En af mine yndlingsblomster, Fuchsia, har fået navn efter en noget stridbar herre, lægen Leonhart Fuchs (1501-1566) fra Tübingen.
Han er berømt for sin bog De historia stirpium (om planternes historie) om 500 planter med naturtro illustrationer. Fuchs har på sidste side indsat portrætter af de tre mænd som stod for hver sin del af dette arbejde. Det vil sige den mand der lavede en skitse af planten i felten (ofte lægen/botanikeren selv), den kunstner der rentegnede den, og ham der snittede motivet til mangfoldiggørelsen. Det er i denne bog Fuchs tilføjer fingerbøl til samlingen og giver den det latinske navn digitalis.

Fuchs fik tilbudt et professorat som medicus alter ved det efter reformationen genoprettede Københavns Universitet i 1537. Medicus primus var den veluddannede danske læge Christiern Thorckelsen Morsing (1485-1560). Fuchs undskyldte sig imidlertid med mange gode grunde til at blive i Tübingen, deriblandt den store lønnedgang udnævnelsen ville medføre.

Det stridbare sind viser sig i hans bøger.

I De historia stirpium fra 1542 opridser Fuchs i et indledende dedikationsbrev botanikkens forhistorie. Han priser de antikke grækere og Dioscorides med dennes oversættere og kommentatorer, men forholder sig kritisk til sine botanikerkolleger, f.eks. Otto Brunfels hvis Herbarum vivae eicones var udkommet i 1530. (Brunfels’ lille Kreüterbuch er fra 1534, og Fuchs’ store New Kreüterbuch som er en oversættelse af De historia stirpium, kom i 1543). Arabernes bidrag til urtemedicin nævner Fuchs ikke med et ord til trods for deres store anerkendelse og position ved universiteterne i Europa.

Den arabiske (egl. persiske) læge Avicenna (980-1037) får en ligefrem hadsk behandling i Fuchs’ senere bog Institutionum medicinæ libri quinque (fem bøger om medicinens metoder). Han er her omtalt otte steder, udelukkende for fejltagelser. Botanikerne var ellers ved at indse de store forskelle mellem urter i middelhavsområdet og nord for alperne og den usikkerhed i identifikationerne som gjorde gode, trykte illustrationer efterspurgte.
I anden udgaven fra 1560 står der på side 549:
”Selv hvis araberne var optimalt oversat til latin, er dog dette unaturlige og afskyelige sprog de benytter sig af, af en sådan karakter at det afviser det latinske sprogs særlige præg, og umuliggør forståelse, ligegyldigt hvor meget man anstrenger sig.”
På side 551 står der:
”Som alt i arabernes lære er urent, barbarisk, beskidt, forvirret og besudlet med de skammeligste fejl, er derimod alt hos grækerne enkelt, klart, smukt, elegant og indlysende uden at være forstyrret af fejl overhovedet.”
Denne svada må stå helt for Fuchs’ egen regning.

Leonhart Fuchs’ De historia stirpium er genstand for en usædvanligt grundig (895 sider) og vægtig (2.725 kg) udgave på Stanford University Press 1999 af Meyer, Trueblood og Heller.
Den indholder oversættelse, kommentarer, illustrationer, livshistorie og litteraturliste samt i bind II en facsimileudgave.
Der er også omtale og smukke illustrationer fra Fuchs’ aldrig udgivne manuskript til hans udvidede urtebog. Det blev genfundet i 1954 og fik betegnelsen Codex Vindobonensis Palatinus.
Man kan læse om kampen mod den arabiske indflydelse i Peter E. Pormann: La querelle des médicins arabistes et héllenistes et l’héritage oublié. Actes du colloque international de Paris 2003.

P.S. en lille iagttagelse jeg gjorde på Det Kongelige Bibliotek, da jeg studerede den meget smukke indbinding af en farvelagt førsteudgave af De historia stirpium. På ryggen står med tydelige guldbogstaver: Fuschi Historia Stirpium (Fuschs plantehistorie). Smukt, bortset fra at der skulle have stået Fuchsi i stedet for Fuschi. Men det smukke blev sjovt, da jeg opdagede at nogen havde rettet i bogen. På de første sider var navnet Fuchs hver gang streget over med meget sort blæk som man dog godt kunne læse igennem, og den allerførste gang var rettelsen ”Fusch” tilføjet. Man kan forestille sig den harmdirrende bogbinder som har brugt blækket i den kostbare bog et antal gange, indtil den rette sammenhæng endelig er gået op for ham.

Share →