Avisdiskussionerne omkring Hiroshi Ishiguro’s Repliee Q1 android — den mest menneskelignende androide robot indtil nu — har mest handlet om muligheden at udvikle “pleasure models”, ligesom Pris i Blade Runner. Men det ligger også en mere interessant principiel pointe gemt i Ishiguro’s arbejde — nemlig at konstruktionen og forbedringen af androider kan ses som kimen til en anden slags biomedicinsk forskningsstrategi end den normale analytiske (hvor man forsøger at forstå de biologiske og kemiske mekanismer i organismen). Androidforskning går ud på at forstå hvilke egenskaber der gør at en robot trinvist bliver mere og mere menneske-lig (andr-oid). Med inspiration fra Donna Haraway’s cyborg-vision vil android-forskningen kunne overgå fra at (som nu) forsøge udstyre robotter med ydre menneskelignende egenskaber (ansigtsudtryk, tale, emotionelle reaktioner, etc.) til at udstyre dem med celler og levende væv. Dvs. robotten vil gradvist kunne designes mere og mere i retning af et biologisk levende ‘menneske’. Det ville være en slags ‘syntetisk’ biomedicin i kontrast til den nuværende analytiske. Hvor mange slags artificielle celletyper, væv og organer skal der til for at skabe en android som kan fungere fysiologisk ligesom et menneske? Hvornår går den fra at være død til at være levende? Hvornår består den det totale Turing-test (i dette tilfælde: føle smerte, tænke på døden, blive syg)? Dvs. en opdateret version af visionen bag Frankenstein’s monster, bare ikke så gothisk.

Share →