I fortsættelse af min forrige blog om lyset vil jeg beskrive de bevaringsmæssige tiltag, der er foretaget mod dagslysets nedbrydende energi i Medicinsk Museions nyåbnede udstilling BALANCE OG STOFSKIFTE.[flickr id=”6302035350″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”right”]

Et af de første og vigtigste tiltag mod lyset i udstillingen Balance og stofskifte var at hæmme og at hindre dagslyset. Dette bragede ind i de to udstillingsrum fra fem store vinduespartier, hver ca. 1,35 x 2,57 m. Dagslyset ville således eksponere genstandene med nedbrydende energi fra de tre lystyper: Ultraviolet lys (UV), synligt lys og infrarødt lys (IR). Absolut ikke tilladeligt set med en konservators øjne.

For at finde en løsning på mod lyseksponeringens energi blev et researcharbejde sat i gang.

Første opgave var at få blokeret UV og IR bedst muligt, da disse intet formål har i udstillingsøjemed. Dette kunne bedst gøres ved anvendelse af film med indbygget blokker, en såkaldt solfilm til vinduesglas. Eksempelvis ses solfilm ofte på bygningsvinduer eller på bilruder, og kan genkendes ved et blåligt eller sølvfarvet skær.

[flickr id=”6302004648″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”left”]Imidlertid findes solfilm i mange varianter, både hvad angår farve og opbygning. Graden af UV og IR blokker, samt det synlige lys’ gennemtrængelighed i filmen varierer. Hver producent har hver deres solfilm med sine respektive egenskaber.

For mig handlede det som konservator om at finde en egnet solfilm til formålet. I min research lagde jeg vægt på en solfilm, der var så lys, at den tillod så naturligt et lys i udstillingslokalet som muligt, men med så høj UV- og IR-blokker og holdbarhed som muligt. Med dette ønske blev diverse producenters solfilms egenskaber undersøgt via datablade på nettet. Casestories blev gennemlæst, og hvor det var muligt, blev solfilmens lys efterset i virkeligheden, netop for at sikre et så naturligt lys i udstillingsrummene som muligt. Resultatet af forsøg med diverse solfilm offentliggjort i videnskabelige artikler blev gennemlæst. Et nødvendigt researcharbejde,  fordi der hele tiden sker fornyelser på området.

[flickr id=”6302033334″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”right”]Researcharbejdet førte frem til fem solfilm, som jeg vurderede var egnede. De blev bestilt hjem, hvorefter jeg foretog målinger med dem i de to udstillingsrum under forskellige vejrscenarier. Det var vigtigt for mig, at få et billede af solfilmenes funktion som barriere mod UV, IR og det synlige lys. Valget faldt på solfilmen Prestige 70 Exterior, som udover en god holdbarhed og barriere mod UV og IR, også var så tæt på at give et naturligt lys i de to udstillingsrum.

Imidlertid var intensiteten af specielt det synlige lys, men også det infrarøde stadig for høj, hvorfor solfilm alene ikke var den optimale løsning.

I samarbejde med museumsinspektør N. C. Vilstrup Møller skulle der nu findes en egnet løsning på dette problem. Ønsket var, at museets smukke omgivelser udenfor stadig skulle kunne ses som konturer indefra de to udstillingsrum, og derved give den besøgende et indtryk af åbenhed, så rummene ikke virkede lukkede og huleagtige. Et ønske om mørke udenfor udstillingens åbningstid skulle også opfyldes.

Disse krav skulle løses så enkelt som muligt med respekt for Medicinsk Museions udstillingsrums arkitektur og historie, samt for genstandenes fortsatte bevarelse. Igen blev nettet brugt og suppleret med besøg på diverse museer med nyåbnede udstillinger for at få inspiration og ideer til løsning af lysproblematikken. En ide tog efterhånden form.

[flickr id=”6302003662″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”left”]Ideen tog udgangspunkt i, at først skulle den førnævnte Prestige 70 Exterior solfilm anbringes på vinduesruderne for at blokere væsentligst for UV-lys. Dernæst et motorstyret mørklægningsgardin med aluminiumscoating for at opnå mørke og total afvisning af det infrarøde lys’ varmepåvirkning af udstillingslokalets genstande udenfor åbningstid. Et motorstyret mørklægningsrullegardin var ønsket, idet dette skulle håndteres dagligt af museets personale for at få mørket væk i udstillingens åbningstid. Derfor skulle det være så brugervenligt som muligt. Lige efter mørklægningsrullegardinet skulle et kædetræksstyret aluminiumscoatet rullegardin med screen-mønster komme. Et screen-mønster er et svagt gennemsigtigt mønster, der gør at de ydre omgivelser stadig kan fornemmes gennem afskærmningen, og også her skulle aluminiumscoatningen afvise IR’ s skadelige virkninger i åbningstiden. Motorstyring af dette gardin var ikke nødvendigt, da det skal være nede hele tiden, for at beskytte mod lyset i åbningstiden.[flickr id=”6302002932″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”right”] 

Med denne ide i baghovedet blev en gardinfagmand opsøgt og bombarderet med spørgsmål, som han svarede tålmodigt på, og fremviste eksempler på dessiner med udgangspunkt i ideen.

Vi fik prøver på dessiner på mørklægningsrullegardiner og almindelige rullegardiner og foretog målinger for at vurdere effekten sammen med effekten af solfilmen på vinduerne. Endelig vurderede vi de hjembragte dessiner i forhold til rummenes arkitektoniske detaljer og farver i forskellige vejrscenarier.

[flickr id=”6302550220″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”left”] Efter mange målinger og megen debat faldt valget på et hvidligt motorstyret mørklægningsrullegardin med aluminiumscoating på bagsiden, som blev placeret lige op af det solfilmsbeklædte vindue. Herefter et kædestyret hvidligt rullegardin med et simpelt enkelt screen-mønster og aluminiumscoating bagpå. Screenmønstret består af rette linjer, vertikale og horisontale, som giver ro i rummet. På en overskyet dag kommer der ca. 20 lux igennem dette screen-rullegardin, hvor der normalt ville komme ca. 2500 lux igennem. Dette var optimalt for genstandene.[flickr id=”6302050750″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”right”]

For at få totalt mørke i de to rum udenfor åbningstid skulle der sættes metalskinner op langs vinduerne. Denne løsning blev fravalgt, idet det totalt ødelagde rummenes arkitektoniske charme. Da vinduerne er placeret i ca. 40 cm dybe nicher, vurderede vi, at lysindfaldet igennem en lille sprække i siderne ingen indflydelse ville havde på genstandene. Nej tværtimod var denne lyssprække langs siderne med til at åbne og løfte vinduerne op på trods af afskærmningen. Netop med respekt for de to udstillingsrum.

Dermed er dagslysets nedbrydende energi på genstandene både blokeret og hæmmet bedst muligt. Næste udfordring var de bevaringsmæssige tiltag mod det kunstige lys og dets indflydelse på de to udstillingsrum. Dette vil mit næste blogindlæg omhandle.

 

Share →