Dette sære navn er den engelske betegnelse for en gammel opskrift på et godt helbred.
I middelalder og renæssance hvor latin var det fælles sprog, var den kendt som ”sex non naturales” (seks ikke naturlige), men ideen går helt tilbage antikken og udformedes af den græske læge Galen (129 e.Kr. – ca. 216).
Galen opnåede en fremtrædende position i Rom som kejser Marcus Aurelius’ livlæge, og Galens mange værker kom, i latinsk oversættelse, til at præge lægekunsten helt frem til 1800-tallet. Hans forbillede var lægen Hippokrates fra 5.årh. f.Kr., men Galen videreudviklede og supplerede på mange måder den hippokratiske arv.
Det er ejendommeligt, at et antikt udtryk som er benægtet med et ”ikke” (non), og som er vanskeligt forståeligt for et nutidigt menneske, i den grad blev brugt og forstået i middelalderen og renæssancen.
Efter min opfattelse kræver begrebet knap så lange forklaringer for en nutidig læser, hvis man i oversættelsen erstatter det antikke udtryk ”naturlig” med det tilsvarende middelalderlige ”ved Guds vilje”, d.v.s. de seks områder som ikke er ved Guds vilje. Meningen er, at ikke al lidelse skal accepteres som Guds vilje, men at der er seks områder hvor forebyggelse og behandling er mulig: ”sex non naturales”.

Udtrykket ”non naturales” findes hos Galen i skriftet Om puls for begyndere (De Pulsibus ad Tirones, Kühns udgave Vol. VIII, p. 462).
Her skriver Galen at næsten alt kan bevirke pulsændringer af betydning for helbredet, men at alle disse påvirkninger kan deles op i i tre kategorier: 1. naturlige 2. ikke naturlige, men alligevel ikke i uoverensstemmelse med naturen og 3. i modstrid med naturen.
På græsk: 1. kata fysin, 2. ou kata fysin ou para fysin og 3. para fysin.
I den latinske oversættelse: 1. naturales, 2. non naturales nec praeter naturam og 3. praeter naturam.
På side 470 forkorter han selv nr. 2. til den blivende betegnelse: non naturales. Den latinske oversættelse “Ad hunc modum ex causis quae non naturales appellantur, pulsus immutantur” (Pulsændringer optræder på omtalte måde af årsager som kaldes ikke naturlige) svarer til Galens formulering på græsk.

I skriftet Lægekunsten (Ars medica) beskriver Galen de seks områder i denne gruppe. Man skal ikke lade sig forvirre af at han her omtaler dem som nødvendige. De er stadig ”ikke naturlige”, men her skildres de i modsætning til de unødvendige områder som er i modstrid med naturen.

”Der er visse ting kroppen nødvendigvis må ændres af, andre som ikke er nødvendige.
Jeg kalder dem for nødvendige som på ingen måde kan undgås, og de øvrige unødvendige.
Det er en nødvendighed, at vi færdes i den omgivende luft, at vi spiser, drikker, er vågne og sover,  men vi behøver ikke nødvendigvis udsætte os for sværd og vilde dyr. Derfor har kunsten at beskytte kroppen at gøre med den første type årsager og ikke den sidstnævnte.
Når vi bestemmer alle de områder som nødvendigvis forandrer kroppen, vil vi for hvert enkelt af dem finde en tilsvarende type sundhedsbefordrende årsager.
Nr. 1 findes i kontakten med den omgivende luft.
Nr. 2 findes i motion og hvile, dels for kroppen som helhed, dels for dens dele.
Nr. 3 findes i søvn og vågen.
Nr. 4 findes i det som indtages.
Nr. 5 findes i det som udskilles eller tilbageholdes.
Nr. 6 findes i sindsbevægelser.
Alle disse ting må kroppen nødvendigvis påvirkes af.
F.eks. bliver den enten opvarmet, afkølet, udtørret eller våd af den omgivende luft, eller den udsættes for noget af det kombineret, eller for gennemgribende ændringer.
Og af overdreven motion eller hvile bliver den enten varm, udtørret, kold eller fugtig, eller den udsættes for noget af det kombineret.
Ligesådan påvirkes den nødvendigvis også af søvn og vågen, og på samme måde af det som indtages, eller af det som enten udskilles eller tilbageholdes.
Alle disse ting påvirker kroppen og er en belastning for sundheden, nogle af dem umiddelbart, andre som en senreaktion efter noget andet. Om hver enkelt af de samme ting har jeg skrevet i mit værk Om det gode helbred (De Sanitate Tuenda). Alle de før nævnte områder er emner for sundhedsbevarende årsager. Hvis de administreres fornuftigt, er de både årsager til forebyggelse og helbredelse, men sløser man med påpasseligheden, bliver de sygdomsfremkaldende.”

Galen i direkte oversættelse ved Kirsten Jungersen fra Ars Medica, kap. 23, Kühn Vol. I, p. 367.

Tagged with →  
Share →