Niccolò Leoniceno (1428-1524) kaldes den første humanist blandt lægerne. Han påbegyndte nemlig en filologisk gennemgang af de tekster som lægekunsten byggede på.
For nogle år siden så jeg hans portræt på Museo Gioviano i Como, og det gør et stort indtryk. Du kan se maleriet ved at klikke her. Han blev meget gammel og var aktiv til det sidste. Både han og hans portrættør Dosso Dossi (ca. 1490 – 1542) levede i Ferrara.

Leoniceno er kendt for at have skrevet om slangegift og om syfilis (morbus Gallicus) som brød voldsomt ud i 1490’erne, men hans største betydning ligger i hans kritiske arbejde med den teoretiske lægeuddannelse. Hertil havde han samlet sig et meget stort privat bibliotek og dygtiggjort sig i klassisk græsk for at være i stand til at læse teksterne på originalsproget.
Der var på det tidspunkt meget få af lægerne i det norditalienske område som kunne læse Hippokrates på græsk, og Leoniceno viste dem at fagets traditionelle tekster ikke kun var endt på et forfladiget latin, men også var blevet forvansket i løbet af de mange kopieringer først på papyrus og siden på pergament.
Nu hvor investeringer i bogtrykkerkunsten krævede så gode tekstforlæg som muligt, arbejdede humanisterne på at finde de manuskripter som bedst gengav de tabte græske og latinske originaler, men dette var kommet forholdsvis sent til lægekunsten.

I 1490 tog Leoniceno det første skridt ved at sende et lille skrift til den store humanist Angelo Poliziano i Firenze (1454 – 94) og bede om hans mening. Skriftet handlede om fejl hos den latinske forfatter Plinius den ældre (23/24 – 79) og andre i den del af lægekunsten som hedder materia medica, d.v.s lægeurter. Det kunne gælde liv og død, om lægen kendte forskel på de giftige og de gavnlige planter, men eventuelle afbildninger af planterne var stadig malet i hånden og var blevet mere og mere unøjagtige for hver kopiering. Der var humanister som havde fundet så meget som 5000 fejl i overleveringen af Plinius’ naturhistorie, men lægen Leoniceno gik et skridt videre og kritiserede Plinius selv for fejlagtige identifikationer.
Som han senere skrev: ”Der er nemlig meget få som læser Plinius for det lægelige indholds skyld, flere læser ham for ordvalget og det guddommelige sprog som ingen kan frakende ham.”
Poliziano sendte sit svar 3.jan. 1491, og dette brev er med i den første trykte udgave af Leonicenos skrift fra 18.dec. 1492 i Ferrara, og også i de følgende udgaver som blev udvidet med flere breve til og fra Leoniceno og flere fundne fejl hos Plinius og andre.
1509 udgaven, ligeledes fra Ferrara, indeholder en side som er meget oplysende, og som ikke er med i de andre udgaver. Det er en meddelelse dateret 1491 til læserne fra lægen Ludovico Bonaccioli i Ferrara i anledning af at han har bekostet trykningen.
Han skriver om Leoniceno: ”Hans hensigt har trods titlen ikke i så høj grad været at notere fejl hos Plinius som at benytte lejligheden til at åbenbare langt værre fejl hos barbarerne” (d.v.s. araberne), og ”Hvis de som dyrker den barbariske medicin, føler sig krænkede, håber jeg at vinde genklang hos dem som holder af den gamle medicin som barbarerne har fordærvet.”

Den arabiske lægekunst som var en videreudvikling af den græske, var på det tidspunkt rigt repræsenteret ved universiteterne, især i form af Avicennas Canon på latin, og der var hos mange vestlige læger et ønske om at erobre Hippokrates tilbage ved at rense tekstoverleveringen for senere ændringer. Leoniceno som ikke kunne arabisk, var for så vidt i god tro og var videnskabelig nok til at anføre sin egen begrænsning i den udgave af hans skrift som blev trykt i Basel i 1529. Der tilføjer han på side 294:
”Mit arbejde hviler på kommentarer af Gentilis (lægen Gentile da Foligno, død 1348) som kaldes Avicennas sjæl. Når Avicennas meninger overalt er utilgængelige og nærmest ubegribelige grundet forfatterens eller i det mindste oversætterens barbariske dunkelhed, kan jeg ikke vurdere Avicenna på anden måde end sådan som jeg kan finde begrundelse for det i kommentarerne af den som regnes for den fremmeste blandt hans fortolkere.”
I 1527 efter Leonicenos død blev lægen Andrea Alpagos forbedrede oversættelse af Avicennas Canon udgivet i Venedig.

Share →