Overvejelser med udgangspunkt i Ragnar Granits ”Discovery and Understanding” (1972) — præsenteret ved debatdag “Forskning og livsløb — har kreativiteten en udløbsdato?”, Medicinsk Museion, tirsdag den 8. oktober 2013.

”Bibeholdes kreativiteten og energien til at tænke nyt gennem hele livet?”, spurgte Carsten Hendriksen, Henning Kirk og Jesper Jørgensen i invitationen til den her eftermiddag om forskning, aldring og livsløb.

Det er et besnærende spørgsmål? Selvfølgelig vil jeg prøve at blive ved med at tænke nyt — også efter jeg er gået i pension. Ikke?

Men da jeg tyggede lidt mere på det, indså jeg at spørgsmålet forudsætter at vi både vil og bør blive ved med at være nytænkende. Der ligger altså en implicit værdinorm bag. Men er det så selvfølgeligt positivt? Er det det, der er målet for os aldrende forskere? At vi skal blive ved med at tænke nye tanker? Er nyskabelse en udtømmende forståelse af videnskabelighed og kreativitet?

For at få inspiration til at svare på det spørgsmål kan man med fordel gå til den klassiske filosofi. Det gør fx filosoffen og forfatteren Daniel Klein i en klog lille debatbog (Travels with EpicurusPenguin 2012). Med støtte i epikuræisk og stoisk filosofi, argumenterer han for, at vi simpelthen skal opgive jagten på ”to keep setting new goals, to charge ahead into new ventures, to design new programs for selv-improvement” og i stedet bruge alderdommen til at tænke igennem det vi allerede har lavet i livet. Endelig få tid til at lave livets syntese.

Hvad siger ældre forskere om sagen? Det er så ikke lige præcis noget supercrowdet område i litteraturen, men efter en del søgning fandt jeg en lille artikel i tidskriftet Annual Review of Physiology med titlen ”Discovery and Understanding”, skrevet tilbage i 1972 af den finlandsvenske neurofysiolog Ragnar Granit da han var 72 år gammel og blikkede tilbage på sit liv.

Ragnar Granit er nok ikke så kendt i dag, ikke en gang blandt neurofysiologer. Men da han stod på toppen af sin karriere var han verdensberømt som en meget kreativ eksperimentalmedicinsk forsker.

Han var født i en velstående finlandssvensk familie i 1900, læste eksperimentel psykologi i Helsinki men gik snart over til medicinstudiet, fordi han mente at de spørgsmål som interesserede ham, kunne løses bedre med fysiologiske metoder. 40 år gammel, under den finsk-russiske vinterkrig, fik han en stilling ved Karolinska Instituttet i Stockholm som professor i neurofysiologi, og her blev han i de næste 30 år. Og i 1967 fik han Nobelprisen i fysiologi eller medicin for sine opdagelser af farvesansens fysiologi.

Ragnar Granit

Så det var en mand som havde haft kreativitet og nytænkning på sit daglige arbejdsprogram igennem næsten 40 år, som blev inviteret til at skrive i Annual Review of Physiology – en kort artikel, den er kun 11 sider, men på de 11 sider når han at udvikle essensen af sin livserfaring om forskellen mellem at være en ung ambitiøs forsker og en aldrende forsker.

Forskellen mellem ung og gammel sammenfatter Granit i en idealtypisk distinktion mellem opdagelse og forståelse (discovery and understanding).

Den typiske unge forsker er drevet af en passion for at hele tiden opdage noget nyt, han eller hun er styres af “an ambition which craves immediate satisfaction”:

”Young people are out for themselves, to make discoveries, to see something that others have not seen … something new and quite unexpected, exciting and important”.

Den ældre forsker, derimod, kan give sig hen til ”feelings of assurance and satisfaction in one’s work”. De ældre er ikke passionerede,, de er drevet mere af ”detachment”, af ”the virtue of those who have to weigh and judge”. Ældre forskere er ikke så interesserade i nye opdagelser, men mere i at opnå dybere forståelse og indsigt (”understanding” og ”insight”): ”the slow development of a world of conceptual understanding”.

Granit skynder sig at påpege at det ikke ligger nogen underkendelse af opdagelser i denne distinktion. (Granit var jo selv en opdager af format):

”It is not my intention to undervalue discoveries, but only to emphasize that it is really understanding that scientists are after, even when they are making discoveries”.

Men hvis alle forskere — både unge og gamle — til syvende og sidst er ude efter forståelse, hvorfor er der så denne forskel mellem den unge nyhedshungrende og den ældre indsigtsorienterede forsker? Der virker umiddelbart ikke som om Granit mener at det er tale om en naturlig udviklingspsykologisk aldringsprocess, fra ungdommelig konkurrence- og nyhedslyst til alderdommens visdom. Derimod henviser han flere gange til at der findes strukturelle (sociale og økonomiske) årsager til at forskeren forhindres i at søge fordybet forståelse. De unge er simpelthen nødt til at producere nye og hurtige resultater for at kunne publicere artikler for at få nye fondspenge: de fylder ”various journals with preliminary notes to obtain minor priorities”.

Men den slags er ældre forskere ikke nødt til. De slipper for at lave små nye opdagelser og kan fokusere på ”the slow ripening of fundamental insight” i stedet. Og det har nogen gode konsekvenser, mener Granit, fx bliver man mere generøs og mindre narcissistisk:

”The pleasure of living to see a synthesis mature after years of labor helps the worker to maintain a more generous attitude to the results of others and also to mention more freely the names of colleagues whose findings have contributed to the understanding ultimately achieved.”

Så langt så godt. Allerede i 1972, for 40 år siden, var Ragnar Granit altså på linje med den voksende kritik imod det artikelproduktionsfokuserende forskningssystem vi ser i dag. Og hans opskrift til ældre forskere på vej til pensionen var enkel:

Nu kan I slappe af, nu behøver I ikke være nyskabende og nytænkende hele tiden. I kan godt lade være med at jagte nye opdagelser, I kan fokusere på at forstå verden i stedet, skabe sammenhæng i den, og være generøse i jeres anerkendelse af de yngre generationer. Kreativitet handler ikke kun om opdagelser og nyheder.

Og med den opfordring kunne jeg stoppe mit oplæg her i dag. Men eftersom jeg har nogle minutter tilbage, vil jeg ikke spare jer for, hvad jeg synes er det mest interessante i Granit’s lille artikel – nemlig den eksistentielle dimension i analysen.

Granit’s ideal om ”the long, narrow and winding road to real knowledge” er, i hans egne ord, tæt forbundet med ”a measure of ’self-contact’”, en kontakt med sit eget selv, som handler om at vedligeholde (preserve) og følge op på (keeping track of) sin egen identitet:

”By ’keeping track of one’s identity’ I mean cultivating the talents of listening to the workings of one’s own mind, separating minor diversions from main lines of thought, and gratefully accepting what the secret process of automatic creation delivers.”

Og han er overbevist om at “if one can take care of one’s identity, it, in turn, will take care of one’s scientific development”, og at det er vigtigt for kreativiteten at lytte til sin indre stemme og ikke følge i slipstrømmen af hvad de andre siger:

“In all creative work there is need for a good deal of time for exercising the talent of listening to oneself, often more profitable than listening to others or, at any rate, an important supplement to the life of symposia and congresses.”

Det er interessante bemærkninger, om ikke andet fordi de er ret usædvanlige for at komme fra en naturvidenskabelig og medicinsk forsker. Jeg har ikke set lignende tanker hos forskere. Det er en tankegang som minder mig om den franske filosofs Pierre Hadot’s fremhævelse af og genfortolkning af den antikke moralfilosofi som selvhjælpsfilosofi i form af såkaldte ‘spirituelle øvelser’, filosofiske praktiker som har til hensigt at forandre det subjekt som praktiserer dem. Det er en moralfilosofisk tankegang man finder for første gang hos Sokrates, men som blev videreudviklet af epikuræer og stoikere og af Plutarch.

Hadot’s genfortolkning blev publiceret i slutningen af 1970’erne og inspirerede senere Michel Foucault til hans skriverier om ’souci de soi’ (care of self, selvomsorg) i Sexualitetens Historie. Men den historie – og min egen fascination af Hadot som inspiration til forståelsen af forskerbiografier og forskerselvbiografier som litterær genre – er noget som jeg vil spare til en anden sammenhæng.

Omslagsfoto:

Share →