Der findes en hel del portrætter af ”Lægekunstens Fader”, men ligner de ham?
Det er lige så svært at besvare som spørgsmålet om han selv er forfatter til bare et eneste af de skrifter som bærer hans navn.

Ikke desto mindre er der folk som har arbejdet seriøst med begge dele, og som kan argumentere for at noget kan tillægges ham, og andet afvises.

De portrætter som stort set kan afvises som fiktive, er skulpturer og bogillustrationer identificeret før 1940, hvor man fandt et marmorhoved på en læges familiegrav i Roms havneby, Ostia. Dette hoved ligner ikke de indtil da accepterede portrætbuster.

Ostiahovedet kan dateres som en romersk kopi fra 1.årh.e.Kr. af en græsk original fra 3.årh.f.Kr. Det var ganske sædvanligt at romerne lod græske skulpturer kopiere til udsmykning af deres hjem og deres grave. Der findes fire andre kopier af den samme græske original, deriblandt en på Glyptoteket i København (I.N. 1795).

Til hovedet hører en basis med en indskrift: ”Livet er kort, lang er tilværelsen under jorden.” Denne indskrift fandt man så beslægtet med den første hippokratiske aforisme at man mente at identifikationen af hovedet nu var sikker. Det regnes stadig for det mest autentiske portræt af Hippokrates, men indskriften er ikke identisk med aforismen hvilket blev understreget af Thuri Lorenz i hans disputats fra 1965 ”Galerien von griechischen Philosophen und Dictherbildnissen bei den Römern”. Lorenz argumenterede for at hovedet derimod kunne forestille den stoiske filosof, Kleanthes.

I 1965 kom også G.M.A. Richters trebindsværk ”The Portraits of the Greeks”. Hun brugte ikke kun den mangelfulde indskrift som argument for identifikationen, men også at hovedet er fundet på en lægegrav, og at det ligner Hippokrates på de romerske bronzemønter fra 1.årh.f.Kr. man i det 16.årh.e.Kr. fandt på den græske ø, Kos, hvor den hippokratiske lægeskole holdt til. Hun regnede det for sikkert at man i 3.årh.f.Kr. har kunnet skabe et æresportræt som lignede Hippokrates på grundlag af skitser fra hans levetid i 5.årh.f.Kr.

De samme argumenter brugte M.V. Barrow i sin udmærkede artikel ”Portraits of Hippocrates” i tidsskriftet Medical History 16 fra 1972.

Jacques Jouanna kommer i sin store og pålidelige bog om Hippokrates (engelsk oversættelse i 1999) også ind på portrætterne, men går meget diplomatisk til værks: han anerkender at Ostiabusten er anset som det bedste bud, men har som forsideillustration til sin bog valgt en smuk byzantinsk miniature som skal forestille Hippokrates, i et manuskript fra 14.årh.e.Kr. på Bibliothèque Nationale i Paris (Parisinus gr. 2144). Portrættet har den skaldede isse dækket med kappen hvilket svarer til beskrivelsen i Soranus’ Hippokratesbiografi fra 2.årh.e.Kr. Problemet er kun den sene datering, og at der ifølge Richter ikke er tradition for at miniaturer skal ligne.

En statue af en siddende Hippokrates dukkede op på Kos i 1929, men da den ikke ligner de andre portrætter som er i spil, har den ikke vundet interesse andre steder end på Kos.

Tagged with →  
Share →