektroniske læringsmedier er kommet for at blive, men alligevel har jeg en sund skepsis overfor den mediering der uundgåeligt følger, når en computerskærm eller en mobiltelefon benyttes til formidling af kulturhistoriens materielle genstande.

Netop formidlingen og bevaringen af kulturens materielle genstande er museernes raison d’etre, men jeg kan ikke lade være med at føle en vis frygt for, at den stigende fokus på digitale medier og interaktive elementer i de fysiske udstillinger i stedet for at virke fremmende for forståelsen af vores fælleskulturelle arv, kommer til at overskygge det egentlige – nemlig genstandene selv.

Denne tendens hænger formentligt sammen med den øgede fokus på oplevelsesøkonomi. Det er mit indtryk at de danske museer endnu ikke helt har fundet deres ben i diskussionen om museets rolle i denne nye økonomi (som desuden er svær at definere), men umiddelbart få det mine nakkehår til at rejse sig. Selve termen oplevelsesøkonomi indikerer nemlig, at der er nogen som skal tjene penge på vores fælleskulturelle arv. Som de fleste der har fulgt med i debatten efter kulturministerens (undskyld, den forrige kulturministers) varsling af mulige museumslukninger vil vide, kan konsekvenserne for museer med få besøgende være ganske alvorlige (se artiklen Kulturministeren vil lukke museer).

Noget af det jeg hæfter mig ved et dette citat fra den forrige kulturminister:

»Formidling er et tema, der optager alle. I de her år bliver vi bombarderet med smarte, hurtige tilbud, så det kan være lidt svært at få nogen ind på et museum, hvor tingene måske har stået stille i mange år, hvor formidlingen er små gule sedler, og der ligger flintøkser og står jydepotter over det hele. Det er op ad bakke. Vi skal have kunsten ud og møde borgerne, der hvor de er«, siger Carina Christensen.

Min første tanke er, at den tidligere kulturminister må have besøgt nogle utrolig kedelige museer. Jeg kan faktisk ikke huske at jeg på noget tidspunkt har besøgt et museum, hvor formidlingen bestod af små gule sedler og hvor der stod…flintøkser og jydepotter over det hele.

Anyways.

Det museale rum har en sjælden mulighed for at give lejlighed til fordybelse og eftertanke. I en mere stresset og forjaget hverdag, er der en sjælden befrielse ved at besøge et museum, hvor man har mulighed for at fordybe sig – måske endda uden alt for smarte formidlingstiltag. Faktisk kunne man hævde at det museale rum kunne være en slags “helle” fra de smarte hurtige tilbud som kulturministeren omtaler. Men her er der selvfølgelig mulighed for at jeg misforstår noget. 

Jeg er helt med på at det kan give mening at bringe kulturen ud til folket, men hvis fremtidens kulturpolitik kommer til at forme sig således, (En spegepølse til 25, 95 og et kig på Grauballemanden) så er der grund til at være bekymret.

Hvad siger I?

Share →