(Semi-internal discussion in Danish:)

Jeg synes diskussionen om Sørens plan for indsamlingsprocedurer på seminaret i går var meget interessant, og Ion og jeg snakkede lidt opfølgende om det her i formiddags.

Som flere var inde på, så kredsede diskussionen mere eller mindre direkte omkring integrationen af forskning, indsamling og samlinger.

Var de forskellige synspunkter udtryk for personlige holdninger? Eller er det tale om strukturelt betingede forskelle i synen på indsamling, fx om man kommer fra “museumssiden” eller fra “forskningssiden”? Indtager vi forskellige roller — som hhv. “anarkistiske” forskere og “ordensfikserede” samlingskuratorer? Eller var det “lyst” og “ansvar”, der var grundtemaet i diskussionen?

Den slags dikotomier tror jeg der findes mange af i forsknings- og museumsverden. Og én af bevægegrunderne for Museion-konceptet var netop at komme ud over den her slags traditionelle opdelinger — for at integrere forskning, undervisning, formidlingsarbejde og kulturarvsarbejde (samlinger).

Det handler måske til en vis del (som Sniff påpegede) om hvordan vi italesætter husets aktiviteter? Allerede ved at tale om “forskergruppen”, “samlingsgruppen” og “udstillingsgruppen” har man italesat nogle strukturelle forskelle, som måske gør integrationen unødvendigt besværlig.

Spørgsmålet som jeg synes at gårdagens diskussion indirekte rejser er: Hvor langt kan man køre den integration? Og hvordan gør man det i praksis?

En meget langtgående integration ville kræve, at vi afsætter meget mere tid til møder: dvs. registratoren skal være med til alle forskningsseminarer og diskussioner om nye undervisningsplaner — og omvendt skal forskerne (postdoc’er og phd’er) være med til møder i samlingsgruppen og særudstillingsgrupperne.

En langtgående integration ville også kræve, at alle bliver videreuddannet (v. selvstudier) inden for områder som de ikke selv arbejder inden for. At alle læser både museumslitteratur og ‘science and technology studies’-litteratur, og skaffer sig praktiske erfaringer fra museumsarbejde.

Jeg tror personligt ikke, at det er realistiskt med en så langtgående integration, for det vil kræve alt for meget tid (og ressourcer), og jeg er heller ikke sikker på at alle har lyst til det. Men omvendt ville jeg være ked af det, hvis vi ikke prøvede at gå meget længere i retning af integration, end hvad de fleste forskningsinstitutioner og museer gør i dag (fx vores gode kollegaer på Steno Instituttet / Stenomuseet).

Dels fordi det netop er integrationen af forskning og samlinger/udstillinger som Novo Nordisk Fonden grundlæggende har givet bevillingen til. Og dels fordi der ligger nogle rigtigt interessante intellektuelle udfordringer i at nytænke de traditionelle kategoriseringer.

For to år siden havde vi faktisk en diskussion her på bloggen om metaforernes magt foranlediget af at jeg havde været til et seminar på Steno Instituttet / Stenomuseet, hvor jeg syntes at nogle af tilhørerne var rimeligt godt fastlåste i traditionelle kategoriseringer. Citat:

“Det er forkert at tænke Medicinsk Museion som fire funktionsområder som spiller sammen. Det låser os fast. Istedet skal vi tænke på vores virke som en aktivitet — nemlig som en udforskning af den biomedicnske virkelighed igennem de sidste 50 år.

Vi står overfor en ukendt territorium. Den moderne biomedicin er et Terra Incognita. Et ukendt land.

Det er ligesom 1700-talets udforskning af den klassiske oldtid. Da undersøgte man også et ukendt land. Og i den udforskning gav det ikke mening at skelne mellem forskning, undervisning, indsamling og udstillinger som adskilte aktiviteter. Det var et fedt. Det var lysten at lære det nye land at kende som drev værket. Nysgerrigheden. Nogen gange skrev man til lærde kollegaer (det blev med tiden til arkeologisk forskning), nogen gange underviste man i det, nogen gange holdt man foredrag til interesserede fruentimmer. Og en stor del af energien gik med at samle antikkens antikviteter og lægge på lager (det var det som med tiden blev til British Museums samlinger).

Jeg tror vi skal tænke i samme baner m.h.t. Medicnsk Museion. Den moderne biomedicins kultur og historie er et samlet ukendt land som vi vil lære kende bedre. Og derfra udspringer så en række intellektuelle praksisser.

Fx. at fortælle andre historikere (antropologer, etnologer, sociologer) om hvad vi er nået frem til. Det sker med hensyntagen til hvad vores kolleger allerede har ment om sagen, resultaterne publiceres i tidskrifter og i bøger på akademiske forlag, og gerne på engelsk. Det kalder vi forskning.

En anden praksis som vokser ud af denne nysgerrige undersøgelse af det ukendte land fortæller vi til studerende som gerne vil vide mere. Det kalder vi undervisning.

En tredje praksis er at samle materielle genstande, billeder, arkivalier mm. Når det sker systematisk og havner på hylder, så kalder vi det samlinger.

Og en fjerde intellektuel praksis er at fortælle til et lidt bredere publikum om hvordan dette ukendte land ser ud . Det kalder vi formidling og udstillinger.

Pointen her er, at de fire praksisser ikke er givet på forhånd. De er ikke defineret på forhånd. De vokser ud af en fælles grundpraksis, nemmelig at være nysgerrig på hvad den moderne biomedicin er for en giraf. Ud af denne grundpraksis udspalter sig efterhånden nogle praksisområder, som i visse henseender er temmelig adskilte, i andre henseender tæt forbundet. Jeg har nævnt fire, man kan godt tænke sig flere.”

Share →