Med den eksplosion af energi 1500-tallet opviste, fulgte naturligvis mange voldsomme magtkampe.

Som f.eks. Pandolfo Collenuccios vrede over Leonicenos kritik af Plinius den ældre eller som Leonart Fuchs’ kamp mod blandt andre Janus Cornarius som han kaldte ”Cornarius furens” (den rasende C.). Eller som de bogtrykkere der gennemtvang illustrationer mod forfatterens ønske. Eller posthume udgaver som ikke fulgte forfatterens intentioner. Eller da Erasmus af Rotterdam flyttede sin sympati fra bogtrykkeren Aldus Manutius i Venedig til Frobenius i Basel.

Også eftertiden kan finde grunde til at omvurdere fortidens helte.

Flere har f.eks. haft svært ved at forstå at Anutius Foësius, en læge fra Metz, skulle kunne skabe den bedste Hippokratesudgave i flere hundrede år.

Således har Marie-Laure Monfort arbejdet med den teori at hans Oeconomia Hippocratis fra 1588 skulle bygge på Janus Cornarius’ (1500-1558) aldrig publicerede kommentarer, men uden at dennes navn nævntes i forordet. Hun begrunder det bl.a. med værkets overraskende leksikalske form, men her tager hun ikke i betragtning at Stephanus og Gorræus i 1564 begge havde udgivet et medicinsk leksikon som kunne have inspireret Anutius Foësius til denne form. (Vi ved at han kendte Stephanus’ Dictionarium medicum, fordi han oplyser at han bl.a. har konsulteret Erotians glossar som tryktes for første gang i Stephanus’ opslagsværk).

Jacques Jouanna har derimod påvist et muligt redaktionelt overgreb mod Foësius’ Hippokratesudgave fra 1595 (i ”Lire les Medecins Grecs à la Renaissance”, Paris, 2004). Der findes her blandt slutteksterne en ”Admonitio ad Lectorem” (Oplysning til læseren) hvor Foësius har nævnt marginalnoter af lægen Johannes Opsopoeus (død 1596, samme år som  Foësius) som en vigtig kilde. Denne oplysning er imidlertid redigeret ud af de følgende udgaver  og erstattet af et ældre brev til Petrus Laphileus. De moderne forskere som har arbejdet med senere udgaver er således blevet ført på vildspor med hensyn til Foësius’ åbenhed om sine kilder, siger Jouanna.
Dette redaktionelle overgreb bliver endnu mere påfaldende, hvis man ser på de tre førsteudgaver vi har i Danmark (to på KB og en på Medicinsk Museion). Af dem har kun en (KB’s Kl. 29572, ejet af Ole Worm) ”Admonitio ad Lectorem”, de to andre (KB’s 16.139.00458 og Museions MHM H15 som er afbildet foroven) har i stedet Petrus Laphileusbrevet som er lidt længere, hvorfor siden med ”Errata” er brudt om.

Førsteudgaver af et 1500-tals værk er åbenbart ikke nødvendigvis identiske.

Admonitio ad Lectorem i Kl. 29572

 

Petrus Laphileus i 16.139.00458 og i MHM H15

 

 

 

 

 

 

 

 

Under alle omstændigheder har Foësius’ Hippokratesudgave den klareste opsætning i kolonner med de skønneste græske typer (les grecs du roi), den bedste latinske oversættelse (bedre end både den af M. Fabius Calvus (Rom, 1525) og den af Janus Cornarius (Basel, 1545)) og ikke mindst talrige værdifulde kommentarer. Oversættelsen blev udgivet for sig selv i 1596 af samme forlag og brugt så sent som i 1825 af C. Glo. Kühn.

I 1839-1861 udgav É. Littré sin græsk-franske Hippocrate i ti bind, og den blev nu med et meget beriget tekstkritisk apparat standardudgaven indtil de moderne engelske og franske udgaver.
Littré anerkender (I, side 548) Anutius Foësius’ arbejde som det ubetinget bedste i forhold til både forgængere og efterfølgere.

 

 

 

 

 

Share →