Så har jeg fået set udstillingen “Kroppen: konst och vetenskap”Nationalmuseum (dvs. Stockholms svar på Statens Museum for Kunst) — og den har sat en del gang i mine tanker. Den er meget seriøst og grundigt lavet, resultatet af omfattende research, med mange interessante malerier af kroppe og rigtigt mange ældre anatomibøger, men ikke så mange genstande. Det er mere en bog- og kunstudstilling med en del genstande (herunder to fra Medicinsk Museion) som garniture. Kataloget (jeg har købt et eks. med til biblioteket) er meget flot; en orgie i kompetens skrevet af en række dygtige idé- og kunsthistorikere m.fl. Men alligevel var det i mine øjne en lidt konventionel og konturløs oplevelse. For mange ting stuvet sammen på for få kvadratmeter. For mange gamle bøger og for få genstande. Ingen klar pointe, andet end at vise kroppen i alle mulige manifestationer. Og især er udstillingen, for mig at se, et tegn på, at markedet for den her slags almenkulturel medicinhistorie — med lidt anatomiske planscher, lidt kropdele, etc., er ved at være mættet. Måske ikke for det lokale publikum, men for dem, der fulgt med i “kropsudstillinger” i de sidste 7-8 år, så er det ved at være lidt for meget. Og hvad værre er — de har næsten ikke noget som helst efter 1900 — det er en udstilling om kroppen som historisk og kulturel nostalgiobjekt. Det havde været nærliggende at også vise de sidste 50 års kroppe i kunsten og den moderne biomedicin — men denne periode er fraværende (bortset fra en videoinstallation hvor man ser et endoskop køre ind i forskellige kropsåbninger, og de tør ikke en gang gå ind i alle kropsåbningerne). Desværre var der fotoforbud.

Share →