Hvordan kan du? Er ofte det første spørgsmål jeg må besvare, når jeg fortæller om arbejdet med vådpræparaterne i Saxtorphs Samling, hvor jeg bogstaveligt talt, har siddet med præparaterne i hænderne og næsen presset flad mod glassene i dage, uger og måneder.

Svaret var hovedtemaet i mit oplæg i den konserveringsfaglige gruppe på årets Fuglsø møde. Her følger en forkortet og redigeret præsentation af oplægget:

Det er ikke, og bliver aldrig Business as Usual, at håndtere Saxtorphs Samling. Dertil er præparaterne for delikate. Modsat ville det være ubærligt hvis man som konservator var nød til at forholde sig til hver enkelt at de skæbner der er repræsenteret i glassene.

Som i alle andre forhold er viden et robust værn mod emotionernes oprørte vande.
Indsigt i samlingens baggrund, dens placering i medicinhistorien, og dens betydning for fødselshjælpen, er væsentlig for en afbalanceret tilgang til samlingen. Ligesom overvejelser og diskussioner, som afdækker formålet og sigtet med bevaringen øger perspektivet. Dertil er man som konservator godt hjulpet af den distance, der naturligt opstår, når præparatet bliver til væv, og væv til kollagen, der indgår i kemiske reaktioner. En kompleksitet er rigeligt til at holde hjernen fokuseret, som modvægt til at lade fantasien overveje, hvordan de er havnet som præparater, og hvilken sygelig hjerne der er årsagen til det.

På Medicinsk Museion er det naturligt at vi arbejder inden for rammen af liv og død, og siddende foran en samling af hele præparater i glas, hvor ikke én er en mors drøm, bliver det tydeligt at der netop er livet til forskel.

For at hjælpe jer lidt på vej, før i får præparaterne at se, gennemgår jeg kort samlingens historie og kontekst.

null
Samlingen er grundlagt af Mathias Saxtorph, der var professor ved Fødselsstiftelsen i København fra 1771 til sin død i 1800.

Saxtorph var en international profil inden for sit fag, og var hurtig til at implementere ny viden i rutinerne på Fødselsstiftelsen, til åbenlys gavn for de fødende.
Det er i dette miljø, hvor fokus var på oplysning og uddannelse, at samlingen er grundlagt.

null
B XVI fra Saxtorphs Samling

Mens glassene endnu er urørte og forseglingerne intakte har vi diskuteret selve definitionen af ”at bevare samlingen bedst muligt”

Er det den kulturhistoriske fortælling vi prioriterer?
Fortællingen om teknik, metoder og materialer?
De tidlige eksperimenter og grundlaget for traditionen?
Går bevaringen af det aktuelle væv forud for alt andet?
Bevaringen af de patologiske fænomener, og respekten for den lidelseshistorie der knytter sig til præparaterne, der skal vægtes højst?
Hvornår er det presserende at lave et indgreb?

Præparaterne er uerstattelige. Samlingen er DEN danske samling af historiske teratologiske præparater. Man skal til Hunterian collection i London eller Vircow i Berlin, for at finde tilsvarende samling.

Det vil være utænkeligt, at der kan opbygges en lignede samling i dag, både på grund af ændringer i opfattelsen af moderens forhold til sit dødfødte barn, hvilket også afspejles i lovgivningen på området, og fordi sygdomsbilledet har ændret sig i takt med udviklingen af mere og mere avancerede metoder til fosterdianogstik.

null
C XII fra Saxtorphs Samling

Præparaterne er indsamlet i perioden fra slutningen af 1700 tallet til 1985.
Den lange periode, sammenholdt med det faktum at der ikke er bevaret kilder, der dokumenterer de anvendte metoder, åbner mulighed for at alle tidens teknikker og eksperimenter tænkes at være repræsenterede i samlingen.

null
Her ses eksempel på anvendelse af kviksølv formodentlig som fungicid

Der er grund til at nærme sig præparaterne med en vis forsigtighed, ikke kun for vores egen sikkerheds skyld, men også i høj grad af hensyn til præparaternes sikkerhed.

null
Her et præparat med et på flere måder ukendt indhold

null
Velmenende, men fejlslagne indgreb kan få,og har fået, irreversible konsekvenser for præparaterne.

Et af de helt centrale spørgsmål er, om vævet er opbevaret i ethanol og derfor bevaret på grund af en dehydrering, eller er fikseret i formalin og derfor bevaret i et vandigt system?

At det er væsentligt at sondre mellem ethanol og formalin skyldes, at
som konserveringsmedie adskiller de to metoder sig ved fikseringsmekanismen og vandkoncentrationen. Man kan sige, at ethanol slet ikke fikserer, men dehydrerer vævet mens formalin laver en reel fiksering, hvor det indgår i vævet, og danner krydsbindinger mellem kollagenfibrene, så vævet fastholdes både mikro- og makroskopisk trods det store vandindhold.

Et dehydreret væv, der overføres til en vandigopløsning, risikerer en opkvælning, idet det suger vand til sig.
I bedste tilfælde ændres dimensionerne, i værste tilfælde ødelægges vævets strukturer, og det kollapser.

Traditionelt regnes uklar væske, misfarvning af væsken og belægninger på vævet for at være sikre tegn på igangværende nedbrydning
Typisk er det udsivning af lipider, der medfører en gullig tone i væsken, mens hæmoglobin i dets forskellige oxidations trin kan farve væsken i alle nuancer fra opak brun til klare orange og gule toner, så farven varierer efter vævstype.

Og det er rigtigt at væskens farve KAN være en væsentlig indikator MEN, den kan også skyldes faktorer der ligger før fremstillingen af præparatet.

Er vævet nedbrudt før konserveringen ændrer autolysen fikserings muligheden, ved at ændre på kollagenfibrenes fysiske struktur.

null
Et præparat i ligevægt, eller under aktiv nedbrydning?

I de tilfælde kan man argumentere for, at så længe forseglingerne er intakte, er præparatet beskyttet så godt som muligt, da det befinder sig i et hermetisk miljø, hvor der indstiller sig en kemisk ligevægt mellem væv og væske, der i første instans nedsætter diffusionsraten, og dermed dæmper den til hver en tid, allesteds nærværende, naturlige nedbrydning af vævet.

null
Vores primære ledetråd i moniteringen af samlingen er, at vi aflæser fald i væskestanden

Ikke fordi et blotlagt præparat altid er mere udsat end et præparat dækket af væske, det afhænger mere af damptryk og fikseringsgrad, men fordi fald i væskestanden er et synligt bevis på, at der kan ske en udveksling mellem præparatet i glasset og det omgivne miljø.

Derved introduceres nye aspekter, så som den relative luftfugtighed der påvirker afdampning fra væsken og har betydning for om alkoholprocenten falder i et alkoholpræparat, eller om forsuringen i et formalin præparat accelereres. Lige som indsivning af luftforurening kan medvirke til at fald i pH.

Det er derfor naturligt at vores indsats er koncentreret om at kunne tage kvalificeret stilling til, hvilken væske vi skal fylde op med i samlingen. Det afspejler sig i de allerede gennemførte undersøgelser.

Vi har nærmet os præparaterne ved at undersøge væskerne. Der er gennemført alle forhåndenværende analyser som kunne bringe os klarhed over de grumsede vande.
Der er målt pH og densitet, testet for aldehyd. Der er kørt IR og SEM-EDX på tørstoffet i væskerne.
Vi HAR fået vigtige svar, men ikke entydige svar på det ellers simple spørgsmål, formalin eller alkohol?

Næste tiltag er at inddrage vævet i analyserne. Vores mål er stadig at afgøre om vi arbejder med et fikseret eller dehydreret væv.
Det afgørende nye i denne del af undersøgelsen er, at vi tager fat på destruktive analyser.
Igen er samlingens store diversitet en udfordring, som kræver at der udvikles og afprøves nye metoder.

null
Hvorfor kan jeg?
Fordi det er vigtigt, hvis præparaterne skal bevares.

Nicole Rehné

Share →